Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 5
Søren Bitsch Christensen Forord
ОглавлениеEfter middelalderens hektiske anlægsperiode var det danske bysystem i store træk udbygget med det antal byer, som handelen mellem land og by gav økonomisk grundlag for. Nye byer opstod også i tidsrummet mellem middelalderen og industrialiseringen, men normalt på et andet grundlag end handelen. De omtrent 350 år, det drejer sig om, var derfor fortrinsvis en periode, hvor købstædernes funktion i samfundet blev justeret inden for allerede givne rammer. Selv om disse justeringer kunne være nok så omfattende, og økonomiske bølgebevægelser kunne favorisere den ene by og gøre udsigterne dunkle for den anden, var “købstadssystemet” på plads. Derfor hedder dette bind Den klassiske købstad. Det gjaldt for alle købstæder, at de var variationer over det samme tema, købstaden som type.
Dette bind af Danske Bystudier består af en række artikler, der dels er udvidede og redigerede versioner af foredrag holdt ved Dansk Center for Byhistories seminarer i 2002, dels omarbejdede universitetsspecialer. Fælles for alle er, at de ligger på linje med centrets ønske om at påvirke dansk byhistorie i retning af at søge at forstå urbanitetens historie og ikke alene enkelte byers historie. Når flere artikler tager udgangspunkt i netop enkelte byers forhold, sker det således med rod i betragtninger om generelle ændringer i bysystemet eller med et byteoretisk udgangspunkt. Bogen efterfølges af bind 3 af Danske Bystudier med titlen Den moderne by.
Bilagsmateriale til flere af artiklerne fremlægges ved årsskiftet 2005/06 på internettet inden for rammerne af Dansk Center for Byhistories projekt Den Digitale Byport på adressen www.byhistorie.dk. Det drejer sig om “Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800”, “De nørrejyske købstadsmarkeder” og “Håndværkere i en brydningstid: Mestrene i Viborg 1860-1870”. Præsentationen af materialet vil i lighed med det øvrige indhold i Den Digitale Byport blive præsenteret i en interaktiv form, der åbner for læsernes kommentarer og uddybninger. Det er vores håb, at vi med dette tiltag kan åbne for en dialog mellem det trykte og det digitale medium.
Udgivelsen af bogen er muliggjort af velvillige bidrag fra en række fonde. En stor tak for støtte skal derfor gives til Aarhus Universitets Forskningsfond, CAC Fonden, Hielmstierne – Rosencroneske Stiftelse, Carlsen – Langes Legatstiftelse, I.F. Lemvigh Müllers Fond, Lillian og Dan Finks Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.