Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 8

Det gælder for alle landes byhistorie, at vi kender byernes indbyggertal meget bedre end det samlede indbyggertal, men alligevel er det vanskeligt at vide præcis, hvor mange der boede i byerne. Der er dog en vis enighed om, at byernes andel af befolkningstallet i Europa 1500-1800 voksede fra ca. 8-9 pct. til ca. 12 pct.⁹ I det nordlige og vestlige Europa gik byerne endnu mere frem, fra ca. 6 til 15 pct.¹⁰

Den danske udvikling tåler ikke sammenligning med denne overordnede europæiske udvikling. I et længere perspektiv var perioden mellem reformationen og industrialiseringen kendetegnet ved svag eller stagneret urbanisering. Forud var gået middelalderens etablering af det primære bylandskab – søkøbstæderne og de noget færre indlandskøbstæder – og senere fulgte både dannelsen af et sekundært bylandskab – stationsbyerne og øvrige rurale småbyer – og en konsolidering af det primære bylandskab i form af mange købstæders industrialisering. Det er ikke mindst i det lys, at barokkens, klassicismens og romantikkens købstæder fremstår som vegeterende.

I 1600 var der 81 byer i kongeriget, af hvilke de 27 lå i sundprovinserne. I årene herefter blev der anlagt flere nye byer, men de fleste af disse var fæstningsbyer, der i sagens natur lå ved havet i de norske, svenske og slesvig-holstenske områder. Generelt må man formode, at byudviklingen har været positiv. Fra 1570 til 1625 herskede der fred med undtagelse af Kalmarkrigen 1611-1613, og de økonomiske konjunkturer var i byerhvervenes favør. Købstæderne fastholdt sandsynligvis deres økonomiske niveau fra 1625 frem til ca. 1650, hvor pest og ikke mindst krigene 1657-1660 satte dem stærkt tilbage.¹¹

De første sikre befolkningsoplysninger er fra 1672, hvor 62 købstæder efter tabet af de svenske landsdele rummede hen ved 112.000 mennesker, svarende til ca. 24 pct. af befolkningen. I 1769, 1801 og 1840 var urbaniseringsgraden stabil omkring 20 pct.¹² Fra 1801 til 1840 steg bybefolkningen fra 194.000 til 264.000 og i 1860 til 377.000. Årene omkring 1840 markerer et faseskifte, idet bybefolkningen nu voksede mere end landdistrikternes befolkning. Væksten faldt både på hovedstaden og provinskøbstæderne, men den var ikke jævnt fordelt, idet provinsens købstæder havde større årlig tilvækst end hovedstaden 1801-1860.¹³

Når byudviklingen nu var så bemærkelsesværdigt konstant i Danmark ca. 1600-1800, må man spørge, om det overhovedet giver mening at tale om urbanisering i denne periode? ¹⁴ Svaret ligger i at udvide begrebet og ikke i at afvise det. Jan de Vries har angivet urbaniseringens tre dimensioner. Den første af disse er den demografiske proces, der fører til byvækst gennem vandring fra land til by. Den anden dimension er den adfærdsmæssige proces, der fører til, at bykultur udbredes til mennesker i eller uden for byerne. Den tredje dimension er den strukturelle proces, der bevirker, at funktioner koncentreres i byer og derfra gennem byernes netværk kommer i berøring med andre bysamfund. Tæt forbundet hermed er forholdet mellem stat og bysamfund.¹⁵

Danmark falder klart uden for den demografiske urbanisering. Det understreges af, at de Vries arbejder med et bykriterium på 10.000 indbyggere og derfor kun har København med i sin analyse af den europæiske udvikling. Af de tre processer var først og fremmest den strukturelle urbanisering og ikke mindst dens politiske dimension kendetegnende for perioden mellem middelalderen og industrialiseringen. I Danmark eta bleredes den tidligt-moderne bureaukratiske territorialstat sig med én by, residensstaden, som ubestridt midtpunkt. Danmark falder her inden for det samme mønster som eksempelvis de fleste tyske byer uden for rækken af frie byer. For provinsbyerne under ét var det derfor kræfter uden for deres egen umiddelbare kontrol, der afgjorde deres udvikling.¹⁶ I en række lande gav dette trods alt byerne gode vækstmuligheder, når absolutismens regenter lod deres magt udfolde gennem en forvaltning, der i voksende grad var bundet til byer og ikke til landlige, feudale grupper.¹⁷ Men den afledte vækst fra København udeblev. I flere europæiske lande oplevede man en differentiering af bysystemet i form af fremvæksten af meget store byer. I Danmark fik man kun den ene, København. Hovedstaden havde i 1672 41.000 indbyggere, mens Aalborg, Århus, Odense og Helsingør havde 3.500-4.200 indbyggere.

Et andet nordeuropæisk udviklingstræk var, at vækstbyerne lige så vel som de nyanlagte byer i overvejende grad var monofunktionelle – de var fæstningsbyer, fabriksbyer, residensbyer, hjemstad for folk, der tvunget i eksil, oversøisk søfart, finans- eller messehandel. Det var også tilfældet i Danmark, som det fremgår nedenfor. Blot var det i en helt anden målestok. Et tredje fremtrædende udviklingstræk på europæisk plan var Danmark næsten uden berøring med: fremkomsten af en protoindustriel sektor i byerne.¹⁸ Frederiksværk blev Danmarks første fabriksby ved sin grundlæggelse i 1750’erne, men fik ingen umiddelbare efterfølgere; samfundene ved Mølleåen fik eksempelvis aldrig bystatus. Og heller ikke i de eksisterende købstæders produktionsliv fik industrien nogen særlig betydning med få undtagelser som handskemagerne i Randers og Odense og kniplingsindustrien i Tønder og i mindre grad i Aabenraa og Haderslev.

På europæisk plan gjorde den funktionelle specialisering og den protoindustrielle udvikling flere og flere byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, men altså ikke i Danmark. Her ligger en af de vigtigste forklaringer på det danske bysystems uforanderlighed i denne lange periode.

Endelig skal det nævnes, at Danmark heller ikke var en del af den geografiske ekspansion af bysystemet, som fandt sted i Norge, det nordlige Sverige og Finland i 1600- og 1700-tallet. Middelalderens udvikling havde placeret Danmark i yderkanten af kernelandet af den europæiske urbane zone og gav således kun ringe grundlag for nye byer.¹⁹ Og så alligevel, for nogle af de få nye byer og handelssamfund i Danmark opstod netop i periferien, langs Nordjyllands kyster mod vest og øst. Skippersamfundene Blokhus, Løkken og Lønstrup samt bysamfundene Nibe, Løgstør og Fladstrand var til en vis grad et dansk modstykke til den norske periferis urbanisering, og i særlig grad de tre første købstæder faldt da også ind i den økonomiske udveksling med de nye norske trælastbyer. Ejendomsforholdene i disse nordjyske byer faldt udmærket i tråd med det fænomen, som kendes fra Norges nye byer, og som Finn-Einar Eliassen har kaldt småbyfeudalisme som betegnelse for privat ejerskab, typisk som godsejerbyer. Fænomenet med private byer var ikke kun norsk, men kendes fra store dele af den urbane periferi i Europa.²⁰ Vist nok alle disse jyske byer opstod på én eller få grundejeres jorder, ²¹ med Nibe og Fladstrand som de bedste eksempler på godsejerbyer.²² Løgstør var til omkring midten af 1700-tallet et kongeligt birk, hvorefter indbyggerne blev selvejere.²³

Rangfordelingen af de danske byer viser gennem hele perioden et såkaldt primatsystem med én dominerende by, et fåtal af andre byer med mere differentierede funktioner og en bred masse af helt små byer. En sådan tilstand er normalt tegn på et bysystem med ringe økonomisk integration, fordi det tyder på, at de overordnede oplandsfunktioner kun i begrænset omfang var samlet i større byer. Kongeriget udgjorde således et “ukomplet” bysystem. Ole Degn har påvist et udpræget hierarkisk bysystem omkring 1670 med hovedstaden efterfulgt af landsdels-, regional- og egnscentre. Som landsdelscentre udpeges Aalborg, Århus, Ribe, Odense, Helsingør, Nakskov og Nykøbing Falster. Degn anvender en bred vifte af faktorer (indbyggertal, skat, indtægter, skibsfart, administrative funktioner mv.) som ligeordnede i sit centralitetsindeks.²⁴ Kongeriget er imidlertid ikke nogen optimal ramme for et sådant studie, idet det afskærer store dele af den økonomiske helhed, som helstaten udgjorde. Norge, Slesvig og Holsten havde netop de mellemstore byer, som kongeriget manglede, og med den tætte handelskontakt mellem Danmark og disse dele af riget er det rimeligt at anse dette for det egentlige system.²⁵ Sven Lilja har mest konsekvent gennemført systemanalyser af de nordiske bysystemer, men medregner desværre ikke Slesvig og Holsten, men kun Norge til Danmark. På dette grundlag kan han dog med større sikkerhed end tidligere placere Danmark og resten af Norden i forhold til hinanden og i forhold til resten af Europa. Gennem 1700-tallet havde Sverige-Finland en stærkere udvikling mod urban integration end Danmark-Norge. Her var udviklingen nemlig den modsatte af den svenskfinske og gik mod svagere integration, hvilket kan henføres til, at det dansk-norske system tippede yderligere over mod en overdimensioneret hovedstad. Ikke desto mindre var begge bysystemer efter tidens europæiske målestok ganske velintegrerede og kan derfor ikke kaldes underudviklede.²⁶