Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 9

Stagnationen i bydannelser var ikke ensbetydende med mangel på differentieringer eller forskydninger i det eksisterende danske bysystem. En opgørelse over konsumtionsindtægterne pr. civil indbygger i 1760’erne – og dermed byens omsætning – giver et hurtigt indblik i byhierarkiet.²⁷ Den indsatte tendenslinje i fig. 2 viser, at der bestod en sammenhæng mellem byens størrelse og dens omsætning pr. indbygger, således at større byer havde en tendens til at have større omsætning pr. indbygger end mindre byer, men det fremgår også, at der var undtagelser fra reglen. Interessant er det, at vel var landsdelscentrenes konsumtionstal pr. indbygger (vist med grønt) høje, men andre byer kunne også trække stor omsætning til byen. Det gælder især Roskilde, Randers, Næstved, Køge og Slagelse og – meget overraskende – Slangerup og Frederikssund. Det er også tydeligt, at de byer, der blev anlagt efter reformationen (vist med rødt) som hovedregel var ringe merkantile centre, med Hillerød og Sorø som undtagelser (jf. bemærkninger s. 23).

Et andet spørgsmål er, hvordan det økonomiske styrkeforhold mellem byerne forandrede sig over tid. Jeg har forsøgt at anstille en sammenligning ud fra tre datasæt, der formentlig giver et tilstrækkeligt indtryk af byernes samlede økonomiske styrke. Det ene sæt består af købstædernes pengeskatter fra fire år i perioden 1596-1621. Beregningsgrundlaget for disse kendes ikke, men det må formodes, at der er tale om en vurdering af byernes samlede skatteevne.²⁸ Det andet sæt er et gennemsnit af konsumtionen fra 1758-1760, København dog 1772-1774.²⁹ Det tredje sæt er købstædernes andel af den krigsskat, der blev pålignet dem i 1864. Grundlaget herfor er godt beskrevet. København blev pålagt at udrede 540.000 rigsdaler, mens provinskøbstæderne skulle udrede 390.000 rigsdaler fordelt mellem dem med af beløbet efter henholdsvis deres indbyggerantal, assurancesummer og ordinære indtægter.³⁰ Forholdet mellem København og provinsen var tilsyneladende arbitrært opgjort, men ikke mere tilfældigt end, at der var samme forhold mellem beløbene i indkomstskatten i 1867.³¹

FIG. 2. Kongerigske byers konsumtionstal, rigsdaler pr. indbygger, årligt gennemsnit 1760-1769. Rød: Byer anlagt efter reformationen. Grøn: Landsdelscentre (jf. Ole Degn: “Byer, byhierarkier og byudvikling i Danmark 1550-1700”).

FIG. 3.

Kongerigske byskatter 1596/1621-1864, rigsdaler (div. år).

Fig. 3 efterlader ingen tvivl om, at de 243-268 år var præget af et tiltagende primatbysystem. København, der 1596-1621 betalte lidt mindre i skat end de øvrige sjællandske og mønske købstæder tilsammen, kunne efter midten af 1700-tallet indkræve godt fem gange så meget som disse i omsætningsafgiften, konsumtionen, og blev i 1864 pålagt at betale mere end ti gange så meget i krigsskat.

Københavns stilling var så dominerende, at byen skal trækkes ud af materialet for at få mulighed for at sammenligne landsdelenes udvikling. Fig. 4 fremviser en slående stabilitet i fordelingen af de økonomiske ressourcer mellem byerne fordelt på Jylland (øst, vest og midt-nord), Fyn, Sjælland-Møn samt Lolland-Falster (Bornholms byer optræder ikke i det ældste materiale). I Jylland som helhed var der dog tale om en væsentlig forskydning fra vest til øst, der alene forklares ved Ribes nedgang i skatteevne. Tallene tyder mest af alt på et overvejende konstant regionalt mønster i bysystemet, men det udelukkede ikke ændringer i fordelingen mellem byerne inden for regionerne. Disse kan aflæses af fig. 5-9.

FIG. 4-9. Byskatter i kongeriget (ekskl. København) fordelt efter regioner 1596/1621-1864 (div. år).

Fig. 4. Hele landet.

Fig. 5. Nord- og Midtjylland.

Fig. 6. Vestjylland.

Fig. 7. Fyn.

Fig. 8. Sjælland og Møn.

Fig. 9. Lolland og Falster.

I Midt- og Nordjylland var det traditionelle landsdelscenter Aalborg udsat for tab i relativ styrke. Det kan allerede konstateres i konsumtionstallene fra 1758-1760. Byens nedgang i forhold til Vendsyssels købstæder var markant i den seneste periode, forårsaget af Hjørrings og Thisteds forbedrede status som trafikknudepunkter og etableringen af fæstningskøbstaden Frederikshavn (købstad 1818). Viborg, et andet landsdelscenter, bevarede sin position i regionen.

I Vestjylland var billedet præget af landsdelscentret Ribes dramatiske tilbagegang siden 1600-tallets begyndelse, hvilket er den væsentligste forklaring på de andre købstæders relative fremgang. Befolkningsmæssigt stod disse nemlig også i stampe i de første ca. 150 år af denne periode, der i det hele taget var præget af en generel økonomisk af-urbanisering af regionen. Varde, Ringkøbing og Lemvigs relative fremgang i den seneste periode afspejler sandsynligvis en stærkere urbaniseret økonomi i regionen afledt af en almindelig velstandsstigning og den større landbrugseksport.

Østjylland var i sammenligning hermed langt mere konstant. Der var to bevægelser gennem de ca. 250 år: Der sås en mindre glidning af økonomisk styrke over mod Randers på bekostning af et større fald i Ebeltofts skatteevne og et mindre fald i Grenaas og Århus’. Dertil kom længere mod syd en noget større glidning mod den nye by Fredericia med en næsten tilsvarende tilbagegang for Kolding. Det er bemærkelsesværdigt, at Århus som landsdelscenter var noget mindre markant i forhold til de omgivende købstæder end de fleste andre landsdelscentre.

På Fyn var styrkefordelingen mellem byerne iøjnefaldende stabil med Odense som ubestridt landsdelscenter. Eneste større udsving var netop Odenses noget større andel af konsumtionen i 1758-1760 end af de to skatteopgørelser, men det kan skyldes en iboende tendens i konsumtionstallene til at vægte luksusforbrug højere end dagligt forbrug, hvilket kan få stiftsbyen til at fremstå lidt for bastant. Det samme kan måske være årsagen til, at en anden stiftsby, Roskilde, går relativt frem fra 1598-1621 til 1758-1760 på trods af byens befolkningsnedgang.³²

På Sjælland var billedet ellers for de fleste byers vedkommende praktisk talt uforandret perioden igennem, men med den væsentlige undtagelse, at Køge udsattes for et kraftigt fald i skatteevne på grund af byens tab af udenrigshandel til København. Landsdelscentret Helsingør havde allerede i 1864 tabt terræn efter afskaffelsen af Øresundstolden i 1857, mens de to nye byer, slotsbyen Hillerød og akademibyen Sorø, havde taget mindre andele fra de gamle købstæder, og Slagelse og Korsør havde vundet terræn i forhold til Skælskør i den evige konkurrence mellem de tre sydvestsjællandske byer.

En forholdsvis omskiftelig situation fandtes også på Lolland og Falster. Den var især fremkaldt af en vækst i Maribo og Rødby, der fra et lavt udgangspunkt satte sig mere igennem i første halvdel af 1800-tallet; Maribo som korneksportør via Bandholm og fra 1845 med egen dampskibsrute fra Bandholm til Flensborg, Rødby med færgefart og udskibning efter omfattende havneforbedringer. Landsdelscentrene Nakskov og Nykøbing Falster beholdt dog – efter disse tal at dømme – denne status perioden igennem, om end Nakskov gik ganske meget tilbage.

De gamle købstæder stod således ikke i et fast og uforanderligt økonomisk forhold til hinanden. Der var i alle landsdele forskydninger mellem byernes økonomiske styrke.