Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 11

Endnu en fra menigheden i samme fængsel vil jeg nævne. Han var italiener fra Napoli og var derfor som så mange af drengene i den by opkaldt efter dens berømte skytspatron, San Gennaro. Denne helgen, som led martyrdøden i forbindelse med forfølgelsen af de kristne under kejser Diocletian i begyndelsen af det 4. århundrede, har Hvidt helliget et stort kapitel i sin bog (Hvidt 2002 s. 65ff.). San Gennaro blev halshugget den 19. september i året 305. Legenden vil vide, at hans disciple fik tilladelse til med en svamp at opsamle hans dyrebare blod og vride det ned i en beholder. Det hævdes at være noget af dette blod, som nu opbevares med yderste omhu i særlige dertil indrettede ampuller i skatkammeret Il Tesoro, et sidekapel til domkirken i Napoli, hvor tillige andre af helgenens relikvier gemmes. Blodet er naturligvis koaguleret ganske kort efter, at det i sin tid blev opsamlet; men på uforklarlig vis bliver det omkring festdagene for San Gennaro tilsyneladende på ny flydende som friskt blod – for derefter igen at koagulere. Dette højst mærkelige mirakel har angiveligt gentaget sig i det mindste i løbet af de seneste godt 600 år, og hændelserne er over hele dette tidsrum på behørig katolsk vis blevet nøje registreret i annaler, ligesom det flydende blod naturligvis som alle andre vigtige mirakler er blevet videnskabeligt undersøgt, målt og vejet m.v. Hvert år på lørdagen før første søndag i maj drager en procession med blodrelikvierne gennem Napoli – altid under stor opmærksomhed fra borgerne og bystyret.

Men det er nu den anden Gennaro, jeg her vil mindes, fangen i Horsens – som heldigvis for længst er løsladt og vendt hjem til sin elskede by, Napoli. Han har unægtelig gjort mere indtryk på mig end hans helgen-navnebroder. Jeg husker Gennaro fra mange situationer. Han var troende katolik og deltog derfor trofast søndag efter søndag i fængselskirkens evangeliske gudstjeneste med fællesskabet om nadverbordet. Men én begivenhed i den forbindelse vil jeg med særlig taknemmelighed huske ham for. Vores fængselslæge gennem mange år havde kort forinden taget sin afsked. I samme anledning havde han ved en beskeden sammenkomst for en kreds af medarbejdere i anstalten udtalt, at han herefter aldrig mere ville sætte sine ben i Horsens Statsfængsel, dog med én eneste undtagelse: Han ville gerne opleve at deltage i en søndagsgudstjeneste i fængslets kirke. Og det gjorde han så. Men det var ikke nogen let beslutning for ham. Jeg ved, at opgaven som fængselslæge er forfærdelig vanskelig og konfliktfyldt. Især efter at narkoproblemerne i den grad har taget overhånd i anstalterne, vil lægen uvægerligt dagligt blive konfronteret med vanskelige og urimelige indsatte, hvis krav han ikke kan opfylde. Den søndag, hvor lægen deltog i gudstjenesten, var der ganske mange fanger i kirke; men lægen sad lidt ensom på bænken. Da gudstjenesten var slut, gik han og jeg sidst ud. Da vi kom ud i fængselsgangen lige uden for kirkedøren, stod en flok fanger dér i en halvkreds og ventede på ham. Forrest stod de, som havde noget at sige – og så de andre bagved. Der var slet ikke optræk til nogen korporlig konfrontation, kun det, der var værre: hårde, kolde miner, onde skældsord og øgenavne, som lægen stilfærdigt resignerende måtte høre på. Et barsk antiklimaks til det, som vi netop havde været sammen om i kirken. Men da skete det uforglemmelige under med Gennaro. Pludselig trådte han ud af kredsen, gik over til lægen, greb hans hånd og trykkede den rigtig hjerteligt, og med et stort smil sagde han så på det pidgin-engelsk, som så mange af de udenlandske fanger lærer sig at kommunikere med i fængslet: “Doctor, we are so thankful for your coming to our church today, you are very, very welcome!” For lægen var dette øjeblik en enestående fin oplevelse efter mange års kompetent og samvittighedsfuldt virke i fængslet – og som afslutning på den gudstjeneste, det var så vigtigt for ham at deltage i. Få måneder senere døde han efter et strengt sygeleje. Men enhver, som kender noget til miljøet i et lukket fængsel, vil vide, at der kræves andet og mere end menneskeligt mod af den, der som Gennaro ene mand vover at bryde ud af et ondt sammenhold, for i kærlighed at række hånden til den, som alle de andre har vendt sig imod. Det er en troens handling – og det er et under, hvor den sker; og uden derfor at gøre denne Gennaro til martyr vil jeg sige, at en sådan handling bestemt ikke er uden omkostninger.