Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 12

Men den slags undere som de, der skete på det københavnske Østergadestrøg, i det australske Darwin og i Horsens Statsfængsel, vil jo aldrig finde vej til Vatikanets kommission – hvilket de dog ikke bliver mindre forunderlige af. Om de så alligevel lader sig ‘dokumentere’? Vel ikke anderledes end det er sket her – gennem fortællingen. For bevises kan de slet ikke. Nok kan begivenheden i hvert af tilfældene registreres; fx har den nuværende fængselsdirektør i Darwin – som er dansker – over for mig bekræftet, at byens tidligere fængsel ganske rigtigt for en del år siden blev ødelagt af en voldsom tornado. Men at se den begivenhed som et under, der minder om Herrens opstandelse, det er troens sag. Alene tanken om at skaffe “empirisk bevis” på underet er absurd – for så ville det jo slet ikke være et under! Eller sagt på en anden måde: Ad bevisets vej forholder man sig slet ikke til underet som under, men vælger en helt anden tilgang, nemlig den vidensbaserede. Underet kan vi kun forholde os til i tro – eller fornægte det.

Der er en kendt salme, som fangerne i fængselsmenigheden elsker over alle andre salmer. Det er H.A. Brorsons “Op, al den ting, som Gud har gjort …” (DDS 2004, nr. 15). Og som de dog kan synge den! Her får de sat ord og toner på deres undren over hele Guds skaberværk, lige fra det mindste blad på en nælde til universets uendelige storhed – ja, hele den forunderlige verden, som de længes efter og drømmer om. De ved nok, at naturen er fuld af modsigelser, hvad digteren jo heller ikke lukker øjnene for. Han levede i marskegnen ved Ribe, hvor han ikke kun oplevede “blomsterne i enge” og fuglesangen, der “sammenslår som tusind harpestrenge”, men også stormfloden, der fra “havets dybe grunde” med “så mange munde” vælter sig altædende ind over landet med død og ødelæggelse i sit følge. Og dog, skaberværkets storhed, skønhed og gru fyldte ham frem for alt med undren og tro: “Hvad skal jeg sige? mine ord / vil ikke meget sige: / o Gud! hvor er din visdom stor …”

Den visdom rummer de store modsætninger. Ligesom troen jo også kun kan forholde sig til opstandelsens under med korsets dybe smerte som forudsætning – og erfaring. Men hvad troen ser som Guds visdom, ja som et under, må naturvidenskaben forholde sig til på sine præmisser. Ad den vej kan forskerne så søge at fremskaffe såkaldte “empiriske beviser”, som de redeligste af dem ganske vist vil nøjes med at kalde for hypoteser – hvilket jo er en ganske afgørende sondring. Nogle af disse videnskabsmænd kan samtidig forholde sig til det alt sammen i tro. Det er bare som sagt en helt anden tilgang, selvfølgelig også for dem. Men at disse to, naturvidenskaben og troen, kan rummes i en og samme person, det er der adskillige fine eksempler på. Et af dem var 1600-tallets anatom, teolog og naturforsker Niels Stensen – et andet astrofysikeren Jens Martin Knudsen, som døde for få år siden.

Begge vidste de, hvad vi alle må vide: at underet aldrig lader sig bevise. Noget andet er som sagt, at det kan bevidnes af dem, der selv oplevede det, eller som siden har fået det fortalt af vidner, som de må regne for troværdige. Gennem denne fortælling gives underet – tegnet – videre som det vidnesbyrd, den kristne menighed på jorden lever af. Tegnet vil ikke være noget i sig selv, men vil vise hen på det, som er uendeligt større. Og dermed er det tilstrækkeligt for troen.