Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 6

Et udmærket indtryk af denne sammenhæng får man gennem bogen Mirakler – møder mellem himmel og jord, skrevet af den danske teolog Niels Christian Hvidt, som har forsvaret sin doktorgrad ved Vatikanets fakultet i Rom.

I et afsnit om Vatikanets undersøgelser af mirakler som grundlag for helgenkåring understreger Hvidt, at en person anses for at være en helgen, “når han eller hun uden vaklen har udvist en livsførelse, der ved at overgå personens egne evner netop peger på Guds kraft”, samt at “det første helgenkåringskommissionen derfor gør, når den skal undersøge en mulig helgenkandidatur, er at prøve personen for varig ‘heroisk dyd’.” Til denne undersøgelse behøver kommissionen et såkaldt “empirisk bevis”, der skal fremskaffes ved det, Hvidt betegner som en “lakmusprøve” på “den pågældende persons evne til efter sin død at opnå store ting på jorden i kraft af sin forbøn”. Helt konkret skal en sådan lakmusprøve kunne godtgøre, at mindst én mirakuløs helbredelse er opnået ved denne afdøde persons forbøn. Først når dette ved inddragelse af vidner kan dokumenteres, foreligger det empiriske bevis og dermed forudsætningen for en helgenkåring (Hvidt 2002, s. 241ff.).

Men hvad forstår man så i den katolske kirke ved et mirakel? Definitionen spænder over et bredere spektrum end de netop nævnte mirakuløse helbredelser; den omfatter fx også grædende madonnastatuer – og meget mere. Indledningsvis præciserer Hvidt tre grundaspekter som kendetegn på miraklet: 1) Det bryder med de såkaldte naturlove, som vi mener, normalt styrer naturen. 2) Det har en vældig psykologisk effekt og vækker dermed tilsvarende opmærksomhed hos dem, der er vidner til det. 3) Det har betydning som tegn eller symbol, nemlig på det, som Gud dermed vil sige. Det understreges, at dersom blot ét af disse tre aspekter mangler, så er der ikke tale om et mirakel i egentligste forstand (Hvidt 2002, s. 12ff.).

Måske er det karakteristisk, at symbolbetydningen nævnes sidst af de tre. Den er ellers det helt afgørende aspekt i de nytestamentlige underberetninger. Derfor kaldes underne i evangelierne, ganske særligt i Johannesevangeliet, for det meste slet og ret ‘tegn’, på græsk semeia (éntal: semeion). Dog bruger Det Nye Testamente også meget hyppigt ordet dýnamis, som i den danske oversættelse gerne oversættes ved ‘kraft’. Ordet bruges om Guds, Jesu Kristi eller Helligåndens kraft, men så tillige om den kraft, som Gud virker gennem menneskers tro. I flertalsformen, dynámeis, får ordet betydningen ‘undergerninger’ eller ‘mægtige gerninger’, som det hedder i den danske oversættelse. Og således er det blot et andet udtryk for semeion, altså ‘tegn’, der i den danske oversættelse typisk gengives ved ‘under’. Hyppigt nævnes det umiddelbart sammen med det synonyme udtryk téras, der oprindelig betyder et ‘tegn på himmelen’ eller et ‘jærtegn’. Begge udtryk står da som regel i pluralis: semeia kai térata: ‘undere og tegn’. Underne er tegn, der – såvel i Jesu jordiske liv som i den efterfølgende aposteltid – viser hen til Jesus Kristus som den opstandne Herre og til Guds gerning ved ham. Denne symbolbetydning er det afgørende ved underet. Derfor sluttede Johannesevangeliet oprindelig med de sidste linjer af kapitel 20: “Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Johannes 20,30 ff).

Men om de mange mirakler, som Hvidt gennem hele sin bog beskriver så grundigt, gælder, at det er de to første aspekter, der så afgjort vægtes mest, især det spektakulære, bruddet med naturlovene og den deraf følgende vældige psykologiske effekt.