Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 5

Romerkirkens århundredgamle opfattelse af helgener, og disses muligheder for – efter deres død – at udvirke mirakler, ligger unægtelig aldeles fjernt fra, hvad vi i den evangelisk lutherske kirke forstår ved henholdsvis undere og helgener. Men for nu at begynde med de sidste, så er begrebet helgener ingenlunde fremmed for evangelisk teologi. I det berømte reformatoriske skrift, Den Augsburgske Konfession, som hører med til den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag, og som i 28 artikler sammenfatter, hvad “de”, dvs. de evangeliske menigheder, anfører som deres troslære, hedder det i artikel XXI:

Om helgendyrkelse lærer de, at ihukommelsen af de hellige kan fremføres offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald… Men Skriften lærer ikke at påkalde helgener eller at søge hjælp hos dem, eftersom den fremstiller Kristus alene som midler, sonemiddel, ypperstepræst og fortaler for os. Ham skal man påkalde, og han har lovet, at han vil høre vore bønner, og den dyrkelse billiger han i høj grad, nemlig at han påkaldes i alle trængsler… (Citeret efter Nørgaard-Højen 2000, s. 83)

Dette syn svarer ganske til det, vi fx møder i en prædiken af Martin Luther fra året 1537. Han refererer til en hændelse i landet Hessen, hvor det var rygtedes, at påkaldelser af den hellige Anna, ifølge traditionen moder til Jomfru Maria, havde oprejst et barn af døden. Dertil siger Luther: “Om så et barn havde ligget dødt i 10 dage, og en præst eller munk opvakte det igen i Annas navn, så vil jeg alligevel sige: Det er sket ved Djævelen; Anna skal ikke være min midler, men Kristus” (Mülhaupt 1960, s. 839). Dette er netop reformationens allervigtigste anliggende, at hverken jomfru Maria eller hendes mor eller nogen anden helgen, ej heller paver, biskopper eller præster, men kun Kristus alene kan være mellemmand (“midler”) mellem Gud og mennesker.

Hvad helgener angår, er det frem for alt vigtigt at være opmærksom på, hvordan Det Nye Testamente taler derom. Det kender slet ikke ordet ‘helgener’ i den specifikke katolske betydning, men taler i stedet for om “de hellige”. Og det er vel at mærke først og fremmest mennesker, som lever i samtiden, og hvis synder, fejl og skrøbeligheder derfor også er åbenbare. For de er jo mennesker! Når fx Paulus skriver til de forskellige menigheder, som han havde været med til at grundlægge, så adresserer han typisk brevene til “de hellige” i den eller den by. En sådan ‘hellig’ kunne for den sags skyld lige så vel kaldes en ‘helgen’. Her kender de klassiske sprog, både græsk (Det Nye Testamentes grundsprog) og latin, nemlig kun ét ord, på græsk ‘hagios’ og på latin ‘sanctus’. Det tilsvarende gør sig fx også gældende på tysk, hvor det hedder ‘ein Heiliger’, det vil sige ‘en hellig’ eller ‘en helgen’ – det kommer ud på ét. I de samme breve kan Paulus imidlertid gå skarpt i rette med disse hellige for al den smålighed, kiv, misundelse, sladder og anden gift, som åbenbart i mange tilfælde florerede iblandt dem – ganske som det er tilfældet i nutidens menigheder. Hvordan kan han så alligevel kalde sådanne mennesker “de hellige”? Det kan han, fordi helligheden ikke er en personlig kvalitet hos dem, ej heller et resultat af deres fromhed eller gerninger. Der er tale om en hellighed, som Gud alene har givet dem. Og for apostlen stod det klart, at den var skænket dem i dåben. Dermed er de, som det for eksempel hedder i indledningen til 1. Korintherbrev, “helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige”. Det er syndige og dødelige mennesker, Det Nye Testamente taler sådan til; for Kristus har i hele sin menighed på Jorden kun syndere, der skal dø – hvad enten man så kalder dem paver eller forbrydere. I evangelierne hører vi bestandig om hans fællesskab med de udstødte. “Toldere og syndere” kaldes de; ofte nævnes skøgerne med. Og røveren, som var dødsdømt for oprør og mord, og som derfor var hængt på korset ved siden af Jesus, hører på samme måde til de hellige, så også han var en helgen. Det var jo til ham, Jesus sagde de befriende ord: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Lukas 23,43). Den røver er det eneste menneske på Jorden, til hvem vi véd, at Jesus har sagt sådan. Alle disse randeksistenser beskrives i evangelierne som dem, der var Jesus nærmest. Dagligt gik han til bords med dem; og hvem skulle vel kaldes helgener, om ikke netop de, som Kristus selv har valgt at være midt iblandt, og som derfor har deres hellighed fra ham alene?

Denne forståelse kan man ganske vist også møde i romerkirken. I en katolsk lærebog af forholdsvis ny dato, nemlig Den hollandske Katekismus for Voksne, kan man således i et afsnit om “Kirkens hellighed” læse følgende: “De mennesker, som Jesus priste salige, kommer ikke i avisen. Vi går dem forbi uden at ænse dem. Kirken er en kirke af jævne folk og fattige; derfor er den helgeners kirke” (Plum et al. 1970, s. 362). En sådan ægte evangelisk forståelse af helgenbegrebet bliver imidlertid aldeles undertrykt af den glorificering, som det får i den kirkelige og folkelige katolske kultur. I de katolske helgenlegender er der kun en spinkel genklang af tonen i Kingos passionssalme: “Store helgen også haver / Adams kød og klæder på …” (DDS 2004, nr. 186,2). For i virkeligheden har romerkirken en ganske anden opfattelse af, hvad en helgen er – og dermed hænger dens forståelse af begrebet mirakler som sagt på det nøjeste sammen.