Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 7

Medens Det Nye Testamente ikke synes at skelne mellem de ækvivalerende udtryk ‘tegn og undere’ (térata kai semeia), er der både i de katolske (såvel romersk- som græskkatolske, hhv. russisk ortodokse) og de evangeliske kirker tradition for – ganske vist på forskellige måder – at skelne mellem begreberne ‘under’ og ‘mirakel’.

Rent sprogligt har disse begreber ganske vist nogenlunde samme betydning på dansk: Ordet ‘mirakel’ er dannet af det latinske mirari, der betyder ‘at forundres’, og det er jo også netop, hvad der ligger i begrebet ‘et under’, men sagligt er der som sagt tradition for at skelne mellem de to, hvad Hvidt selvfølgelig også er opmærksom på. Således nævner han Thomas Aquinas (1225-74), som hævder, at miraklet (formentlig forstået i grundbetydningen af téras, nemlig ‘jærtegn’) er en direkte handling af Gud, medens underet vel er bevirket af Gud, men udført af engle – således forstået, at Gud ikke er den direkte årsag, men at det er skabte væsener (englene), der bevæger elementerne. Ifølge denne opfattelse skulle underet altså, pga. dets indirekte karakter, være noget mindre forunderligt end miraklet, der forstås som den direkte gudshandling (jf. Hvidt 2002, s. 13).

For en nutidig læser kan disse betragtninger hos højmiddelalderens store teolog nok forekomme noget subtile. Måske er hans skelnen mellem begreberne også en anden end den, der ovenstående blev skitseret som ærindet med denne artikel. Og i hvert fald er det i et nytestamentligt perspektiv vanskeligt at fastholde aquinerens skelnen mellem den direkte og den indirekte gudshandling. Underet vil – uanset om det kaldes téras eller semeion – netop altid have en karakter af det indirekte, sådan forstået, at det aldrig vil være noget i sig selv. Det peger tværtimod bort fra sig selv, som det netop er tegnets natur. Underet er et tegn for troen, et tegn, der viser hen på den opstandne, levende Kristus. Ja, netop et tegn for troen – og dermed også for tvivlen, der jo altid er troens skyggeside. Det har vi et fint og stærkt eksempel på i fortællingen om den tvivlende Thomas (Johannes 20,24ff.). Men for troens modsætning, som er fortvivlelsen eller fornægtelsen, er underets symbolbetydning, altså dets betydning som tegn, borte, jf. beretningerne om den fornægtende Peter, der om sin herre og mester siger: “Jeg kender ikke det menneske!” (Matthæus 26,69ff. og parallelteksterne hos de tre andre evangelister). Ja, underets symbolbetydning kan endda vendes til sin modsætning, som når Jesu modstandere siger om ham: “Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” (Matthæus 12,24 og parall.).

Det er således vigtigt at være opmærksom på, at et tegn i evangelisk betydning er noget helt andet end et bevis. Anderledes forholder det sig derimod med miraklerne, der jo i katolsk tradition netop hævdes som beviser.

I et kapitel om “miraklets effekt” skriver Hvidt om danskernes angivelige skepsis over for mirakler. Den skyldes efter hans mening, at “kirken og det åndelige har ligget så langt ude i horisonten og ikke spillet nogen rolle i den almindelige dagligdag”, og derfor bliver sådanne mennesker ganske rådvilde, hvis miraklet alligevel rykker tæt på; men forfatteren mener også at vide, hvad denne forlegenhed ikke skyldes: “Det er ikke, fordi man ikke kan se, at ikonen græder, eller at den lamme hopper rundt af glæde” (Hvidt 2002, s. 261ff.). Her må der dog vist foreligge en sammenblanding af motiver, og så er der blot at sige, at der er meget langt imellem på den ene side de mange historier om grædende madonnabilleder – og på den anden side Esajasbogens forjættelse om Herrens komme, der skal få den halte til at springe som hjorten og den stummes tunge til at bryde ud i jubel (Esajas 35): den forjættelse, der opfyldes, da Jesus helbreder den lamme i Kapernaum, så han må rejse sig af båren og prise Gud (Markus 2,1-12). Jeg mener, at det er langt bedre for troen at holde sig til Esajas og evangeliet end at lide på diverse helgenlegender og valfarte til nok så opreklamerede Mariastatuer. Selv om man jo ikke skal underkende den dermed følgende sideeffekt, der ganske vist intet har med evangeliet og troen at gøre, nemlig den blomstrende turisme og det betydelige økonomiske opsving, som berømmelsen har tilført de pågældende lokalsamfund samt deres kirker og klostre.