Читать книгу Mirakler - Группа авторов - Страница 9

Lille Laus går gennem de skilte vande

Оглавление

For mange år siden, da jeg var præst ved Kirkens Korshær i Københavns indre by, dengang også kaldet Minefeltet, kendte jeg en sådan evangelisk helgen. Nu er han for længst gået hjem til sin Herre, men dengang gik han endnu iblandt os. Laurits hed han, men blev på grund af sin ringe vækst aldrig kaldt andet end Lille Laus. Han hørte til det folk, som man endnu dengang i slutningen af 1950’erne kaldte ‘sprittere’, for hans hovedernæring var faktisk kogesprit og pullimut. Jeg mindes ikke nogensinde at have oplevet Lille Laus helt ædru. Men med sin skæve, usikre gangart fandt han alligevel flere gange i ugens løb vejen fra sin trappeopgang i slumkvarteret hen til Sct. Nicolai Kirke, hvor Korshæren dengang havde til huse. Han var dybt forankret i sin enfoldige kristentro, som ingen skulle rokke. Det var om ham, den daværende korshærschef og senere biskop Haldor Hald sagde: “Lille Laus hører til dem, der kommer i Himmerige på børnebillet – og der er for resten ingen af os andre, der kommer derind på anden måde!” Engang ved den ugentlige søndagsgudstjeneste for folkene fra Minefeltet, da Lille Laus sammen med sine kammerater kom hen og knælede ved nadverbordet, hørte jeg ham sige: “Ja, prækenen forstod jeg godt nok ikke så meget af, men dette her kan man da begribe!” Og at begribe nadveren som selve underet, det ufattelige, eller at lade sig gribe i faldet af den Opstandnes ord, det er måske netop, hvad Halfdan Rasmussen dybest set mener med sit skønne forårs- eller påskedigt “Noget om at føle sig grebet”:

I går sprang alting ud

som Gud bestemte.

I dag sprang jomfru Olsen

ud fra femte.

Men da en sanger stod

og kvad om våren,

fortrød hun springet

før hun ramte gården.

Og da hun syntes godt

om hans tenor,

lod hun sig gribe af

hans skønne ord.

(Rasmussen 1972, s. 85)

Det kan gerne være, alverden og vi selv med må sande, at det er den visse død at springe ud fra femte sal. Men ikke desto mindre lod jomfru Olsen og Lille Laus sig alligevel hver på sin vis – og dog nok i grunden på samme vis – i faldet gribe af Ordet eller tegnet, det forunderlige og dog så forunderligt håndgribelige.

Og det er ikke den eneste gang, jeg har oplevet underet i forbindelse med Lille Laus. En eftermiddag skulle jeg følge ham fra Sct. Nicolai hen til socialkontoret, som dengang lå på Kultorvet. Så skulle vi krydse Strøget på Østergade. Det var midt i myldretiden, men længe før der var noget, der hed gågader i København. Der var tværtimod en rivende trafik af busser, biler, knallerter og cykler i begge retninger. Da ser jeg til min forfærdelse Lille Laus vade lige ud i trafikkens malstrøm – men i det samme skete underet: Samtlige køretøjer i begge retninger standsede på stedet for den lille mand, ikke én brugte hornet, ingen tilråb eller irriterede miner! En vej midt igennem havet var banet for ham. Så drog Lille Laus noget usikker til fods, men dog ret så målbevidst tværs igennem – som Israel over Det Røde Hav. Og der stod jeg som lammet, ladt tilbage på fortovet eller den tørre bred. Jeg skulle ikke vove mig derud, for så var det nok ikke gået mig bedre end Faraos soldater, der omkom i havet. Men da Lille Laus nåede midtvejs ud, indtraf endog underet i underet! For dér, midt i den så forunderligt afbrudte trafikstrøm, standsede han op, bøjede sig ned og samlede med ærbødig omhu et cigaretskod op, og idet han løftede det højt op over sit hoved, vendte han sig om mod mig og råbte: “Vi må ikke foragte Guds gode gaver!” Hvorpå han stak gaven ned til de andre i den rummelige jakkelomme og fortsatte sin vaklende og dog så beskyttede gang over til den anden side – mens jeg selv pænt måtte vente på lysreguleringen henne ved Højbro Plads.

Lille Laus vil sikkert aldrig blive kåret til katolsk helgen, men en evangelisk helgen, det var han i sandhed. For helgener eller hellige er kun de, som Gud vil kalde sådan – og det tror jeg bestemt, at Gud vil kalde Lille Laus. Det er i hvert fald ikke noget, der kan bestemmes af paven og hans kommissioner; for det er jo netop mennesker som Lille Laus og alle hans lige, der i Det Nye Testamente kaldes “Guds udvalgte, hellige og elskede” (Kolossenserbrevet 3,12). De kommer i Himmerige på børnebillet og er dermed betydningsfulde vidnesbyrd for alle os andre.

Mirakler

Подняться наверх