Читать книгу Gensyn med sofavAelgerne - Jorgen Elklit - Страница 10

Som udgangspunkt for analyserne og diskussionerne i de følgende kapitler giver dette kapitel en oversigt over valgdeltagelsens udvikling i Danmark. Bedst belyst er deltagelsen ved folketingsvalgene, men da der også knytter sig betydelig interesse til forskellen i deltagelsesniveau mellem forskellige typer af valg, vil deltagelsen ved nogle af de andre typer af valg også blive taget op. Her står ikke mindst kommunalvalgene i fokus, især på grund af valgdeltagelsesprojektets oprindelige udgangspunkt i kommunalvalgene i 1997 og 2001.

Det første folketingsvalg blev afholdt 4. december 1849. Valgsystemet dengang var anderledes end nu, idet valgene foregik som flertalsvalg i enkeltmandskredse, oven i købet på den måde, at der først blev stemt ved håndsoprækning, og kun hvis der var tvivl om udfaldet dernæst ved en form for skriftlig – men fortsat ikke hemmelig – afstemning i en slags anden runde (Elklit, 1988a: 56ff).

Valgretten var også meget snævrere end nu, idet kun „uberygtede“ mænd over 30 år havde valgret, og det endda kun, hvis de (1) havde haft bopæl i valgkredsen (for de ni københavnske kredse dog hele staden under ét) i mindst ét år, (2) havde egen husstand, hvis de var i et privat tjenesteforhold, (3) havde tilbagebetalt eller fået eftergivet eventuel understøttelse af fattigvæsenet, (4) ikke var ude af rådighed over deres bo. Resultatet af disse indsnævrende bestemmelser var, at kun 14-15 pct. af hele befolkningen havde valgret i de første årtier efter 1849, og først efter 1915 steg tallet mærkbart. Nu er det tilsvarende tal ca. 75 pct., og de 25 pct., der ikke har valgret, er naturligvis i helt overvejende grad børn og unge under 18.

Folketingsvalget i december 1849 blev omhyggelig dokumenteret i den første af den lange række af officielle statistiske publikationer, som siden har været et adelsmærke for dansk valgadministration. Den ærefrygt, hvormed man i 1850 gik til arbejdet med at dokumentere valgets resultater og valgrettens udnyttelse, ses allerede af det pågældende såkaldte tabelværks første sætninger, som fortjener at blive citeret i deres helhed:

Da den Indflydelse paa Folkets Velvære og Udvikling, som den betydningsfulde Gave, Nationen har modtaget i Grundloven, vil komme til at yttre, væsentlig vil være afhængig af Maaden, paa hvilken Valgretten bliver afbenyttet, maa Man önske, at den offentlige Opmærksomhed ret alvorligen vil være henvendt paa denne Sag og paa hvad der med samme staaer i Forbindelse; og for at levere Publikum et Hjælpemiddel i saa Henseende, og for at belyse Valgretsforholdene, har man troet at burde udarbejde denne Oversigt over de Valgberettigede og over Valgrettens Afbenyttelse ved de sidstafholdte Folkethingsvalg, ved hvilken vort Fædreland giver det förste Eksempel paa en udförlig og omfattende statistisk Opfattelse og Fremstilling af et Forhold, der for Tiden spiller en saa höist vigtig Rolle i alle europæiske Stater (Statistisk Tabelværk, Ny Række 2. Bind, 1851, p. I).

I 43 af de dengang 100 valgkredse (hvortil kom valgkredsen på Færøerne) blev valget afgjort i første runde, dvs. ved håndsoprækning („ved Kaaring“, som det hed i tidens sprogbrug). Derfor blev valgdeltagelsen slet ikke opgjort i disse kredse. I de 57 kredse, hvor vælgernes stemmeafgivning var mundtligt og efterfølgende blev skrevet op (såkaldt „Afstemning til Protokol“), har man derimod præcise opgørelser over valgdeltagelsen.

I gennemsnit deltog 32,5 pct. af vælgerne i disse 57 valgkredse, og man skal her huske på, at vælgerne kun udgjorde 14-15 pct. af indbyggertallet. Det betyder naturligvis, at Folketingets sammensætning blev bestemt af beskedne fem pct. af befolkningen. Omkring gennemsnitstallet var der en vis variation: Forholdsvis flest (57,9 pct.) stemte i Store Heddinge-kredsen i Præstø Amt, forholdsvis færrest (8,1 pct.) i Bjergekredsen i Vejle Amt.

Det pågældende Statistiske Tabelværk indeholder også en omhyggelig dokumentation af vælgerkorpsets sammensætning efter alder og erhverv i hver af de 100 valgkredse. Det er dog kun for de seks af Københavns ni valgkredse, hvor der var egentlig afstemning, at man også fik gjort op, hvor mange i hver af disse aldersopdelte erhvervsgrupper, der faktisk stemte. Denne opgørelse er imidlertid også opdelt efter, hvem af de opstillede kandidater vælgerne stemte på (hvilket jo ikke var et problem, da der ikke var hemmelig afstemning); det er derfor også muligt at identificere det sociale og aldersmæssige mønster i de enkelte kandidaters vælgertilslutning. Tallene er i mange tilfælde små på grund af de mange kategorier, materialet er opdelt i, så man skal ikke lægge for meget i dem. Alligevel er det værd at notere, at den – i det mindste efter datidens forhold – radikale jernstøber Lunde, der blev valgt i Københavns 8. kreds, fik mere end halvdelen af sine i alt 514 stemmer fra håndværkersvende og „medhjælpere i industri“ i 30’erne og 40’erne, som netop i denne kreds havde en ganske høj valgdeltagelse – nemlig lige knapt 60 pct. – dvs. vi ser her et klart og meget tidligt eksempel på en politisk målrettet mobilisering.

Valgdeltagelsen i de seks københavnske kredse med afstemning „til protokollen“ var i øvrigt 24,9 pct., som fordelte sig således på tiårsaldersgrupperne: 30-40 år (inkl.): 25,5 pct., 40-50 år: 25,3 pct., 50-60 år: 26,3 pct., 60-70 år: 20,6 pct. og over 70 år: 11,9 pct., altså samme niveau for de 30-60-årige, og derefter et gradvist fald for dem over 60, hvilket svarer til det mønster for de ældre, som vi også finder i dag.

Et systematisk studium af valgdeltagelsen i de følgende årtier vanskeliggøres af det samme grundlæggende problem som i 1849: De kredse, hvor valget blev afgjort ved kåring, må nødvendigvis holdes uden for opgørelsen, som derved muligvis får et lidt skævt præg. Hertil kommer, at valgmåden – og ikke mindst den helt offentlige valghandling – bidrog til, at det ikke altid var attraktivt for vælgerne at deltage: Hvis det var helt klart, hvem der ville vinde (en venstremand i en af de jyske landkredse, en konservativ embedsmand i en af de københavnske kredse), var det måske ikke besværet værd at gå hen og stemme, især ikke hvis valgstedet lå fem eller ti kilometer væk. Der var nemlig kun ét valgsted i hver kreds, og derfor var der nogle faktiske omkostninger (i hvert fald i tid) ved at stemme, som nok kan have spillet en rolle for i hvert fald nogle af vælgerne, jf. diskussionen i kapitel 6 om den rationelle model, hvor transportproblemerne er en af de faktorer, der formodes at have betydning, når vælgerne overvejer, om det kan „betale sig“ at gå hen og stemme.

Der kunne også være sociale omkostninger, som naturligvis var lige så reelle, nemlig hvis man stemte anderledes, end hvad der nu engang var acceptabelt blandt ens venner og kolleger – og somme tider også acceptabelt for arbejdsgiveren eller ens overordnede. Virkningen heraf er vanskelig at gøre op, men der kunne efter indførelsen af hemmelig stemmeafgivning i 1901 straks konstateres bemærkelsesværdige stigninger i valgdeltagelsen i nogle af de valgkredse, hvor der i øvrigt var udsigt til, at socialdemokratiske kandidater kunne vinde, altså de kandidater, hvis vælgere må formodes at have været mest udsat for social og politisk pression (Elklit, 1988a: 303-330).

Systematiske, sammenlignelige analyser af valgdeltagelsen er i virkeligheden først for alvor mulige fra og med folketingsvalget i 1906. Forklaringen er, at fra dette tidspunkt spillede en række faktorer sammen og bidrog til et markant fald i antallet af valgkredse, hvor der var problemer med opgørelsen enten af valgdeltagelsen eller af vælgernes fordeling på partier (som blev et problem, hvis „valget“ kun bestod i afstemning for eller imod en enkelt opstillet kandidat). Det såkaldte Borgfredsvalg i 1915, hvor der på grund af verdenskrigen var politisk enighed om kun at holde valg i de kredse, hvor det var nødvendigt på grund af for eksempel dødsfald, giver dog også problemer med hensyn til at opgøre valgdeltagelsen, fordi der var fredsvalg i næsten alle valgkredse.

I forbindelse med ændringen af Grundloven i 1915 voksede vælgerkorpset med ét slag fra 17-18 pct. af hele befolkningen til godt 40 pct., altså mere end en fordobling. Forklaringen på denne store vækst er naturligvis først og fremmest, at kvinder nu fik valgret. Men også nedsættelsen af valgretsalderen til 29 år, ophævelsen af bopælskravet og bortfaldet af kravet om egen husstand for folk i tjenesteforhold spillede en rolle. Med så mange nye vælgere er det yderst bemærkelsesværdigt, at valgdeltagelsen i 1918 ikke faldt i forhold til niveauet på 75,0 og 74,9 pct. i henholdsvis 1910 og 1913, men faktisk steg en anelse, til 75,5 pct.

Allerede ved det følgende folketingsvalg, i april 1920, steg valgdeltagelsen yderligere godt fem pct., nemlig til 80,6 pct. Forklaringen er givetvis den ophidsede politiske situation i kølvandet på Påskekrisen, og hvor en del af løsningen var en hurtig ændring af den valglov, man ellers var blevet enige om i 1915 (Elklit, 1988b; 1992). Den nye valglov svarede i øvrigt i sin grundstruktur til den valglov, vi fortsat har (Elklit, 1993; 2002; 2004).

Grundlovsændringen i forbindelse med Genforeningen i 1920 betød, at der i 1920 blev afholdt ikke mindre end tre folketingsvalg, en folkeafstemning og to landstingsvalg, alt sammen inden for en periode af kun godt fem måneder. Hvis der nogen sinde i Danmark har været grundlag for en vis valgtræthed og deraf faldende valgdeltagelse, må det have været i høj- og eftersommeren 1920, hvor valgdeltagelsen da også var mindre end ved det højeksplosive valg til Folketinget i april.

Interessen for de institutionelle ændringer betød i øvrigt, at man efter valget i 1918 udbyggede statistikken om valgdeltagelsen med en opdeling efter køn og efter valget i september 1920 yderligere med en opdeling dels mellem nye vælgere og dem, der allerede tidligere havde haft valgret, dels efter om man var registreret i Sønderjylland eller ej. Disse forskellige oplysninger er sammenfattet i tabel 2.1.

Tabel 2.1. Valgdeltagelsen i forskellige vælgergrupper ved folketingsvalgene 1913, 1918 og september 1920. Pct.

Kilde: Valgstatistikken.

Tabel 2.1. viser en række interessante ting. Sammenligningen af den gennemsnitlige valgdeltagelse i 1913 og 1918 viste som nævnt en beskeden stigning mellem de to valg. Men det er netop gennemsnitstal, som skjuler, at de mandlige vælgeres valgdeltagelse i de tre hovedområder steg mellem 6,1 og 10,7 pct., utvivlsomt primært på grund af ændringen af valgsystemet, hvor det efter indførelsen af forholdstalsvalg i 1918 blev vigtigt at stemme, også selv om ens foretrukne kandidat og parti måske ikke havde de store chancer i den kreds, hvor man stemte. Valgdeltagelsen steg mindst i Øernes område, hvor den imidlertid allerede var nogle procentpoint højere end i de to andre områder. Hertil kom, at forskellen mellem mænds og kvinders valgdeltagelse var betydelig i 1918, i gennemsnit 16,4 pct., dog mindre i København end i de to andre hovedområder.

For sammenlignelige aldersgrupper ses et fald i mænds valgdeltagelse, når 1918 og september 1920 sammenlignes, mens kvindernes valgdeltagelse derimod steg uden for Hovedstadens område (og i Hovedstadens område var faldet væsentligt mindre end mændenes). Der var således tale om en mærkbar indsnævring af forskellen i valgdeltagelse mellem de to køn allerede efter de tre hurtige valg i løbet af sommeren 1920. Danske kvinder var altså forholdsvis hurtige til at lære at bruge valgretten.

Endelig kan man bemærke, at både mandlige og kvindelige nye vælgere, dvs. vælgere i aldersgruppen 25-28, i september 1920 stemte i væsentligt mindre omfang end deres ældre kønsfæller. Det samme var i øvrigt tilfældet med de sønderjyske vælgere, der i september 1920 for første gang skulle deltage i et dansk folketingsvalg og orientere sig efter de danske partier.

Tabel 2.1 viser altså meget klart, at allerede på dette tidspunkt – længe inden nogen var begyndt at teoretisere om det – ser vi såvel klare effekter på valgdeltagelsen af de institutionelle ændringer som markante køns- og aldersmæssige forskelle, der helt svarer til, hvad man måtte forvente. Hertil kommer, at tabellen dokumenterer, hvorledes nye vælgere (her såvel kvinder som unge og sønderjyder) ved de(t) første valg, hvor de kunne deltage, havde en systematisk lavere valgdeltagelse end dem, der allerede tidligere har haft lejlighed til at stemme, og som derfor må formodes at have haft en klarere orientering i forhold til det aktuelle politiske system. Samtidig hermed var der imidlertid ved disse valg også tale om en bemærkelsesværdig politisk mobilisering, der afspejlede den forandringsproces, samfundet gennemløb i disse år, og som naturligvis blev forstærket af verdenskrigen og dens forskellige følgevirkninger.

Siden 1920 er forskellen mellem kvinders og mænds valgdeltagelse forsvundet, og det samme er forskellen mellem sønderjydernes valgdeltagelse og valgdeltagelsen nord for Kongeåen. Men for unge førstegangsvælgere er der dog tale om nogle ensartede træk ved selve det at skulle stemme for første gang, idet de jo pr. definition ikke har prøvet det før. En række forhold bidrager derfor til, at man ved hvert eneste valg finder en lavere valgdeltagelse blandt førstegangsvælgerne end blandt resten af vælgerkorpset.

De nye vælgere i Sønderjylland indsnævrede i løbet af 1920’erne gradvist afstanden i valgdeltagelse til resten af landet, blandt andet i takt med integrationen i det danske partisystem (Thorsen, 1970). Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan de sønderjyske vælgere derefter i løbet af 1930’erne overhalede resten af landet med flere længder. I 1935 var valgdeltagelsen i Sønderjylland 82,4 pct., mens den i resten af landet var 80,7 pct., og i 1939 var den i Sønderjylland hele 92,4 pct., hvor den i resten af landet var 79,2, altså en forskel i Sønderjyllands favør på ikke mindre end 13,2 procentpoint. Baggrunden for denne store forskel er intensiteten i den nationale og politiske kamp, hvor valget i 1939 i Sønderjylland var præget af fremgang både for det nazificerede Slesvigske Parti og det danske nazistparti. Samtidig mødte alle de mange dansksindede, der ønskede at sætte bom for denne udvikling og sende et klart signal både mod nord og syd om landsdelens dominerende nationale sindelag, frem ved stemmeurnerne i stort tal. Dermed sikrede de blandt andet, at Slesvigsk Parti ikke fik yderligere et folketingsmedlem (Fanø et al. (udg.) 1983: 148-156).

Alvoren i den politiske situation i Sønderjylland i 1939 ses også deraf, at tre af de mindre partier (DKP, Bondepartiet og Dansk Samling) helt lod være med at stille op i denne amtskreds. Grunden var, at de ville bidrage til, at stemmerne ikke blev delt op på for mange partier, hvorved der måske kunne ske det uheldige ved fordelingen af de yderste kredsmandater, at et af deres modstanderpartier fik et mandat, det ellers ikke ville have fået. Valgdeltagelsen i Sønderjylland ved netop dette valg er i øvrigt et godt eksempel på, hvorledes en række af de forskellige teoretiske overvejelser, der præsenteres i de følgende kapitler med fordel kan bringes i anvendelse. Således giver teorien om kollektiv mobilisering en relevant og meningsfuld forståelsesramme, samtidig er der dog heller ingen tvivl om, at valgets betydning – og dermed indflydelsen på vælgernes deltagelseskalkule, jf. kapitel 6 – har bidraget til, at vælgernes gevinst ved at deltage har opvejet ulemperne mere end ellers.

For hele landet så man en tilsvarende national og politisk manifestation ved folketingsvalget i 1943, altså under den tyske besættelse, hvor forholdsvis flere end ved noget andet folketingsvalg – hele 89,5 pct. – brugte anledningen til – især – at udtrykke deres støtte til det danske politiske system, først og fremmest repræsenteret ved de fire gamle partier. Det sociale pres i retning af, at man skulle stemme, blev blandt andet understøttet ved uddeling af små emblemer med teksten „Har stemt“.

Den rekordhøje deltagelse ved folketingsvalget i 1943 blev bl.a. drevet frem ved, at Dansk Ungdomssamvirke uddelte „Har stemt“-emblemer til vælgere, der havde gjort deres borgerpligt.

Valgdeltagelsen ved folketingsvalg var ellers i 1932 for første gang siden „Påskekrisevalget“ i 1920 kommet over 80 pct. i gennemsnit for hele landet, og ved samtlige 27 folketingsvalg siden da har den så – med en enkelt undtagelse (1939: 79,2 pct.) – ligget mellem 80 og 90 pct. Valgdeltagelsen har altså været utrolig stabil, og som det fremgår af figur 2.1, er det da også kun beskedne udsving, der ses på kurven over valgdeltagelsen ved folketingsvalgene siden 1918. Af de 20 valg siden grundlovsændringen i 1953 har i øvrigt kun seks haft en deltagelse mellem 80,0 og 84,9 pct., mens de resterende 14 har ligget i intervallet 85,0-89,9 pct. Periodens højeste niveau (89,3 pct.) blev nået i 1968, men det er også værd at bemærke, at samtlige seks valg i den politisk turbulente periode fra november 1966 til februar 1977 – altså kun lidt over 10 år – havde en valgdeltagelse på mere end 87 pct., med et gennemsnit på ikke mindre end 88,5 pct. Selv om der i denne periode i gennemsnit var folketingsvalg med kun godt tyve måneders mellemrum, udviklede der sig altså ikke nogen udtalt „valgtræthed“.

Ser man på gennemsnitstal for valgdeltagelsen i tiårsperioder, finder man en langtidstendens til fald fra 1970’erne, over 1980’erne til 1990’erne (Goul Andersen, 2003: 78ff). Den gennemsnitlige valgdeltagelse ved de to første valg i indeværende årti (altså 2001 og 2005) ligger imidlertid på et højere niveau end det tilsvarende gennemsnit for 1990’erne og er endda kommet op på stort set samme niveau som 1980’ernes gennemsnit. Bevægelserne fra valg til valg – eller beregning af løbende gennemsnit – forekommer dog mere velegnede til at identificere aktuelle udviklingstendenser.

Figur 2.1. Valgdeltagelsen ved folketingsvalgene 1918-2005. Pct. 0

Spørgsmålet om udviklingen i valgdeltagelse såvel ved parlamentssom ved lokalvalg er – i takt med faldende valgdeltagelse i en række europæiske lande – i stigende grad blevet set som både vigtigt og interessant (Pintor & Gratschew, 2004: 56ff). Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvorfor udviklingen i Danmark har været anderledes end i disse mange mere eller mindre sammenlignelige lande. Som det fremgår af figur 2.2, som er kronologisk mere korrekt end figur 2.1, fordi der er tilnærmet rigtig afstand mellem de enkelte valg, har der imidlertid i Danmark været en anderledes udvikling.

Valgdeltagelsen i 1990 (82,9 pct.) var faktisk den laveste siden begyndelsen af 1950’erne, men den steg i 1994 til 84,3 pct., i 1998 til 85,9 pct. og endelig i november 2001 til 87,1 pct. I februar 2005 faldt deltagelsen så til 84,5 pct.

Udviklingen i deltagelsen ved danske parlamentsvalg vil også i de kommende år være en kilde til undren og spørgsmål fra udenlandske forskere og kommentatorer. En af intentionerne bag denne bog er da også at finde frem til svarene på sådanne spørgsmål, også selv om vi ved, at det muligvis vil komme til at vare helt til 2008, inden vi kan vide, om faldet i valgdeltagelse i 2005 var en enlig svale, eller om det var starten på en udvikling, der ville bringe Danmark ind på samme spor, som vi har set i andre lande, med konstante – og nogle gange dramatiske – fald i valgdeltagelsen.

Figur 2.2. Valgdeltagelsen ved foldetings-, communal- og EU-Parlamentsvalg 1981-2005. Pct.