Читать книгу Gensyn med sofavAelgerne - Jorgen Elklit - Страница 4

Da Jens Jeppesen og Poul Meyer i 1964 udgav bogen Sofavælgerne med undertitlen Valgdeltagelsen ved danske folketingsvalg, startede de med at tilkendegive, at det ikke var uden betænkelighed, at de gav en publikation af en videnskabelig undersøgelse en sådan titel. Da betegnelsen første gang dukkede op i dansk sprogbrug i forbindelse med folkeafstemningen om en ny grundlov i 1939, havde den nemlig en nedsættende betydning: „En sofavælger var en medborger, der ikke kunne overvinde sin ugidelighed, men forblev hjemme på sofaen i stedet for at opfylde sin borgerpligt og afgive sin stemme“ (Jeppesen & Meyer, 1964: 11). Men da betegnelsen efterhånden havde fået en mere neutral anvendelse, og da Dansk Sprognævn oven i købet udtalte, at der ikke længere lå noget nedsættende – om end måske nok noget spøgende – i ordet som udtryk for „stemmeberettiget person, der ved valg undlader at afgive sin stemme,“ mente Jeppesen og Meyer nok, at det kunne gå an.

Her har Dansk Sprognævn næppe fuldstændig ret. Vel ligger der noget spøgende i udtrykket „sofavælger“, men der ligger også noget nedsættende. Sofavælgeren er en borger i et demokratisk samfund, som ikke lever op til sin forpligtelse til at bevæge sig hen til afstemningslokalet og afgive sin stemme, men som foretrækker at dovne den hjemme på sofaen. At der kan være gode grunde til, at man ikke stemmer, er en anden sag. Man kan være syg eller ude og rejse, men har man ikke den slags gode undskyldninger, forventes man i et samfund som det danske at afgive sin stemme – i hvert fald i forbindelse med valg til Folketinget. Det er i Danmark en udbredt opfattelse, at man har en moralsk forpligtelse til at stemme. Derfor ligger der også noget nedsættende i udtrykket sofavælger. Sofavælgeren er én, der ikke gør sin pligt. Sådan var opfattelsen i slutningen af 1930’erne, og sådan er opfattelsen faktisk også i dag. I øvrigt ser det ud til, at det netop er denne „stemmenorm“, man skal interessere sig for, når man skal forklare den høje valgdeltagelse i Danmark.

Efter den nævnte første videnskabelige publikation fra det nystartede Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet var der i årtier stille omkring udforskningen af valgdeltagelsen ved danske valg. Det er der i hvert fald tre grunde til.

For det første har valgdeltagelsen over en årrække været stabil og høj ved danske folketingsvalg, så der har ikke været så meget at beskrive og forklare. Da de allerfleste borgere deltager i folketingsvalg i Danmark, har der heller ikke været store forskelle mellem sociale grupper at beskæftige sig med.

Den anden grund til, at der ikke er forsket meget i, hvem der er sofavælgere, og hvorfor de er det, skyldes manglende eller mangelfulde data. Når man skal udforske valgdeltagelse, har man tre hovedkilder: (1) Valglisterne, (2) den offentliggjorte valgstatistik, og (3) interviewundersøgelser.

Valglisterne, altså det helt centrale kildemateriale, er normalt hverken tilgængelige for offentligheden eller for forskningen. Princippet om hemmelige valg stiller sig her i vejen. Det unikke ved bogen om Sofavælgerne var netop, at man havde fået adgang til at anvende valglisterne fra en række byer.

Den offentliggjorte valgstatistik danner grundlag for de såkaldte økologiske undersøgelser, hvor undersøgelsesenheden – og i hvert fald dataindsamlingsenheden – er geografisk-administrative distrikter (for eksempel kommuner). Disse oplysninger kan anvendes til mange ting, for eksempel til at skildre udviklingen over tid og til at beskrive geografiske forskelle i valgdeltagelsen, men sådanne undersøgelser bliver nemt ret overfladiske og uinteressante, hvis man alene må holde sig til valgresultater fra kommuner, kredse og landsdele, uden at kunne kombinere valgoplysningerne med andre oplysninger.

Normalt gennemføres undersøgelser af vælgeradfærd som surveyundersøgelser, hvor en tilfældig stikprøve af vælgere udspørges om deres adfærd ved valget, som regel i kombination med spørgsmål, der kan bruges til at afdække motiver for denne adfærd. Interviewundersøgelser af valgdeltagelse er imidlertid problematiske, blandt andet fordi svarene sjældent er helt troværdige. Netop fordi mange oplever en pligt til at stemme, er det kun de færreste, der indrømmer, at de ikke har stemt. Interviewundersøgelser har også svært ved at komme i kontakt med de socialt svageste i et samfund. I hvert fald viser erfaringen, at interviewundersøgelser som regel overvurderer valgdeltagelsen.

Endelig betyder dette, at de empiriske resultater ikke har været særlig interessante, og at de tilgængelige data ikke har været tilfredsstillende, for det tredje, at den faglige interesse for sofavælgerne ikke blev stimuleret og udviklet. Man har mere eller mindre taget det som en selvfølge, at valgdeltagelsen var stabil og høj i de vestlige demokratier, bortset fra USA. Der har været mere spændende spørgsmål at tage fat på, og når disse spørgsmål kunne besvares på et tilfredsstillende grundlag, påkaldte valgdeltagelse sig ikke særlig faglig opmærksomhed.

I de senere år har en række forhold imidlertid medført afgørende ændringer på disse tre punkter.