Читать книгу Gensyn med sofavAelgerne - Jorgen Elklit - Страница 18

Alle de tre nævnte teorier om individfaktorernes betydning for valgdeltagelsen fører frem til forventninger om, at ressourcesvage grupper stemmer mindre end ressourcestærke, samtidig med at man må forvente, at grupper, der har nogenlunde lige mange ressourcer eller er lige godt socialt integreret, vil stemme i nogenlunde samme omfang. Ikke sjældent oplever man imidlertid, at bestemte grupper har en valgdeltagelse, som er betydeligt højere, end man skulle forvente, når man tager hensyn til deres egenskaber i øvrigt. Det har således i mange år været tilfældet for arbejderklassen i Danmark (se for eksempel Tingsten, 1937: 143ff; Jeppesen & Meyer, 1964: 51ff). Og det er også tilfældet for nogle af indvandrergruppperne i Danmark (Togeby, 1999). Med henblik på deltagelse i valg synes der således at ske en mobilisering, der ikke alene formidles gennnem en god social integration eller mange ressourcer.

Sidney Verba, Norman H. Nie & Jae-on Kim (1978: 1ff) fremhæver, at der findes to principielt forskellige mobiliseringsprocesser, en individuel og en kollektiv. Den individuelle mobilisering har en sammenhæng med de ressourcer og integrationsfaktorer, der er omtalt ovenfor. For eksempel har personer, der har fået en længere uddannelse, samtidig også lært, at de bør deltage i udformningen af samfundets beslutninger. De er politisk interesserede, og de mener, at de selv har mulighed for at øve indflydelse på beslutningerne. Kort sagt har de lært, at de skal bruge deres ressourcer til at deltage i det politiske liv. Det er ifølge Verba, Nie og Kim karakteristisk for denne individuelle mobiliseringsproces, at den er sagsneutral. Mobiliseringen sker ikke med henblik på at varetage bestemte interesser, men ud fra et ønske om at leve op til rollen som den gode samfundsborger. Man føler derfor også en forpligtelse til at stemme.

I modsætning til den individuelle mobilisering angives den kollektive mobilisering at være interessebestemt. Det klassiske eksempel er mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse. Den kollektive mobilisering kommer til udtryk gennem en høj grad af gruppebevidsthed og vil som regel blive opretholdt gennem stærke organisationer. Gennem organisering og udvikling af klassebevidsthed var den europæiske arbejderbevægelse i stand til at aktivere arbejdere, som hver for sig ikke havde mange muligheder for at gøre sig politisk gældende på grund af lange og trættende arbejdsdage, manglende uddannelse, beskedne økonomiske ressourcer og svage forbindelser til de politiske magthavere. Den kollektive mobilisering forudsætter dels en betydelig interaktion mellem mennesker med forholdsvis ensartede egenskaber og interesser, dels at disse interaktionsmønstre er forholdsvis stabile og varige. Ved hjælp af fælles aktiviteter og nære relationer kan der skabes sammenhold og en kollektiv styrke, som kompenserer for de enkelte medlemmers manglende ressourcer (jf. igen Tingsten, 1937).

Disse teorier om kollektiv mobilisering kan bruges til at forklare, at bestemte sociale grupper på trods af få individuelle ressourcer har en omfattende deltagelse. Det gælder foruden mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse også mobiliseringen af de sorte i USA. Imidlertid kan der også foregå en kollektiv mobilisering af i øvrigt ressourcestærke grupper, som for eksempel offentligt ansatte funktionærer eller private erhvervsdrivende. I så fald vil man forvente et ekstremt højt aktivitetsniveau i de grupper, der både har mange individuelle ressourcer, og som har været genstand for en kollektiv mobilisering.

Den politiske historie i Danmark er præget af, at først borgerskabet og siden bønderne og arbejderne blev kollektivt mobiliseret. Der er også blevet argumenteret for, at mobiliseringen af de nye mellemlag i 1970’erne havde mange træk til fælles med den kollektive mobilisering, der foregik gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (Svensson & Togeby, 1986: 364). Der er ingen grund til at tro, at denne form for kollektiv mobilisering kun er noget, der hører fortiden til. Meget tyder således på, at der i dag blandt nogle af de etniske minoritetsgrupper i Danmark foregår en kollektiv mobilisering, der minder om de mobiliseringsbølger, vi har kendt tidligere (jf. Togeby, 1999, 2003).

Beslægtet med den her beskrevne kollektive mobilisering er den mobilisering af vælgerne, der sker i forbindelse med enkelte valg. Det er denne form for politisk mobilisering, som Rosenstone & Hansen (1993) beskæftiger sig med. De definerer politisk mobilisering som den proces, hvorigennem partier og andre grupper får andre vælgere til at deltage. Der er ikke nødvendigvis tale om en varig indsats, der retter sig mod en bestemt del af befolkningen, men snarere om mere ad hoc-prægede aktiviteter, der sigter bredere. Her er valgkampen og mediedækningen op til det enkelte valg afgørende. Betydningen af denne form for mobilisering viser sig ved, at valgdeltagelsen i det samme land kan svinge fra valg til valg alt afhængigt af, hvor intens valgkampen har været, og hvor voldsomme de politiske konflikter er. Stærkt politiserede og konfliktfyldte valg må forventes at resultere i en højere valgdeltagelse end mindre politiserede. Også dette kan imidlertid karakteriseres som en form for kollektiv mobilisering.

Et tredje eksempel på kollektiv mobilisering, som måske placerer sig midt mellem de to allerede nævnte former, er den mobilisering, som Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har foretaget. Det er lykkedes disse partier at mobilisere nogle af de forholdsvis ressourcesvage grupper i Danmark, som har følt sig mere eller mindre marginaliserede i forhold til det etablerede samfund. De er blevet mobiliseret til oprør imod bureaukraterne i København og imod det stigende antal indvandrere, og de har således – trods en betydelig mistillid til det repræsentative system – deltaget flittigt i valgene i de senere år. Mobiliseringen er her ikke foregået gennem stærke organisationer, men snarere gennem massemedierne. Alligevel har den primært været rettet mod bestemte samfundsgrupper, og der er vel også tale om en grad af fælles identitet. Endelig har mobiliseringen ikke begrænset sig til et enkelt valg, men er foregået kontinuerligt over en længere periode (jf. Goul Andersen, 2004: 83ff).

Figur 3.3. Forskellige typer af indikatorer for kollektiv mobilisering

Kollektive indikatorer	Individuelle indikatorer	Indirekte indikatorer
Mobilisering af konkrete grupper
Grupper, der opstiller egne kandidater til valget, har en højere valgdeltagelse	Høj valgdeltagelse blandt personer, der er medlemmer af gruppeorganisationer	Personer med få ressourcer og svag social integration stemmer relativt meget
Grupper, der har stærke organisationer med mange medlemmer, har en højere valgdeltagelse	Høj valgdeltagelse blandt personer med en stærk gruppeidentifikation	Store forskelle i valgdeltagelsen mellem grupper med ensartede ressourcer og social integration
Grupper, hvis medlemmer bor koncentreret i enkelte boligområder, har en højere valgdeltagelse	Høj valgdeltagelse blandt personer, der bor tæt på andre medlemmer af gruppen	Store forskelle i valgdeltagelsen for de samme grupper i forskellige kommuner eller lande
		Ressource- og integrationsvariablerne spiller ikke nogen stor rolle for valgdeltagelsen
Mobiliseringen af befolkningen
Valgdeltagelsen er højere ved valg, der er præget af en intensiv valgkamp fra partiernes side		Store svingninger i valgdeltagelsen mellem forskellige år (men altså netop ikke konstant fald)
Valgdeltagelsen er højere, når der er en omfattende mediedækning af valgkampen
Valgdeltagelsen er højere, hvis der er et højt konfliktniveau i valgkampen

Man kan kombinere teorien om kollektiv mobilisering med Franklins (2004) overvejelser om vanens betydning for valgdeltagelsen. Det er Franklins opfattelse, at en generations valgdeltagelse livet igennem vil være påvirket af valgdeltagelsen ved de første valg, som generationen deltager i. Har man først deltaget i ét valg, er der en betydelig chance for, at man også vil deltage i det næste, og efterhånden bliver deltagelsen en vane, som også manifesterer sig i en større tilslutning til forestillingen om, at man har en forpligtelse til at stemme. På denne måde fører en oprindelig kollektiv mobilisering i anden omgang til en individuel mobilisering. Den gode vane med at deltage i valg vil fortsætte, også efter at den kollektive mobilisering er ophørt. Og det gælder både, hvor der har været tale om kollektiv mobilisering af en konkret social gruppe, og hvor der har været tale om en generel mobilisering af hele vælgerkorpset ved et eller flere valg. Men den valgdeltagelse, der alene skyldes „den gode vane“, vil formodentlig med tiden svækkes, hvis den ikke holdes ved lige gennem nye mobiliseringer. At vanen med at stemme har betydning for valgdeltagelsen, blev i øvrigt allerede påvist af Campbell, Converse, Miller og Stokes (1960) i The American Voter.

Der findes både individuelle og kollektive indikatorer på kollektiv mobilisering. For så vidt angår den kollektive mobilisering af bestemte grupper, vil vi forvente en højere valgdeltagelse i en gruppe, der opstiller egne kandidater til valget, end i en gruppe, der ikke opstiller kandidater fra egne rækker. Ligeledes kan man forvente en højere valgdeltagelse i grupper, som er godt organiserede, og som bor koncentreret i nærheden af hinanden i fælles boligområder (jf. Tingsten, 1937). Tilsvarende kan man i tilfælde af en kollektiv mobilisering af bestemte grupper forvente en højere valgdeltagelse blandt personer, der er medlem af de gruppebaserede organisationer, som har en høj grad af gruppeidentitet, og som bor i lokalområder med en høj koncentration af gruppens medlemmer. Er der tale om en kollektiv mobilisering af hele befolkningen, vil vi forvente en højere valgdeltagelse, hvis valgkampen er meget intens, konfliktniveauet højt og mediedækningen omfattende. Det er dog langtfra alle disse indikatorer, vi har systematiske oplysninger om i de undersøgelser, vi anvender.

Derfor vil der også i det følgende blive inddraget en række indikatorer på en kollektiv mobilisering, som har en mere indirekte karakter, og som bygger på variationerne i valgdeltagelsen. Man må således formode, at der er tale om kollektiv mobilisering af en konkret gruppe, hvis en gruppe med få ressourcer og/eller svag social integration alligevel har en forholdsvis høj valgdeltagelse. Man må også formode, at der er tale om en sådan kollektiv mobilisering, hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen mellem grupper, som i øvrigt besidder nogenlunde den samme mængde af ressourcer og er nogenlunde lige godt socialt integreret, eller hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen inden for den samme gruppe, men i forskellige kommuner. Og endelig må man forvente, at en høj grad af kollektiv mobilisering medfører, at de individuelle mobiliseringsfaktorer ikke spiller så stor en rolle. Er den kollektive mobilisering virkelig stærk, deltager alle, uanset deres egenskaber i øvrigt (Togeby, 2000).

Derudover er der grund til at formode, at vi kan iagttage effekten af en kollektiv mobilisering af hele befolkningen, hvis valgdeltagelsen ved for eksempel nationale valg i betydeligt omfang svinger fra valg til valg.

Vi er godt klar over, at det er lidt uortodokst at anvende disse indirekte indikatorer på en kollektiv mobilisering, idet vi i en vis forstand slutter baglæns fra valgdeltagelsens fordeling til dens årsager. Det bagvedliggende ræsonnement er, at når vi får resultater, der fundamentalt strider med de forventninger, der kan formuleres på grundlag af de individbaserede teorier, taler det for forekomsten af en specifik kollektiv mobilisering. Men en beskrivelse af fordelingen kan næppe stå alene. Det næste spørgsmål må naturligvis blive, om der findes andre, eksterne indikatorer, der kan sandsynliggøre, at der foregår en mobilisering. Hvorledes er gruppens organiseringsgrad, har den opstillet egne kandidater, hvordan er mediedækningen osv.? Men her skal vi lede efter oplysninger fra andre kilder end de individundersøgelser, der udgør hovedgrundlaget for denne bog. Og disse oplysninger er ikke altid så lette at fremskaffe.

Teorierne om den kollektive mobilisering vil blive belyst i kapitel 7, 8 og 9.