Читать книгу Gensyn med sofavAelgerne - Jorgen Elklit - Страница 16

En helt grundlæggende forudsætning for at beskrive og forklare valgdeltagelse er naturligvis, at der i det hele taget gennemføres valg. Det er imidlertid ikke blot af betydning, at der findes et repræsentativt system, men også hvordan det er indrettet, og hvorledes valgene organiseres og administreres. Nogle institutioner gør nemlig valgdeltagelse lettere end andre: De er eksempler på institutionel facilitering.

For det første antages det at have betydning, hvordan vælgerne registreres. Hvis vælgerne selv skal sørge for at blive optaget på valglisten, bliver valgdeltagelsen lavere – i hvert fald målt i forhold til samtlige potentielle vælgere – end hvis vælgerne automatisk optages på valglisten og får tilsendt et valgkort, således som det blandt andet sker her i landet (Aardal, 2002: 34; Norris, 2004: 172-173). I Danmark var der frivillig registrering til valgene til Den grundlovgivende rigsforsamling i 1848, og nu kendes systemet i forskellige variationer for eksempel i USA, England og mange lande i Afrika. (Massicotte et al. (2004: 64ff) giver en nyttig oversigt over registreringssystemet i forskellige lande). Registreringsordningen antages i nogen grad at kunne forklare forskelle i valgdeltagelsen mellem USA, hvor vælgerne selv skal sørge for at lade sig registrere, og andre lande, hvor vælgerregistreringen sker automatisk (Aardal, 2002: 34; Wolfinger, Glass & Squire, 1990; Powell, 1982).

Betydningen af registreringssystemet er dog omdiskuteret, og meget tyder på, at den er mindsket siden 1970’erne (Pintor & Gratschew, 2002; Pintor et al., 2002: 75). Lijphart mener, at forskelle i registreringsmåden kan forklare 10 til 15 procent af forskellen i valgdeltagelsen (Lijphart: 2000: 318). Norris (2004: 172-173) nedtoner i nogen grad registreringssystemets betydning, og Franklin (1996: 227f) kommer endog til det noget overraskende resultat, at den frivillige registrering ikke i sig selv kan forklare den lavere valgdeltagelse i USA. Det er altså vanskeligt at sige noget præcist om denne faktors betydning, også selv om man skulle tro, at den i væsentlig grad faciliterede stemmeafgivningen, fordi den fritager vælgerne for det ekstra besvær med at blive registreret.

For det andet kan det have betydning for valgdeltagelsen, hvilken ugedag valget holdes på. Der er således påvist, at valgdeltagelsen gennemgående er højere i lande, hvor valgene afholdes om søndagen, end i lande, der afholder valg på hverdage (Blondel, Sinnott & Svensson, 1998: 226). Der er her tale om en klar institutionel faciliteringsfaktor, fordi valg på hverdage gør det vanskeligere for i hvert fald nogle mennesker at få tid til at stemme, fordi de ikke uden videre kan lade deres arbejde passe sig selv. Valg på søndage gør det lettere for de fleste at stemme. Hvis de af andre grunde – som for eksempel familiebesøg eller pasning af en hobby – vælger ikke at stemme, skyldes det ikke besværet ved at deltage i valget, men at motivationen til at være politisk aktiv er lav i forhold til motivationen til at beskæftige sig med noget andet.

For det tredje har muligheden for at stemme pr. brev en positiv virkning på valgdeltagelsen (Franklin, 1996: 226f). Og endelig kan man for det fjerde også forestille sig, at andre praktiske arrangementer, som antallet af valgsteder og dermed afstanden til det nærmeste valgsted, har indflydelse på valgdeltagelsens omfang, selv om betydningen af denne faktor vist ikke er blevet studeret systematisk.

Vi skal ikke gøre så meget mere ud af de institutionelle forhold, som har betydning for, hvor let eller vanskeligt det er at deltage i valg, fordi disse institutionelle betingelser i det store og hele er ensartede i de lande, som vi sammenligner Danmark med. Der er automatisk vælgerregistrering i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, men ikke i Storbritannien. Ingen af disse lande har stemmepligt, og der stemmes på hverdage, ligesom der alle steder er mulighed for at stemme pr. brev (selv om omfanget varierer en del). Disse forskellige institutioner er ikke ændret for nylig, og de kan derfor ikke forklare ændringer i valgdeltagelsen. De kan bidrage til at forklare det høje niveau for valgdeltagelsen i lande som Danmark, Norge, Sverige og Tyskland og det lidt lavere niveau i Storbritannien, men de kan ikke bidrage til at forklare forskellige udviklingstendenser mellem disse lande, herunder hvorfor valgdeltagelsen er faldet i Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien, mens den har været mere stabil i Danmark.

Den institutionelle mobilisering vedrører de forhold af institutionel art, der på en eller anden måde får vælgerne til at ønske at deltage, som altså øger deres motivation. André Blais (2000: 26-29) har peget på fem forhold omkring valgs praktiske gennemførelse, der kan antages at have betydning for, hvor mange der deltager. Tre af disse vedrører valglovens bestemmelser, nemlig om der er stemmepligt, valgretsalderen og valgmåden, mens de to andre – valgs vigtighed og graden af demokrati – ikke direkte kan henføres til valglovgivningen, men relaterer sig til andre sider af den institutionelle opbygning.

For det første kan selve valgretten og dens udbredelse have betydning. Kampen for udvidelse af valgretten til hele den voksne befolkning har historisk været et af de politiske spørgsmål, som har stået i centrum for mobiliseringen af hidtil udelukkede befolkningsgrupper som arbejderne, kvinderne og de unge. Derudover har valgretsalderen en selvstændig betydning for valgdeltagelsen. Da unge deltager mindre end ældre, må man forvente, at jo lavere valgretsalderen er, jo lavere er valgdeltagelsen (se Franklin, 2004: 139-140).

For det andet er det i nogle lande – for eksempel Australien, Belgien og Tyrkiet – lovpligtigt at stemme, og manglende deltagelse sanktioneres med en form for straf, som for eksempel en bøde eller dårligere behandling fra de offentlige myndigheders side (for eksempel kan det blive vanskeligere at blive ansat i det offentlige eller få et kørekort eller pas) (Gratschew, 2002: 107f). I de fleste andre lande er det dog frivilligt, om man vil deltage i offentlige valg. Som man måtte forvente, er valgdeltagelsen højere i lande med stemmepligt end i lande uden (Norris, 2004: 157-160; Franklin, 1996: 226f; Blais, 2000: 26; Blondel, Sinnott & Svensson, 1998: 223). Det kan heller ikke undre, at valgdeltagelsen er højere i de lande, der i et eller andet omfang håndhæver stemmepligten, end i de lande, hvor det ikke sker (Gratschew, 2002: 110).

For det tredje antages valgmåden at have betydning for valgdeltagelsen. Valgdeltagelsen er således klart højere i lande med forholdstalsvalg end i lande med flertalsvalg. Det er der en række grunde til. Sammenlignet med de fleste former for flertalsvalg er der langt færre stemmer, der bliver spildt ved forholdstalsvalg i den forstand, at de ikke har indflydelse på mandatfordelingen. Også de vælgere, der vil stemme på et af de små partier, har jo en rimelig chance for at blive repræsenteret, når der er tale om forholdstalsvalg, og det kan ikke undgå at virke motiverende, samtidig med at også de store partiers vælgere ved, at deres stemme under alle omstændigheder er nødvendig, hvis deres foretrukne parti skal blive ved med at være stort. Under flertalsvalg skal man derimod være stærkt motiveret for at deltage, hvis man bor i en valgkreds, hvor ens foretrukne parti/kandidat plejer at blive valgt med overvældende flertal, og hvor ens stemme altså egentlig ikke vil gøre en forskel: Her er motivationen klart mindre, i hvert fald for gennemsnitsvælgeren.

Forholdstalsvalg fremmer også antallet af partier, hvilket formodentlig i sig selv giver større muligheder for at mobilisere vælgerne til at deltage i valgene. Endelig er der under forholdstalsvalg større konkurrence mellem partierne, fordi der er flere, der har en chance for at få valgt kandidater. Dette fører til en mere intensiv valgkamp, til en stærkere mobilisering af vælgerne og dermed også til en højere valgdeltagelse.

Selve valgmådens betydning for valgdeltagelsen skal dog ikke overdrives. Gennemgående er der kun fundet forskelle på mellem fem og ti procentpoint i valgdeltagelsen mellem lande med forholdstalsvalg og lande med almindeligt flertalsvalg. Der er imidlertid en række komplicerende faktorer (såsom stemmepligt og politiseringsgrad), som bidrager til at sløre billedet. Tendensen er dog under alle omstændigheder klar: Lande med forholdstalsvalg har højere valgdeltagelse end lande med flertalsvalg (Pintor et al., 2002: 88; Blais, 2000: 29; Norris, 2004: 161f; Franklin, 1996: 226-227; Blais & Carty, 1990; Jackman, 1987; Jackman & Miller, 1995).

Der findes imidlertid en række varianter af både forholdstalsvalg og flertalsvalg. Det er nærliggende at forestille sig, at såkaldt åbne lister, hvor vælgerne i større eller mindre grad har indflydelse på, hvilke kandidater der vælges, mobiliserer flere vælgere end de lukkede lister – eksempelvis de her i landet kendte partilister – hvor partierne på forhånd har bestemt den rækkefølge, kandidaterne skal vælges i. Vælgernes viden om disse valgtekniske forhold skal næppe overbetones, men opstillingsformen kan under alle omstændigheder få en indirekte betydning, fordi den vil påvirke såvel valgkampen og kandidaternes adfærd som mediernes opmærksomhed om kandidaternes muligheder for at blive valgt.

For det fjerde er valgets vigtighed i sig selv en institutionel faktor, der har betydning for valgdeltagelsen (Franklin, 1996: 227; Norris, 2004: 163f). Jo større magt den institution har, hvortil der vælges kandidater, jo større er valgdeltagelsen, fordi det alt andet lige er mere motiverende at stemme til et vigtigt end til et mindre vigtigt organ. Hvis et underhus for eksempel skal dele den lovgivende magt med et overhus eller med en præsident, så fører det alt andet lige til en lavere valgdeltagelse, end hvis der er tale om et etkammersystem, som vi kender det med Folketinget. At valg til repræsentative forsamlinger, der ikke har betydning for lovgivningen, eller som ikke holder magthaverne ansvarlige, er forbundet med en lavere valgdeltagelse, er valgene til Europaparlamentet et godt eksempel på (Franklin, 2004: 222).

Endelig kan graden af demokrati tænkes at have betydning for, i hvilket omfang vælgerne bruger deres valgret (Blais, 2000: 27). Jo større betydning valgresultatet har for indholdet af de politiske beslutninger, og jo mere omfattende de politiske rettigheder er, jo højere må man forestille sig, at valgdeltagelsen vil være, fordi valgresultatet alt andet lige vil have større indflydelse på den politiske udvikling. Heller ikke denne sammenhæng skal dog overdrives. Forskellen i valgdeltagelse mellem lande, der efter Freedom House’s klassifikation er frie, (76 pct.) og lande, der er delvis frie eller ikke-frie, (omkring 70 pct.), er således ikke mere end seks procentpoint (Pintor et al., 2002: 85f).

Figur 3.1. Indikatorer og hypoteser om institutionelle forholds betydning

Facilitering

Mobilisering

Automatisk vælgerregistrering fører til højere valgdeltagelseValg på søndage fører til højere valgdeltagelseJo kortere afstand til valgstederne, jo højere valgdeltagelseMuligheden for at stemme pr. brev fører til højere valgdeltagelse

Lavere valgretsalder fører til lavere valgdeltagelseStemmepligt fører til højere valgdeltagelse Forholdstalsvalg fører til højere valgdeltagelse end flertalsvalgEffektive muligheder for at stemme personligt fører til højere valgdeltagelse end lukkede kede listerSideordnet opstilling fører til højere valgdeltagelse end kredsvis opstillingJo vigtigere det valgte organ er, jo højere er valgdeltagelsenValgdeltagelsen er generelt højere, jo mere demokratisk systemet er

Det gælder i højere grad end ved den institutionelle facilitering, at de institutionelle betingelser for mobilisering af vælgerne kan bidrage til at forklare forskelle i niveau og udviklingstendenser i valgdeltagelsen mellem Danmark og de lande, som vi som regel sammenligner os med. Således må de forskellige former for kandidatopstilling i Danmark formodes at kunne mobilisere vælgerne i større omfang end opstillingsreglerne i Norge og Sverige, fordi de danske lister er mere åbne end de norske og svenske, også efter de seneste ændringer i disse lande. Ligeledes må forholdstalsvalgene i de nordiske lande kunne mobilisere vælgerne mere end Storbritanniens flertalsvalg i enkeltmandskredse.

De hypoteser, der kan formuleres på grundlag af de institutionelle teorier, er opsummeret i figur 3.1.