Читать книгу Gensyn med sofavAelgerne - Jorgen Elklit - Страница 17

De institutionelle faktorer kan først og fremmest bruges til at forklare forskellene mellem valgdeltagelsen i forskellige lande eller mellem valgene til forskellige typer af repræsentative organer i det samme land. Når man skal forklare de forskelle i valgdeltagelsen, man finder i forbindelse med en bestemt form for valg i et bestemt land, må man inddrage andre typer af forklaringer. Det vil først og fremmest sige forklaringer, der tager udgangspunkt i vælgernes forskellige egenskaber. Nogle vælgere stemmer nemlig oftere end andre.

Som skitseret ovenfor, er der i tidens løb blevet formuleret en række teorier, der forklarer variationer i valgdeltagelsen ved hjælp af forskelle i vælgernes egenskaber. Vi vil her gennemgå tre af de mere udbredte teorier, nemlig ressourceteorien, teorien om den sociale integration og den rationelle teori. Teoretisk er der ingen problemer med at skille disse teorier fra hinanden, men empirisk viser det sig, at det i betydeligt omfang er de samme konkrete hypoteser, der kan formuleres på grundlag af de forskellige teorier. For at få et lidt bedre overblik over sammenhængen mellem teorier, hypoteser og variabler giver vi i figur 3.2 en oversigt over de konkrete hypoteser, der kan udledes af hver af de tre teorier, idet vi dog i hovedsagen begrænser os til de hypoteser, der kan efterprøves på de data, vi har til rådighed for denne bog.

Vælgernes ressourcer angives ofte som forklaring på, at nogle vælgere deltager, mens andre ikke gør det. Denne såkaldte ressourcemodel er dog nok mere overbevisende, hvad angår andre former for politisk deltagelse end stemmeafgivning, fordi det ikke kræver så meget at afgive sin stemme. Det er dog blevet vist, at ressourcer faktisk også har betydning for valgdeltagelsen (Wolfinger & Rosenstone, 1980; Brady, Verba & Schlozman, 1995: 283, jf. Blais, 2000:12 og 173, note 7). Tanken er, at mange individuelle ressourcer gør det lettere at deltage i valg, fordi ressourcestærke vælgere har mere tid, sundere helbred og bedre transportmuligheder, og fordi de har nemmere ved at tilegne sig relevant viden om partier og kandidater. Individuelle ressourcer betyder med andre ord, at omkostningerne ved at deltage i valg ikke spiller nogen større rolle for vælgerne. Man kan for at bruge Achens og Sinnotts begrebsdannelse tale om, at mange ressourcer faciliterer valgdeltagelsen eller gør den nemmere.

Typiske ressourcer er tid, indkomst, viden, selvtillid og måske også politisk interesse. Man må derfor forvente en højere valgdeltagelse blandt folk med megen tid til rådighed, høj indkomst, megen viden og megen selvtillid. Ofte taler man også om uddannelse som en ressource. Egenskaber som køn, alder og herkomst er vel ikke i sig selv ressourcer, men det er dog rimeligt at forvente, at der er forskel på de ressourcer, som for eksempel unge og midaldrende besidder, som mænd og kvinder besidder, og som personer af dansk og udenlandsk herkomst besidder. Derfor må man også ud fra ressourceteorien forvente forskelle mellem aldersgrupper, herkomstgrupper og mænd og kvinder.

Beslægtet med ressourceteorien, men alligevel med et andet fokus er teorien om den sociale integrations betydning. Her fokuseres på vælgernes motivation til at stemme (på deres mobilisering, hvis vi anvender Achen og Sinnots begrebsdannelse). Forventningen er, at mennesker, der er velintegrerede i det etablerede samfund, tilegner sig samfundets normer og søger at leve op til dem. I denne sammenhæng er stemmenormen – citizen duty, følelsen af, at man har en moralsk forpligtelse til at stemme – naturligvis helt central. At denne holdning eller følelse har afgørende betydning for deltagelse i valg, har været fremhævet af valgforskere, lige siden den blev introduceret af Campbell, Gurin & Miller i The Voter Decides (1954: 194-199).

Integrationsteorien tager udgangspunkt i, at omkostningerne (i tid og ulejlighed) ved at stemme normalt er forholdsvis små. Forventningen er derfor, at folk stemmer i det omfang, de deler denne norm. Sofavælgere er kun de, der i mindre grad end andre udsættes for et normpres i retning af at stemme eller ikke bøjer sig for et sådant normpres. Det er således ikke den enkeltes ressourcer, som for eksempel uddannelse, der er afgørende, men derimod hvor meget vedkommende er eksponeret for normen om at stemme. Forventningen er desuden, at valgdeltagelsen vil variere med graden af integration i samfundet. Jo bedre man er integreret i samfundet, jo mere udsættes man for denne norm. Det teoretiske udgangspunkt er således, at det er graden af social integration, der er den centrale forklaringsfaktor for variationer i valgdeltagelsen på individniveau, ikke ressourcerne.

Ved social integration forstås som beskrevet ovenfor inddragelsen i det etablerede samfunds gruppedannelser og netværk. Integrationen foregår gennem familien, arbejdspladsen, foreninger og organisationer, og gennem deltagelse i lokalsamfundets aktiviteter. Hermed påvirkes man samtidig til at overtage samfundets dominerende normer. For de fleste sker denne sociale integration gradvist allerede fra ungdomsårene, nemlig ved at man får en uddannelse og et arbejde, at man stifter familie og anskaffer sig en bolig, og at man bliver medlem af foreninger og organisationer, der varetager ens interesser.

Man skal dog være opmærksom på, at det ofte kan være vanskeligt at sondre mellem sociale ressourcer og graden af social integration. Ofte vil der være et sammenfald, således at personer med mange ressourcer også vil være velintegrerede i samfundet. Derimod gælder det ikke uden videre, at personer med få ressourcer vil være dårligt integrerede. Eksempelvis vil borgere med en kortvarig uddannelse ofte være godt integrerede på arbejdsmarkedet, i foreningslivet og med familie, og der vil derfor være en stor sandsynlighed for, at de også stemmer. I en vis forstand kan man naturligvis opfatte en god social integration som en form for ressource, men i så fald gør man alle egenskaber til ressourcer, og så bliver man ikke så meget klogere. Vi har derfor i oversigten i figur 3.2 forsøgt at sondre mellem de individegenskaber, som primært må betragtes som indikatorer for ressourcer, og dem, der primært må betragtes som indikatorer for en god social integration. Men alligevel er der nogle egenskaber, der optræder som begge dele.

Der findes både socioøkonomiske og mere psykologiske faktorer, der kan anvendes som indikatorer for en høj grad af social integration. Af de psykologiske egenskaber er tilslutningen til stemmenormen, dvs. oplevelsen af, at man som samfundsborger er forpligtet til at deltage i valgene, den mest oplagte. Men også en stor politisk interesse, megen politisk selvtillid, megen tillid til andre mennesker og demokratiske holdninger kan opfattes som tegn på en høj grad af social integration. Man vil derfor også ud fra integrationsteorien forvente, at mennesker, der besidder disse psykologiske egenskaber, vil stemme oftere end dem, der ikke gør.

Af socioøkonomiske egenskaber, der kan fungere som indikatorer for en god social integration, kan nævnes ægteskab, lang tids bopæl i kommunen, dansk statsborgerskab, dansk herkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og at have den i denne sammenhæng rigtige alder, dvs. være midaldrende. Personer med disse egenskaber må ud fra integrationsteorien forventes at stemme med større sandsynlighed end andre. Formodentlig må man også ud fra integrationsteorien forvente en sammenhæng med uddannelse og indkomst, idet personer med en lang uddannelse og en høj indkomst formodentlig også i andre henseender er velintegrerede i samfundet. Men for eksempel uddannelse forventes ikke at spille den samme stærke rolle som i ressourceteorien. Og i dette tilfælde må man forvente, at stemmenormen udgør en medierende faktor, dvs. at uddannelse så at sige virker „igennem“ stemmenormen. Tidligere ville man nok også antage, at mænd var bedre integrerede i det etablerede samfund end kvinder og dermed også forvente en højere valgdeltagelse for mænd, men det er næppe længere tilfældet (jf. Togeby, 1994).

Den rationelle teori er blevet formuleret som et alternativ til ressourceteorien og integrationsteorien, og det er således også fortrinsvis andre empiriske indikatorer, der tages i anvendelse, når man skal efterprøve teorien. Den rationelle teori tager udgangspunkt i en antagelse om, at vælgerne kun stemmer, hvis deres egeninteresse tilsiger dem at gøre det. Vælgerne bestemmer sig til at stemme på grundlag af en ganske enkel beregning: Er fordelene ved at stemme større end ulemperne, er gevinsterne større end omkostningerne? Kun hvis gevinsten er større end omkostningerne, vil den rationelle vælger finde det fornuftigt at stemme.

Figur 3.2. Teorier, hypoteser og indikatorer vedrørende de individbaserede forskelle i valgdeltagelsen

Kursiv: betyder, at hypotesen er central for teorien

Nytten eller gevinsten udgøres for den enkelte vælger af, hvad han eller hun forventer at få ud af, at et bestemt parti eller en bestemt kandidat vinder frem for et andet parti eller en anden kandidat. Samtidig vil det også spille en rolle for vælgerens overvejelser, om deltagelsen i valget kan formodes at påvirke valgets udfald. Hvis den foretrukne kandidat eller det foretrukne parti forventes at vinde, uanset om den enkelte vælger deltager eller ej, så har deltagelsen ingen betydning for valgets udfald. Kun hvis valget er på vippen, kan den enkeltes deltagelse være afgørende. Omkostningerne er dels den tid og de anstrengelser, der er forbundet med at stemme, dels de omkostninger, der er forbundet med at overveje stemmeafgivningen, herunder at sætte sig ind i, hvad de forskellige partier og kandidater står for.

Teorien er først fremsat af Anthony Downs (1957), som navnlig søgte at forklare vælgernes adfærd i amerikansk politik, hvor det drejede sig om flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor sondringen mellem kandidater og partier ikke er relevant, og hvor der er tale om et topartisystem. Ud fra denne model skulle man generelt forvente en lav valgdeltagelse, og at det især var de ufornuftige vælgere, der deltog. Modellen kunne derfor i sin simple form hverken forklare, at der rent faktisk er forholdsvis mange, der deltager i valg – også hvor valgets udfald er givet på forhånd – eller at det ikke blot er vælgere med illusioner om deres egen betydning, der deltager. Valgdeltagelse var ud fra denne model et paradoks. Mennesker deltager i valg, selv om de godt ved, at deres egen stemme næppe har nogen særlig betydning for valgets resultat.

For at komme uden om denne bizarre konklusion udviklede Riker og Ordeshook (1968) modellen ved at indføre yderligere variabler til modificering af teorien, herunder stemmenormen. Men det er fortsat ud fra den rationelle model vanskeligt at forklare en høj valgdeltagelse. Man kan også diskutere, om den rationelle model ikke ved inddragelsen af stemmenormen bliver så udvandet, at den reelt har mistet sine grundlæggende egenskaber (se herom kapitel 6).

Ved afprøvningen af den rationelle model vil man derfor interessere sig for, hvordan vælgeren vurderer det konkrete valg. Anser vælgeren valget for vigtigt, og tillægger vælgeren sin egen stemme stor betydning, er der større sandsynlighed for, at han eller hun har stemt, end hvis det ikke er tilfældet. Samtidig vil man interessere sig for omkostninger ved at afgive stemmen, dels de rent praktiske problemer med at komme til valglokalet, dels informationsomkostningerne. Ifølge den rationelle model må man derfor også forvente, at valgdeltagelsen blandt personer med stor politisk viden er større end blandt personer uden, og i forlængelse deraf måske også, at valgdeltagelsen blandt den veluddannede del af befolkningen er større end i andre vælgergrupper. I en vis forstand må alle former for ressourcer gøre det lettere at stemme, men for igen at forsøge at holde de tre modeller adskilte, er kun de mest oplagte ressourcevariabler medtaget her.

Af de tre teorier, der lægger vægt på vælgernes individuelle egenskaber, vil ressourcemodellen og integrationsmodellen indgå i analyserne i kapitel 4, kapitel 5 og kapitel 7, mens den rationelle model vil blive diskuteret i kapitel 6.