Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 10

SYV

De tog med Lufthansa tidligt på aftenen og sad sammen med overvejende enlige unge rejsende omkring sig, nogle af dem usoignerede, andre virkede mærkelige, og andre igen lignede folk, som var på vej tilbage fra en studierejse. Flyveturen fik dem tilbage til USA to timer efter afrejsen fra Tyskland, midt om natten, otte timer i luften minus seks tidszoner, og de hentede den gamle Caprice i korttidsparkeringen, kørte gennem mørket til McLean og parkerede ved siden af de nyere Capricer, der ikke så ud til at være blevet flyttet. Ved siden af dem holdt to sorte kassevogne. De gik ind og fandt alle derinde klemt sammen på kontoret, også Ratcliffe og Sinclair. De ventede på dem, men de havde ikke ventet ret længe. Magt havde sine fordele. ”I kommer lige til tiden,” sagde Ratcliffe. ”FAA holdt os underrettet om Lufthansa, og politiet holdt os orienteret om trafikken.”

”Hvad er vi gået glip af?” sagde Reacher.

”En brik i puslespillet,” sagde Ratcliffe. ”Hvor meget ved du om computere?”

”Jeg har set én engang.”

”De har alle sammen en tingest indeni til at angive dato og tid. Et lille kredsløb. Meget enkelt, meget billigt og udviklet for meget længe siden, hvor alt handlede om hulkort, og data var noget, der skulle klemmes ind på kun firs rækker. For at spare bits angav man årstallet som to tal i stedet for fire. Eksempelvis blev 1960 skrevet som 60 og 1961 som 61. Og så videre. De skulle spare plads. Så langt så godt. Men det var dengang, og nu er vi så her, og lige om lidt vil 1999 blive til 2000, uden at nogen ved, om de tocifrede systemer også vil skifte korrekt. Måske vil de tro, at det igen er år 1900. Eller 19.100. Eller nul. Eller måske går de fuldstændig i stå. Der kan ske katastrofale nedbrud over hele verden. Vi kan miste servicefunktioner og infrastruktur. Storbyer kan blive mørklagt. Banker kan gå fallit. Alle dine penge kan gå op i røg. Endda uden røg.”

”Jeg har ingen penge,” sagde Reacher.

”Men du forstår, hvad jeg mener.”

”Hvem har udviklet det kredsløb? Hvad siger de selv?”

”De er alle sammen enten gået på pension eller døde for længst. Og de havde i alle tilfælde ikke forventet, at programmerne ville vare mere end et par år. Så der findes ingen dokumenter. Det var bare en flok nørder om et laboratoriebord, der var i gang med at regne tingene ud. Ingen kan huske de nøjagtige detaljer. Og der er også en mistanke om, at de muligvis er gået forkert af den gregorianske kalender. De kan godt have glemt, at 2000 er skudår. Det er årstal, der kan divideres med hundrede, normalt ikke. Men hvis de kan divideres med fire hundrede, er de. Så reelt er det hele ét stort rod.”

”Hvad har det med det her at gøre?”

”Verden bliver stadig mere afhængig af computere. I år 2000 kan internettet meget vel være blevet stort. Hvad der bare vil gøre problemet mange gange større, for så vil alting være forbundet med hinanden, og det vil gøre risikoen tilsvarende større. Folk er begyndt at blive urolige; de er ved at få øjnene op for farerne. Som reaktion er kvikke iværksættere begyndt at udvikle hjælpeprogrammer.”

”Hvad går det ud på?”

”Det er ligesom et vidundermiddel. Man installerer sit nye program og får løst sit problem. Der er virkelig mange penge at tjene. Markedet er enormt. Millioner af mennesker overalt i verden får brug for at gøre det god tid i forvejen. Det haster så meget, at vi forventer at se folk installere det i al hast uden at tænke nærmere over det, og derved gør de sig sårbare.”

”Over for hvad?”

”Et andet brudstykke af en samtale. Vi har opfanget et rygte om, at der er et færdigudviklet hjælpeprogram til salg. Det skulle efter sigende være i orden, men er det bare ikke. Det er en trojansk hest. Ligesom en virus eller en orm, men det fungerer ikke på samme måde. Det er en fircifret kalender, men den kan standses udefra på kommando. Gennem internettet, som dag for dag bliver større. Computere over hele verden vil gå ned. Statsstyring, servicefunktioner, virksomheder og enkeltpersoner. Forestil dig den magt, det kan give. Forestil dig det kaos. Forestil dig afpresningsmulighederne. En sådan mulighed betaler folk gerne hundrede millioner for.”

”Det lyder lidt søgt,” sagde Reacher. ”Er det ikke også? Folk vil betale hundrede millioner for så mange ting. Hvorfor gå ud fra, at det lige netop er det her?”

Det var bedre at høre orienteringen helt til ende.

”Det kræver et særligt talent at udvikle den slags,” sagde Ratcliffe. ”Og en særlig tankegang. En slags anlæg for at være lovløs. Sådan opfatter de det naturligvis ikke selv, for dem er det mere noget hipsteragtigt. Typen er ikke usædvanlig blandt programmører, har jeg ladet mig fortælle. Og omkring fire hundrede af dem har netop været samlet til konference i udlandet. Fire hundrede af de hippeste nørder i verden. Godt halvdelen af dem amerikanere.”

”Hvorhenne?”

”Konferencen fandt sted i Hamburg i Tyskland. De var der samtidig med jer. Den sluttede her til morgen. De tog alle sammen hjem i dag.”

Reacher nikkede. ”Vi fløj vist hjem sammen med nogle af dem. Unge og usoignerede.”

”Men da budbringeren afholdt sit møde, var konferencen stadig i fuld gang. Der var to hundrede amerikanske programmører i byen netop da. Måske er en af dem smuttet væk en times tid.”

Reacher sagde ikke noget.

”Vores folk fortæller mig, at den slags konference har en noget anden karakter i Vesteuropa. De har det med at tiltrække særlinge og ekstremister.”

Derefter tog Ratcliffe afsted i sin sorte kassevogn sammen med sine livvagter. Sinclair fortsatte orienteringen. Ifølge hende ville fokus nu blive flyttet over på computerprogrammører. FBI havde en ny afdeling, der var tiltænkt den slags. Waterman ville sætte sig i forbindelse med den, men kun gennem hende selv, Ratcliffe eller præsidenten, og med andre, der kunne tænkes at vise sig nyttige, men igen aldrig direkte. White ville sørge for at få identificeret samtlige to hundrede amerikanere og begynde at kontrollere deres baggrund. Umiddelbart skulle Reacher ikke foretage sig noget, men blot forblive på området. For en sikkerheds skyld. Forsvarsministeriet rådede både over computere og programmører, og det var faktisk derfra, at de første seriøse bekymringer om datoproblemet var udgået. Måske havde skurken forsøgt at fremme efterspørgslen for derefter selv at sørge for udbuddet.

Waterman og White gik i gang, men Reacher blev på kontoret. Helt alene sammen med Sinclair. Hun betragtede ham ovenfra og ned og sagde: ”Er der noget, du gerne vil spørge mig om?”

Har du spist? tænkte han. Hun var igen klædt i knælang sort kjole, pænt figursyet, sorte nylonstrømper og dyre sko. Og havde igen et minimum af makeup på og håret redt igennem med fingrene. Og ingen vielsesring.

I stedet sagde han: ”Er det her efter jeres opfattelse virkelig noget, som folk, der klatrer i reb i Yemen, kan finde på at købe?”

”Vi kan ikke se, hvorfor de ikke skulle. De er ikke uciviliserede, hvilket prisniveauet også vidner om. Enten er det med støtte fra en kriminel organisation eller en kriminel regering, eller også har de adgang til en meget rig families midler. I alle tre tilfælde antyder det en forbindelse til den moderne verden og dermed også computersystemer.”

”Det der er en selvopfyldende profeti. I prøver at overbevise jer selv.”

”Hvad vil du sige med det?”

”Improvisation er godt. Men panik er dårligt. I klamrer jer til et halmstrå. Måske tager I fejl. Hvad blev der af proceduren med at vende hver sten?”

”Har du andre oplagte indfaldsvinkler?”

”Ikke lige nu.”

”Hvad skete der i Hamburg?” spurgte Sinclair.

”Ikke noget særligt,” sagde Reacher. ”Vi så lejligheden. Hvordan har iraneren det?”

”Han har det glimrende. Han meldte ind her til morgen. Der sker ikke rigtig noget. Lidt lokal opstandelse fire gader derfra. En prostitueret var blevet myrdet.”

”Det så vi,” sagde Reacher. ”Vi så en masse forskellige ting. Også alt for mange mulige mødesteder. Det duer ikke at begynde i den modsatte ende. Vi er nødt til at følge efter budbringeren, når han forlader lejligheden.”

”Det er for risikabelt.”

”Der er ikke andre måder.”

”I kunne finde amerikaneren, inden mødet overhovedet begynder. Det ville være en anden måde. Og nok bedre for alle berørte.”

”Der bliver lagt pres på dig ovenfra.”

”Regeringen vil sætte stor pris på at få sagen afsluttet hurtigt, ja.”

”Derfor føles det også godt at indsnævre feltet af mulige kandidater. Det føles som et fremskridt. To hundrede føles bedre end to hundrede tusind. Det forstår jeg udmærket. Men bare fordi noget føles godt, er det ikke altid det klogeste at gøre.”

Sinclair var tavs et øjeblik. Så sagde hun: ”Okay, når de andre alligevel ikke har brug for dig, står det dig frit for at arbejde på egen hånd.”

Hvad der var en anden form for begrænsning. Alvoren satte friheden under pres. Der var risiko for at blive slået ud i første runde. Et enkelt forsøg med en teori.

”Hver eneste indfaldsvinkel,” sagde Neagley, ”ender med nøjagtig det samme spørgsmål. Hvad har fyren til salg?”

”Enig,” sagde Reacher.

”Hvad så?”

”Du har selv skrevet listen.”

”Nej, jeg har ikke. Listen er tom. Hvilken slags oplysninger vil de gerne have af os? Hvad er hundrede millioner værd for dem? De ved allerede det, de har brug for at vide. Det kan de læse i avisen. Vores hær er større end deres hær. Slut. Hvis det kommer så vidt, smadrer vi dem. Hvorfor skulle de bruge hundrede millioner dollars på at finde ud af nøjagtig hvordan og hvor slemt? Hvad skulle det gavne dem?”

”Så isenkram.”

”Men hvad? Enten er tingene for billige og almindelige, eller også kræver de et helt regiment af ingeniører for at komme til at fungere. Der er ingen middelvej. Hundrede millioner er et mærkeligt prisleje.”

Reacher nikkede. ”Jeg sagde det samme til White. Han forestillede sig noget med tanks og fly.”

”Hvad kunne de ønske sig af vores isenkram? Giv mig bare et enkelt godt eksempel. Selvfølgelig noget til brug i felten, i kampens hede, af en gennemsnitlig infanterist. For det er den standard, de må være ude efter. Noget enkelt, primitivt og pålideligt. Noget med en stor, rød knap på. Og en stor, gul pil, der peger fremad. For de råder hverken over specialuddannede enheder eller ingeniørregimenter.”

”Der er masser af ting.”

”Enig. Bærbare jord-til-luft-missiler ville være nyttige. De ville kunne skyde civile fly ned. Inde over storbyer. Men dem har de bare allerede i tusindvis af. Vi forærerede selv oprørerne i tusindvis af dem, og Sovjet lod andre tusinder blive tilbage. Og nu har det nye Rusland desuden travlt med at sælge de tusinder, de tog med sig. Og hvis det ikke skulle være nok, kan de altid få billige kopier fra Kina. Eller Nordkorea. Det vil være fysisk umuligt at bruge hundrede millioner dollars på jord-til-luft-missiler. De er for almindelige. Og for billige. Det er økonomi for begyndere. Det vil være som at smide hundrede millioner dollars ud ad vinduet.”

”Hvad så?”

”Der er ikke noget. Vi har ikke nogen teori.”

Klokken ti om aftenen i McLean, Virginia.

Hvad der ville sige klokken halv otte næste morgen i Jalalabad i Afghanistan. Budbringeren sad atter i forgemakket. Morgensolen stod ind ad et højtsiddende vindue, fik støvkornene til at danse og vækkede de nyudklækkede fluer. I køkkenet var der ved at blive lavet te.

Til sidst blev budbringeren ført ind i det samme lille varme lokale som før. Der var også et højtsiddende vindue med en stråle morgensol, dansende støvkorn og vågnende fluer. Bag solstrålen sad de samme to mænd på de samme to puder. Begge skæggede, den ene lille og fed, den anden høj og mager, begge iført de samme almindelige hvide kjortler og de samme almindelige hvide turbaner.

”Du skal tage herfra i dag med vores svar,” sagde den høje.

Budbringeren bøjede hovedet respektfuldt.

”Det rigtige her i verden er at købslå,” sagde den høje. ”Men vi er ikke ude for at købe kameler. Derfor er vores svar helt enkelt.”

Budbringeren bøjede atter hovedet og drejede det en anelse som for at stikke øret frem.

”Fortæl amerikaneren,” sagde den høje mand, ”at vi vil betale hans pris.”