Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 7

FIRE

Sergent Frances Neagley så op fra sin ske og sagde: ”Af alle cafeteriaer i alle byer. Hvor stor var sandsynligheden lige for det?”

”Omhyggeligt udregnet, er jeg sikker på,” sagde Reacher.

”Jeg gættede mig frem til, at du nok ubevidst ville køre vestpå for at lægge D.C. bag dig. Jeg beregnede, hvor du ville dreje fra, og så var det her mere eller mindre det eneste oplagte sted. Og det er det oplagte tidspunkt. Jeg regnede med to timers orientering og derefter pause til aftensmad.”

”Det er et kursussted.”

”Nej, det er ikke. Kursustitlen giver ikke engang mening.”

”De giver aldrig mening.”

”Den her er endnu værre end sædvanlig.”

”Det er altså et kursussted.”

”Det ville de aldrig byde dig. Ikke så længe Garber stadig er i live.”

”Jeg kan ikke diskutere det. Det er for kedeligt.”

”Lad mig prøve at gætte bare sådan helt ud i det blå. Det er dække for et eller andet, og at dømme efter dine aktuelle meritter er der tale om noget på højt niveau. Og derfor vil du også få, hvad du beder om. I særdeleshed personale. Så du vil alligevel ringe til mig i morgen tidlig. Hvorfor så ikke bare fortælle mig det nu?”

Hun var klædt i camouflagefarvet kampuniform med ærmerne nydeligt rullet ned, og underarmene hvilede på bordet. Hun havde kort, mørkt hår, mørke øjne og var solbrændt. Hendes hud virkede blød, men det var han helt sikker på, at den ikke var. Han havde set hende i aktion. Hun var hurtig og usædvanligt stærk. Hun måtte føles hård og massiv indenunder. Men han vidste det ikke. Han havde aldrig rørt ved hende. Ikke engang trykket hendes hånd.

”Jeg ved ikke nøjagtig, hvad vi får brug for,” sagde han. ”Det statistisk mest fornuftige vil være at begynde at lave lister. Ud fra bevægelser. Personel i aktiv tjeneste, fysisk til stede i Tyskland på en bestemt dag. Samt civile ud fra pasregistrene.”

”Hvorfor det?”

”Fordi vi skal finde frem til en bestemt amerikaner, der befandt sig i Hamburg i en bestemt halvtreds minutters periode.”

”Hvorfor det?”

”Fordi han planlægger at sælge noget til en værdi af hundrede millioner dollars til en flok skurke af den nye slags fra Yemen og Afghanistan.”

”Ved vi noget om, hvad han har til salg?”

”Ingen anelse.”

”Landegrænser kan godt blive et problem. Jeg mener, at man kan køre lige igennem. På grund af EU. Måske er pasregistrene ikke udtømmende.”

”Præcis. Det er kun statistik. Men vi kan godt forbedre den lidt. Vi kan se på, hvem der rejste ind og ud af Schweiz måske ugen i forvejen. Da han var ved at træffe sin endegyldige beslutning. Han ville sælge. Han ville begynde at indhente tilbud. Hvad han udmærket vidste ikke kunne vare evigt. Så han måtte nødvendigvis gøre sig klar på forhånd, og derfor åbnede han også en hemmelig bankkonto i Schweiz. Formentlig i Zürich. Som bare stod parat. Derefter tog han tilbage til Hamburg og angav sin pris.”

”Det er også bare statistik og kan heller ikke bruges til udelukkelsesmetoden. Det kunne være en gammel konto, der var blevet oprettet for flere år siden. Måske er det ikke hans første lyssky handling, eller måske befinder hans hemmelige konto sig et andet sted. Det kunne være Luxembourg.”

”Derfor sagde jeg også, at jeg ikke helt er klar over, hvad vi får brug for.”

”Tror du, at han er i militæret?”

”Det er en mulighed. Sandsynligheden taler for det. Ligesom for amerikanere i Korea eller på Okinawa. Så vi får under alle omstændigheder brug for en liste. Hvad kan en fyr fra militæret have til salg? Er det oplysninger? Eller er det isenkram? I det tilfælde skal vi forestille os en shippingcontainer, en stor varevogn eller en lille lastbil, noget diskret, og så lave en liste over, hvad den kunne tænkes at rumme, til en værdi af hundrede millioner dollars.”

”Det må være noget pålideligt og enkelt at betjene. Der følger ikke hjælpemandskab med.”

”Okay, hav det i tankerne. Lav en masterliste over alle de øvrige lister. Andet kan vi ikke gøre lige nu. Vær parat til at rykke omkring klokken ni i morgen formiddag. Jeg kan ikke forestille mig, at det går hurtigere end det. Derefter går alting gennem Det Nationale Sikkerhedsråd i skikkelse af en kvinde ved navn Marian Sinclair.”

”Hende har jeg hørt om,” sagde Neagley. ”Det er Alfred Ratcliffes stedfortræder.”

”Sørg for at have de ting klar, du skal have hende til at gøre for os. Vi har ingen tid at spilde.”

”Er der tale om et stort problem?”

”Det kan det blive, vil jeg tro. Hvis det er det, vi forestiller os. Og det er det muligvis ikke. Det er en enkelt sætning, der kan være grebet ud af den blå luft. Det kunne også være en vits. Eller en form for indforstået sarkasme. Måske obskur rebklatrerslang fra Yemen, der ikke dækker over ret meget. Men hvis det er rigtigt nok, så antyder prisniveauet et problem.”

Servitricen kom hen til dem, og de afgav deres bestillinger. ”Tillykke med medaljen,” sagde Neagley.

”Tak,” sagde Reacher.

”Er du okay?”

”Jeg har det fremragende.”

”Er du sikker?”

”Skal du nu forestille at være min mor?”

”Hvad syntes du om Sinclair?”

”Jeg kunne godt lide hende.”

”Hvem har vi ellers?”

”En fyr ved navn Waterman fra FBI. Han er snushane af den gammeldags slags. Og en fyr ved navn White fra CIA. Han er den meget anspændte type. Sikkert med god grund. Indtil videre har de vist sig kompetente på adskillige måder. De har sagt fornuftige ting. De henter formentlig også deres egne folk ind nu. Og vi får sikkert alle sammen en slags overordnet fra Det Nationale Sikkerhedsråd, der skal holde øje med os og viderebringe vores beskeder til Sinclair.”

”Hvorfor kunne du godt lide hende?”

”Hun var ærlig. Det var Ratcliffe også. De render forvildede rundt.”

”Du kunne ringe til din bror i finansministeriet. Han kan holde udkig efter pengeoverførsler. Hundrede millioner kan godt give udslag på ministerielt niveau.”

”I så fald skulle jeg gå gennem Sinclair.”

”Har du tænkt dig at rette dig efter det?”

”Hun tror, det kan være hvem som helst,” sagde Reacher. ”Hun kan ikke risikere at afsløre noget over for den forkerte person. Men hun glemmer noget. Det er ikke hvem som helst. Det er alle. Mere eller mindre. Det her er en bred undersøgelse. Vores fyr vil utvivlsomt vise sig at være en ud af mange. Vi kommer til at få alle mulige folk i nettet på vej til og fra hemmelige møder og på vej ind og ud af Schweiz med kufferter fulde af kontanter. Folk, der ikke i et eneste tilfælde har godt i sinde, men som handler med alle mulige ting og sager. Vi kommer til at få masser af fjender. Både civile og i militæret. Men vi kan ikke tillade os at gøre alt for meget væsen af os. I hvert fald ikke endnu. Hemmelighedskræmmeriet kan være med til at udskyde det. Så lige nu går jeg ind for, at vi retter os efter Sinclair. Vi kan altid ombestemme os, hvis og når vi får behov for det.

”Det er forstået,” sagde Neagley.

Servitricen kom med deres tallerkener, og de begyndte at spise. Klokken otte om aftenen i McLean, Virginia.

Klokken otte om aftenen i McLean, Virginia, var klokken to om natten i Hamburg i Tyskland. Det var sent, men amerikaneren var stadig vågen. Han lå på ryggen i sengen og kiggede op i et loft, han aldrig før havde set. Han havde armen om en nøgen luder. Det var hende, der boede der. Der var rent, pænt, velduftende og ryddeligt. Der virkede ikke billigt, men det var hun heller ikke. Og det var også okay. Han ville snart blive meget rig. Derfor var det også i orden at fejre det lidt. Og han kunne godt lide dyre kvinder. De var mere spændende. Hans smag var relativt ligetil. Det var omfanget af engagement, der talte. Og hun havde udvist rigeligt. Derefter havde de snakket. Mens de lå i sengen. De havde hygget sig. Hun havde interesseret sig for ham. Hun havde været god til at lytte.

Han havde sagt for meget.

Han forestillede sig, at ludere var bedre psykologer end de fleste rigtige psykologer og godt kunne kende forskel på brovten og pral, ordgejl og vilde drømme. Og dermed var der en lille flig af sandhed tilbage. Ikke erklæret sandhed. Men bare lidt glæde. En slags sandhed affødt af trangen til at fortælle nogen noget. Det var bare sluppet ud på en bølge af begejstring. Han havde følt sig helt på toppen. Hun var pengene værd. Han følte sig flyvende. Han havde nævnt sin plan om at købe en farm i Argentina. Lidt større end Rhode Island, havde han sagt.

Det betød ikke alverden, men hun skulle alligevel nok huske det. Og i Tyskland var luderne ikke bange for politiet. Det var en velfærdsstat. Alting blev tolereret, så længe det foregik under kontrollerede forhold. Så når jagten satte ind, ville hun også med glæde lægge vejen forbi og fortælle dem om den amerikaner, hun havde mødt, der gjorde sig klar til at købe en farm større end Rhode Island ude på den argentinske pampas. Det måtte være noget med at kompensere, ville hun sige. En måde at blive taget alvorligt på. For rigtig hård havde han aldrig været. Og så ville politiet som gode tyskere skrive det alt sammen ned og ringe til nogen, der vidste besked, og dermed også opdage, at en farm ude på pampassen, der var større end Rhode Island, var yderst bekostelig at anskaffe.

En simpel søgning på aktuelle ejendomshandler i et enkelt land i verden ville sende dem direkte hen til hans splinternye hoveddør.

Dumt.

Hans egen fejl.

I tankerne bevægede han sig baglæns rundt i værelset og noterede sig, hvad han havde rørt ved. Ud over hende selv var det ikke ret meget. Sad hans fingeraftryk på hendes hud? Det tvivlede han på. I alle tilfælde ville de være tværet ud. Hans dna befandt sig i hendes mave, men der blev den angrebet af kraftige syrer og fordøjelsesenzymer. Og videnskaben var stadig i sin vorden. Stadig i sin pr-fase. Den ville hellere afslå at gå ind i en sag end at gøre sig offentligt til grin.

Sikkert nok.

Hvad der var vanvid.

Men også logisk nok. Når man har sagt A, må man også sige B. Alt eller intet. Han var forpligtet. Han havde overvejet, hvordan det ville føles. Det viste sig at føles som at falde. Som et faldskærmsudspring, måske. Det lange, lange frie fald, inden faldskærmen åbner sig. Som at falde og falde. Han kunne ikke lade være. Han kunne ikke gøre andet end at tage en dyb indånding, slappe af og give sig hen.

Han havde forladt hotellet uden at blive set, gennem parkeringskælderen. Uden anden grund end at skyde genvej til en anden bar, han kendte. Hun kom kørende dertil, klar til at gå på arbejde. Sent på aftenen, i den dyre ende, med dyre kunder. En anden verden. Men ikke længere. Han kunne få hvad som helst. At spørge om det var en del af det sjove. Lige her i parkeringskælderen. Hvad nu, hvis han tog fejl? Men det gjorde han ikke. Han havde set hende før. Hun smilede og nævnte et meget højt beløb. Han havde med glæde betalt det tidobbelte alene på grund af hendes måde at stå på. Og hun var stadig fast i kødet. Ikke jomfru, men så tæt på som muligt, sådan til hverdagsbrug.

Hun kørte tilbage til det sted, hun kun lige havde forladt.

Var der overvågningskameraer i parkeringskælderen?

Det mente han ikke. Han var den type, der gik op i detaljer. Han var opmærksom. Han bemærkede alt. Det var han nødt til. En del af hans arbejde. I loftet havde han set brandsikker skumplast, elektriske kredsløb, ti centimeter store afløbskanaler og et sprinklersystem.

Ingen kameraer.

Sikkert nok.

Hvad der var vanvid.

Men også logisk nok.

Han gennemspillede det i tankerne og gjorde det så hurtigt. Først opfattede hun det som en slags rollespil. Som om han udlevede noget, han havde set på video. Han smed hende om på maven og satte sig oven på hende, holdt hendes albuer fast under knæene og hendes bagdel fast med sin egen, overskrævs på hende som en jockey på en hest, hun stønnede ligesom alle de andre, så lænede han sig frem og kvalte hende hårdt og hurtigt bagfra og slukkede for det hele med det samme. Hun prøvede at spjætte og gøre modstand, men kunne dårligt nok røre sig. Faktisk kun sine fødder, og hun prøvede at få hælene i ryggen på ham, men kunne ikke helt nå, og derfor piskede de bare nyttesløst op og ned ligesom under svømning. Og så holdt de op, og han blev siddende for at være helt sikker, slap hende så og skyndte sig væk derfra i en helvedes fart.

Alt eller intet.