Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 9
ОглавлениеSEKS
Bagefter indrømmede Reacher gerne, at hvis en fyr på hans egen alder havde sagt det, havde han langet til ham lige med det samme, bang, endnu før det sidste ord var forstummet, for hvis en fyr gerne vil slås, hvorfor så lade ham vælge tidspunkt at begynde på? Men det her var bare en knægt, og medfølelsen fordrede, at han i det mindste fik en enkelt chance til. Så i stedet spurgte Reacher meget langsomt: ”Taler du engelsk?”
”Jeg taler engelsk,” sagde drengen.
”For du tog fejl af ordene lige før. Det endte med at blive helt forkert. Det lød, som om der efter din mening findes barer i Tyskland, hvor amerikanere ikke bare kan gå ind og føle sig hjemme. Det kan ikke være det, du ville sige. Hvis du vil, kan jeg godt lære dig de rigtige ord.”
”Tyskland er for tyskere.”
”Fint med mig,” sagde Reacher. ”Men her er jeg ikke desto mindre. Bare på vej forbi. På udkig efter en kop kaffe. Og jeg prøver at give dig mulighed for at trække dig ud af det, redde ansigt og undgå at få røven på komedie.”
”Vi er fire.”
”Hvor lang tid var du om at tælle til så mange? Nej, helt alvorligt, jeg er nysgerrig.”
Et ansigt kom til syne i vinduet inde i baren. Kiggede ud og forsvandt så igen.
”Vi kan godt gå,” sagde Neagley. ”Det er ikke den rigtige bar. Vores mand ville ikke kunne komme ind.”
”Hvad med vores kop kaffe?” sagde Reacher.
”Den er sikkert elendig.”
”Den er ikke elendig,” sagde drengen. ”Kaffen her er god.”
”Du har lige taget beslutningen for mig,” sagde Reacher. ”Flyt dig så.”
Det gjorde drengen ikke.
I stedet sagde han: ”Her er det os, der bestemmer. Ikke dig. Den amerikanske besættelse er slut. Tyskland er for tyskere.”
”Du lyder, som om du prøver at komme op at slås med mig om det.”
Knægten trådte et skridt frem.
”Vi er ikke bange,” sagde han.
Han lød som en skurk i en gammel sort-hvid-film.
”Du mener altså, at fremtiden tilhører jer?” spurgte Reacher.
”Det mener jeg nemlig.”
”At gøre det samme igen og igen i håb om et andet resultat er vanvid. Har du nogensinde hørt om det? Det siger lægerne ellers nu om dage. Jeg mener, det stammer fra Einstein. Og han var da tysker, ikke? Der kan man bare se.”
”Du skal gå.”
”Jeg tæller til tre, knægt. Flyt dig.”
Intet svar.
”En.”
Ingen reaktion.
Reacher slog ham på to. Teknisk set var det snyd, men hvorfor i helvede dog ikke? Det var for længst slut med at opføre sig pænt. Velkommen til virkeligheden, knægt. En lige højre i solar plexus. En human gestus. Ligesom at bedøve en ko. Den anden fyr var ikke lige så heldig. Han havde fremdriften mod sig. Han tumlede ind i Reachers albue, lige smak mellem øjnene, og på vej ned sinkede han den fjerde fyr akkurat længe nok til, at Reacher havde tid til at få ram på den tredje fyr med den samme albue på tilbagevejen i form af et buet hug nedad ligesom en kniv, hvilket efterlod den fjerde fyr tilgængelig for flere forskellige muligheder. Reacher valgte et spark i kuglerne for at opnå maksimalt udbytte med minimal anstrengelse.
Han trådte hen over virvaret af ben og gik ind i baren. Der stod en gammel fyr bag baren. Ingen kunder. Den gamle fyr var måske halvfjerds. Ligesom Ratcliffe. Men i langt ringere form. Han var furet og hærget og grå og duknakket.
”Taler du engelsk?” sagde Reacher.
”Ja,” sagde den gamle.
”Jeg så dig kigge ud ad vinduet.”
”Jaså.”
”Du vidste besked med drengene derude.”
”Hvad med dem?”
”De ville kun have tyske kunder herind. Er det i orden med dig?”
”Jeg har ret til at bestemme, hvem jeg vil servere for.”
”Vil du servere for mig?”
”Nej, men om nødvendigt gør jeg det.”
”Er kaffen god?”
”Virkelig god.”
”Jeg skal ikke have noget. Jeg vil bare gerne have svar på et spørgsmål. Noget, som jeg altid har været nysgerrig efter at vide.”
”Hvad er det?”
”Hvordan føles det at tabe en krig?”
De fortsatte og gav op fem gader senere. Der var for mange sandsynlige steder. Det indsnævrede feltet at gætte på personlig smag og tilbøjelighed, men efterlod stadig adskillige muligheder i hvert enkelt scenarie. Det var umuligt at forudsige, hvor de to mænd skulle mødes.
”Vi bliver nødt til at gøre det i den omvendte rækkefølge,” sagde Reacher. ”Vi bliver nødt til at gemme os og vente på, at budbringeren kommer tilbage, for så derefter at følge efter ham til mødet. Og se, hvem han mødes med. Hvad der alt taget i betragtning bliver meget vanskeligt. I gader som dem her vil det kræve stor erfaring. Og masser af folk. Vi får brug for et helt hold af overvågningseksperter.”
”Det kan vi alligevel ikke gøre,” sagde Neagley. ”Vi kan ikke forråde iraneren.”
”Vi lader være med at gribe ind. Og vi venter. Så længe som nødvendigt. Lige nu har vi bare brug for at få set, hvem det er, han skal mødes med. Hvis vi kender hans identitet, kan vi få ram på ham senere og med en anden indgangsvinkel. Vi kan fingere en efterforskning, der identificerer ham ad en anden vej. Eller gå baglæns i forhold til en ægte efterforskning. I begge tilfælde vil det ikke se ud, som om budbringeren er involveret, og iraneren vil ikke blive afsløret.”
”Findes der overhovedet hold af overvågningseksperter længere?”
”Det har CIA givetvis.”
”På hvert eneste konsulat? Stadigvæk? Det tvivler jeg på. Du skal ikke regne med, at det bliver andre end os. Og som du selv sagde, vil det blive yderst vanskeligt. Særlig fordi der efter al sandsynlighed er en bagudgang i lejlighedsbygningen, så vi bliver nødt til at dele os op fra begyndelsen.”
”Måske har Waterman nogle folk,” sagde Reacher.
”Det ville kræve en større operation.”
”Vi kan få alt, hvad vi vil have. Det sagde manden selv.”
”Men jeg er bare ikke sikker på, at han mente det. Han vil også sige, at selv det at overvåge lejligheden udsætter iraneren for fare. Det gør det også. Der kan gå to hele uger. En enkelt fejl, eller hvis de får øje på den samme to gange, så er tilflugtsstedet afsløret, og de vil sagtens kunne regne ud hvorfor. Vi er bundet på hænder og fødder.”
Reacher sagde ikke noget.
De gik tilbage i retning af deres hotel, og på en gade to karreer derfra fik de øje på fire parkerede patruljevogne på række samt otte uniformerede politibetjente, der gik fra opgang til opgang og stemte dørklokker, talte med folk i entréer, hvorpå de fortsatte videre til næste adresse. Efterforskning fra dør til dør. Der var sket noget alvorligt.
De ville egentlig bare været gået forbi, men blev standset af en betjent, der på tysk spurgte: ”Bor De her i gaden?”
”Taler De engelsk?” sagde Reacher.
”Bor De her i gaden?” sagde den anden på engelsk.
Reacher pegede længere frem. ”Vi bor på hotellet.”
”Hvor længe har De været her?”
”Vi ankom her til morgen.”
”Med natfly?”
”Ja.”
”Fra Amerika?”
”Hvor vidste De det fra?”
”På grund af Deres tøj og optræden. Hvad er formålet med Deres besøg?”
”Vi er turister.”
”Deres papirer, tak,” sagde fyren.
”Mener De virkelig det?” sagde Reacher.
”Ifølge tysk lovgivning er De forpligtet til på opfordring at kunne identificere Dem over for politiet.”
Reacher trak på skuldrene og rodede rundt i jakkelommen efter sit militær-ID. Det var let nok at finde. Der var ikke meget andet dernede. Han rakte det frem, og Neagley gjorde det samme. Betjenten skrev deres navne ned i sin notesbog og rakte høfligt kortene tilbage.
”Tak skal De have,” sagde han.
”Hvad er der sket?” spurgte Reacher.
”En prostitueret er blevet kvalt. Inden De kom hertil. Hav en god dag.”
Han gik videre og efterlod dem på fortovet.
Samtidig befandt amerikaneren sig under fem hundrede meter derfra og var i færd med at leje en bil hos et lille firma, der lå klemt inde i to lokaler i stueplan i en parallelgade med lave boligblokke. Han ville ud af byen. Bare et par dage. Eller et par timer. En umoden reaktion, var han udmærket klar over. Som et lille barn. Jeg kan ikke se dig, så kan du heller ikke se mig. Ikke fordi han var bekymret. Overhovedet ikke. Ingen fingeraftryk, ingen dna, ingen kameraer. Det var bare en luder. De ville snart give op. Det var han sikker på. Men i mellemtiden var der ingen grund til bare at blive hængende. Han ville måske køre til Amsterdam. Og så komme tilbage. Det føltes ligesom at falde. Nu var det umuligt at standse op.
Reacher og Neagley nåede hjem til hotellet, hvor receptionisten fortalte dem, at en herre fra Amerika ved navn mr. Waterman havde ringet to gange. Midt på dagen i Hamburg. Klokken seks om morgenen på østkysten. Et hasteanliggende af en slags. De gik op på Neagleys værelse, som lå tættest på, og ringede tilbage derfra. Watermans assistent, Landry, tog den. De var alle sammen i fuld gang allerede. Så kom Waterman selv i røret og sagde: ”I er nødt til at komme tilbage. De har lige opfanget noget nyt. De mener, at det hele er ved at ændre sig.”
