Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 5

TO

Kvinden gik på sømmelig vis ned i knæ og lagde sin mappe og sin papirbunke fra sig på gulvet. Ratcliffe trådte et skridt frem og sagde: ”I er blevet bragt hertil under falske forudsætninger. Men vi ville bare ikke gøre noget stort nummer ud af det. Så hellere en smule vildledning. Om muligt vil vi undgå opmærksomhed. I hvert fald i den indledende fase.”

Og så holdt han en dramatisk kunstpause som for at lægge op til spørgsmål, men der blev ikke stillet nogen. Ikke engang: den indledende fase af hvad? Det var bedre at høre salgstalen helt til ende. I forbindelse med ordrer fra de højere magter var det altid det sikreste.

”Er der nogen her,” sagde Ratcliffe, ”der i jævne og enkle vendinger kan formulere den siddende regerings nationale sikkerhedspolitik?”

Ingen sagde noget.

”Hvorfor svarer I ikke?” spurgte Ratcliffe.

Waterman gemte sig bag et uudgrundeligt blik, og White trak på skuldrene som for at sige, at det selvsagt var alt for umådeligt kompliceret til at udtrykke i enkle vendinger, og at det jævne og enkle under alle omstændigheder var subjektive størrelser og derfor selvsagt også krævede en indledende drøftelse om definitionerne.

”Det er et snydespørgsmål,” sagde Reacher.

”Du mener altså ikke, at vores politik kan forklares i enkle vendinger?” sagde Ratcliffe.

”Jeg mener ikke, at der er nogen.”

”Du mener altså, at vi er inkompetente?”

”Nej, jeg mener, at verden er i forandring. Det er bedre at være fleksibel.”

”Er du ham fra militærpolitiet?”

”Javel, sir.”

Ratcliffe holdt atter inde et øjeblik, så sagde han: ”For lidt over tre år siden eksploderede en bombe i en garage under en meget høj bygning i New York City. For de dræbte og sårede var det naturligvis en personlig tragedie, men i et globalt perspektiv var det ikke noget særligt. Ud over at verden i samme øjeblik gik amok. Jo mere vi kiggede efter, desto mindre kunne vi se, endsige forstå. Tilsyneladende havde vi fjender overalt, men vi kunne ikke med sikkerhed vide, hvem de var, hvor de var, eller hvorfor de var der, eller hvordan de var forbundet, eller hvad de var ude på, og vi havde så afgjort ingen anelse om, hvad deres planer var. Vi kom ingen vegne. Men i det mindste indså vi det. Derfor spildte vi heller ikke tiden med at udvikle en politik for ting, vi endnu ikke havde hørt om. Efter vores opfattelse ville det blot give en falsk tryghedsfølelse. Så lige nu består vores standardprocedure i at løbe forvildede rundt og tage os af ti ting ad gangen, i det øjeblik de opstår. Vi jagter alle spor, for det er vi nødt til. Om lidt over tre år fra nu indtræffer årtusindskiftet, som hver eneste hovedstad på kloden vil fejre i døgndrift, og dermed er denne dato også det største propagandamål i klodens historie. Vi er nødt til at vide i god tid, hvem de pågældende er. Dem alle sammen. Så derfor ser vi ikke bort fra noget.”

Ingen sagde noget.

”Jeg har ikke som sådan behov for at retfærdiggøre mig over for jer,” sagde Ratcliffe. ”Men det er nødvendigt for jer at forstå teorien bag. Vi antager intet og vender hver en sten.”

Ingen sagde noget. Ikke engang: Er der en særlig sten i tankerne for vores vedkommende? Det er altid bedre ikke at tale, medmindre man bliver talt til. Bedre bare at vente.

Men så vendte Ratcliffe sig om mod kvinden og sagde: ”Dette er dr. Marian Sinclair, min stedfortræder. Hun vil afslutte orienteringen. Hvert eneste ord, hun siger, har fuld opbakning fra mig og dermed også fra præsidenten. Hvert eneste ord. Det her er muligvis komplet tidsspilde og vil ikke føre til noget, men indtil vi kan være helt sikre på det, prioriteres det nøjagtig lige så højt som alt det andet. Der skal ikke spares på nogen indsats. I vil få alt, hvad I har behov for.”

Og så hastede han ud mellem to fortravlede jakkesæt. Reacher hørte dem gå ud af entréen, hvorpå deres kassevogn startede og kørte bort. Dr. Marian Sinclair drejede et bord på forreste række, så det vendte ud mod lokalet, så satte hun sig ned med sine veltrænede arme, mørke nylonstrømper og dyre sko. Hun krydsede benene og sagde. ”Kom så herop.”

Reacher rykkede frem til tredje række og klemte sig ind bag et bord, så han sammen med Waterman og White kom til at udgøre en nydelig og lydhør halvcirkel. Sinclair så åben og ærlig ud, men også presset af stress og bekymringer. Der var noget alvorligt på færde. Det var tydeligt nok. Måske var Garber kommet med en hentydning. De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De. Måske var alt endnu ikke tabt. Reacher gik ud fra, at White var ved at nå til den samme konklusion. Han lænede sig frem uden at bevæge blikket. Waterman rørte sig ikke. Sparede på energien.

”I Hamburg i Tyskland ligger der en lejlighed,” sagde Sinclair. ”I et fornemt kvarter, rimeligt centralt og temmelig dyrt, men måske også lidt midlertidigt og erhvervspræget. Det seneste år har lejligheden været udlejet til fire mænd i tyverne. Ikke tyskere. De tre er saudiarabere, og den fjerde er iraner. Alle fire fremstår gennemført verdslige. Glatbarberede, korthårede, velklædte. De fortrækker polotrøjer i pastelfarver med alligatorlogo på. De går med Rolexure af guld og i italienske sko. De kører i BMW og går på natklubber. De går bare ikke på arbejde.”

Reacher så White nikke for sig selv, som om han udmærket kendte til den type situationer. Waterman reagerede ikke.

”Lokalt anses de fire unge mænd for at være playboys af den ubetydelige slags,” sagde Sinclair. ”Sikkert langt ude beslægtet med nogle rige og fremtrædende familier. Ude at løbe hornene af sig, inden de vender hjem til olieministeriet. Med andre ord helt almindeligt eurotrash. Det er bare ikke tilfældet, ved vi. Vi ved, at de er blevet rekrutteret i deres respektive hjemlande og sendt til Tyskland via Yemen og Afghanistan af en ny organisation, vi endnu ikke kender ret meget til. Ud over at den tilsyneladende har god økonomi, er stærkt jihadistisk, overvejende gør brug af paramilitær træning og ikke går op i nationalitet. Det er usædvanligt at se saudiarabere og iranere arbejde sammen. Men arbejde sammen gør de. De gjorde et godt indtryk i træningslejrene og blev så sendt til Hamburg for et år siden. Deres mission bestod i at slå sig ned i Vesten, leve stilfærdigt og afvente yderligere instrukser. Som de foreløbig ikke har fået nogen af. Der er med andre ord tale om en sovende celle.”

Waterman rørte på sig og sagde: ”Hvor ved vi alt det fra?”

”Iraneren er på vores side,” sagde Sinclair. ”Han er dobbeltagent. CIA styrer ham fra konsulatet i Hamburg.”

”Modig fyr.”

Sinclair nikkede. ”Og modige fyre er ikke sådan lige at finde. Det er en af de måder, verden har ændret sig på. I gamle dage plejede meddelerne selv at opsøge ambassaderne. De skrev tiggerbreve. Nogle af dem valgte vi at afvise. Men det var gamle kommunister. Nu har vi brug for unge arabere, og vi kender ikke nogen.”

”Hvad skal I bruge os til?” sagde Waterman. ”Situationen er stabil. De går ingen steder. Når de bliver beordret i aktion, vil I modtage ordren cirka et minut efter dem. Altså forudsat, at konsulatet har døgnbemanding på omstillingsbordet.”

Det var bedre at høre salgstalen helt færdig.

”Situationen er stabil,” sagde Sinclair. ”Der sker ikke noget. Men så gjorde der det alligevel. For få dage siden. Bare et lillebitte tilfældigt udslag. De fik besøg.”

På Sinclairs opfordring rykkede de fra undervisningslokalet over på kontoret. Hun sagde, at undervisningslokalet var ukomfortabelt på grund af bordene, og det var Reacher helt enig i. Han var en meter og femoghalvfems og vejede hundrede og ti kilo. Han ikke så meget sad ved sit bord, som han bar det. Kontoret havde derimod et mødebord med fire læderstole omkring. Hvad der øgede det niveau af komfort, Sinclair lod til at forvente. Hvad der også gav god mening. Hun havde trods alt selv lejet lokalet, sikkert dagen forinden, eller fået en underordnet til at gøre det på sine vegne. Tre soveværelser og fire stole til orienteringsmøderne.

Mændene i jakkesæt blev stående udenfor, og Sinclair sagde: ”Vores agent blev udfrittet om hver eneste tænkelig detalje, og hans konklusioner er efter vores mening troværdige. Den besøgende var endnu en saudiaraber. Samme alder som dem. Klædt på samme måde. Slikket hår, guldkæde om halsen, alligator på trøjen. De ventede ham ikke. Det kom fuldstændig bag på dem. Men de har det lidt ligesom i mafiaen, hvor man også kan blive bedt om at udføre en tjeneste. Det hentydede den besøgende til. Han viste sig at være det, de kalder en kurer. Havde ikke noget med dem at gøre, men noget helt andet. Han var bare i Tyskland i arbejdsøjemed og havde brug for et sikkert sted at overnatte. Hvad der som kurer altid er at foretrække. Hoteller efterlader uundgåeligt spor. De nye netværk er meget paranoide, for de er spredt over et meget stort område, og derfor er sikker kommunikation også i teorien meget vanskelig. De er overbevist om, at vi kan aflytte deres mobiltelefoner, hvad vi sikkert også kan, og de tror også, at vi kan læse deres e-mails, hvad vi givetvis også snart er i stand til, og de ved, at vi åbner deres breve med damp. Så derfor foretrækker de at anvende kurerer, hvilket i realiteten svarer til gammeldags budbringere. De har ikke mapper lænket til håndleddet. De har mundtlige spørgsmål og svar inde i hovedet, og deres opgave er at tage frem og tilbage mellem kontinenterne med spørgsmål og svar, spørgsmål og svar. Det er en langsom proces, men fuldkommen sikker. Der bliver ikke afsat nogen elektroniske fingeraftryk noget sted, intet på papir og intet andet at se end en fyr med guldkæde på vej gennem en lufthavn sammen med en million andre mage til.”

”Ved vi, om Hamburg var hans endelige bestemmelsessted?” spurgte White. ”Eller afbrød han sin rejse på vej til et andet sted i Tyskland?”

”Hans mission var i Hamburg,” sagde Sinclair.

”Men ikke hos drengene i huset.”

”Nej, hos en anden.”

”Ved vi, hvem der havde sendt ham? Går vi ud fra, at det er de samme fra Yemen og Afghanistan?”

”Vi har en stærk formodning om, at det er de samme. På grund af en anden omstændighed.”

”Hvilken?” sagde Waterman.

”Som følge af et statistisk ikke særlig forbløffende sammentræf kendte budbringeren en af saudiaraberne i huset. De havde tilbragt tre måneder sammen i Yemen med at klatre i reb og affyre AK-47’ere. Verden er lille. Derfor talte de kortvarigt sammen, og iraneren overhørte lidt af deres samtale.”

”Hvad hørte han?”

”Fyren afventede et forestående møde to dage senere. Stedet blev aldrig nævnt, eller iraneren hørte det i hvert fald ikke, men ud fra sammenhængen at dømme har det været rimeligt tæt på huset. Han var der ikke for at overbringe et budskab, han var der for at modtage information. En indledende erklæring, siger iraneren. En første tilkendegivelse af en slags. Så meget fremgik af sammenhængen, ifølge iraneren. Budbringeren skulle høre erklæringen og bringe den med tilbage i sit hoved.”

”Det lyder som begyndelsen på en forhandling. Som et indledende udspil.”

Sinclair nikkede. ”Vi forventer, at budbringeren vender tilbage. Mindst en enkelt gang med enten positivt eller negativt svar.”

”Har vi nogen anelse om emnet?”

Sinclair rystede på hovedet. ”Men det er noget vigtigt. Det er iraneren sikker på, for budbringeren var en elitekriger nøjagtig ligesom ham selv. Han må have gjort et godt indtryk i lejrene, for hvordan skulle han ellers have fået polotrøjer, italienske sko og fire forskellige pas? Han var ikke den slags, som de små fisk i hver ende benytter sig af. Han var den type, som kun lederne benytter som budbringer.”

”Fandt mødet så sted?”

”Sidst på eftermiddagen den næste dag. Fyren gik ud i halvtreds minutter.”

”Og hvad så derefter?”

”Han rejste den følgende morgen.”

”Ikke flere samtaler mellem ham og fyren i huset?”

”En enkelt. Og den var god. Han fortalte det hele uden omsvøb. Han fortalte sin ven den oplysning, han skulle bringe med hjem. Uden videre. Han kunne ikke lade være. Fordi han selv var imponeret, tror vi. Over omfanget. Iraneren sagde, at han lød virkelig spændt. Vi taler om unge mænd i tyverne.”

”Hvad var oplysningen så?”

”Det var en indledende erklæring. En åbningstilkendegivelse. Nøjagtig ligesom iraneren havde formodet. Kort og præcis.”

”Hvordan lød den?”

”Amerikaneren forlanger ét hundrede millioner dollars.”