Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 4
ОглавлениеET
Om formiddagen gav de Reacher en medalje, og om eftermiddagen sendte de ham tilbage på skolebænken. Medaljen var endnu en Legion of Merit. Hans anden. Det var en nydelig lille ting i hvid lak og med et bånd i en farve et sted mellem lilla og rødt. Hærens regulativ nummer 600-8-22 gjorde det muligt at tildele den for en enestående prisværdig indsats i forbindelse med udførelsen af ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle. Og det var en udmærkelse, som Reacher i teknisk forstand nok mente at have gjort sig fortjent til. Men han gik også ud fra, at den egentlige bevæggrund for tildelingen var den samme som sidste gang, han havde fået den. Det var en handel. En symbolsk kontrakt. Tag imod flitterstadset, og hold mund om det, vi bad dig om at gøre for at få det. Hvad Reacher nu også under alle omstændigheder havde tænkt sig. Det var ikke ligefrem noget at prale af. Balkan, politiarbejde, en eftersøgning af to lokale med ønske om at holde deres hemmeligheder fra borgerkrigen skjult, begge hurtigt identificeret, lokaliseret, opsøgt og likvideret med skud i hovedet. Det hele som led i fredsprocessen. Forskellige interesser var blevet varetaget, og regionen faldet en smule mere til ro. To uger af hans liv. Fire skud affyret. Ikke noget at tale om.
Hærens regulativ nummer 600-8-22 var overraskende vagt omkring selve tildelingen af medaljer. Der stod kun, at ordener skulle overrækkes i en passende formel ånd og med dertil svarende ceremoni. Hvad der typisk ville sige i et stort lokale med bladguld på møblerne og en masse flag. Og en officer med højere rang end modtageren. Reacher var major med tolv års tjeneste bag sig, men samme formiddag blev der også uddelt andre ordner, heriblandt tre til en trio af oberster og to til et par enstjernede generaler, så den store kanon på stedet var ved denne lejlighed en trestjernet fra Pentagon, som Reacher for mange år siden havde lært at kende, da den pågældende var overordnet militærpolitimand med base i Fort Myer. Den tænksomme type. Så afgjort tænksom nok til at regne ud, hvorfor en major i militærpolitiet blev tildelt en Legion of Merit. Han havde et glimt i øjet. En blanding af ironisk og gravalvorligt. Tag imod flitterstadset, og hold mund. Måske havde han selv engang gjort det samme. Måske endda flere gange. Han havde en hel sildesalat af ordensbånd på venstre side af sin uniformsjakke. Heriblandt Legion of Merit.
Det passende formelle lokale befandt sig dybt inde i Fort Belvoir i Virginia. Det ville sige tæt på Pentagon og dermed hensigtsmæssigt for den trestjernede. Men også hensigtsmæssigt for Reacher, i og med at det var nogenlunde lige så tæt på Rock Creek, hvor han siden sin hjemkomst havde siddet og trillet tommelfingre. Til gengæld knap så hensigtsmæssigt for de andre officerer, der var blevet fløjet ind fra Tyskland.
De tilstedeværende gik lidt rundt, småsnakkede og gav hånd, hvorefter de alle sammen blev tavse, stillede sig på række og stod ret, der blev gjort honnør og enten sat eller hængt medaljer på, og så blev der gået lidt mere rundt og småsnakket og givet hånd. Reacher kantede sig hen mod døren i håb om at kunne smutte ud, men den trestjernede nåede at fange ham inden. Han gav hånd, tog ham om albuen og sagde: ”Jeg hører, at du skal forflyttes.”
”Det har jeg ikke fået noget at vide om,” sagde Reacher. ”Ikke endnu. Hvor har du hørt det henne?”
”Min oversergent. De taler sammen hele tiden. Underofficererne i den amerikanske hær har de bedste jungletrommer i verden. Jeg kan stadig blive overrasket over det.”
”Hvor siger de så, at jeg skal hen?”
”De er ikke helt sikre. Men ikke ret langt. I hvert fald inden for køreafstand. Der er åbenbart blevet rekvireret en bil.”
”Hvornår forventes jeg så selv at finde ud af det?”
”En gang i løbet af i dag.”
”Tusind tak,” sagde Reacher. ”Det er godt at vide.”
Den trestjernede slap hans albue, og så sneg Reacher sig videre hen til døren, gennem den og ud i en korridor, hvor en oversergent standsede brat op og gjorde honnør. Han var stakåndet, som om han havde løbet længe. Måske fra en fjern del af anlægget, hvor det egentlige arbejde blev udført.
”Sir,” sagde han, ”general Garber lader hilse og anmoder Dem om at lægge vejen forbi hans kontor snarest muligt.”
”Hvor skal jeg hen, soldat?” sagde Reacher.
”Inden for køreafstand,” sagde den anden. ”Men det kan betyde lidt af hvert her på stedet.”
Garbers kontor lå i Pentagon, så Reacher fik kørelejlighed med to kaptajner, der boede i Belvoir og havde eftermiddagsvagter i ring B. Garber havde sit helt eget afsondrede lokale to ringe inde, to etager op, og uden for døren sad en sergent og holdt vagt bag et skrivebord. Han rejste sig, førte Reacher indenfor og bekendtgjorde hans navn som en anden gammeldags butler på film. Derpå trådte han til side og skulle til at trække sig tilbage, da Garber standsede ham og sagde: ”Sergent, jeg vil gerne have Dem til at blive her.”
Det gjorde han så, og stod rør med benene solidt plantet på det skinnende linoleum.
Et vidne.
”Sid ned, Reacher,” sagde Garber.
Det gjorde Reacher så i en gæstestol med rørformede ben, der gav efter under hans vægt og vippede ham baglæns, som om det blæste kraftigt.
”De har fået nye ordrer,” sagde Garber.
”Hvad, og hvorhenne?” sagde Reacher.
”De skal tilbage på skolebænken.”
Reacher sagde ikke noget.
”Skuffet?” sagde Garber.
Derfor vidnet, gik Reacher ud fra. Ikke nogen samtale under fire øjne. Korrekt opførsel. ”Som altid, general,” sagde han, ”tager jeg med glæde derhen, hvor hæren sender mig.”
”De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De. Efteruddannelse er er en herlig ting.”
”Hvilken skole?”
”Detaljerne bliver afleveret på Deres kontor i dette øjeblik.”
”Hvor længe skal jeg være væk?”
”Det kommer an på Deres arbejdsindsats. Så længe det nu er nødvendigt, vil jeg tro.”
Reacher tog bussen på Pentagons parkeringsplads og kørte de to stop hen til foden af bakken ved hovedkvarteret i Rock Creek. Han gik op ad skråningen og direkte hen på sit kontor. Midt på skrivebordet lå der et tyndt dossier. På forsiden stod hans navn, nogle tal og en kursusbeskrivelse: Retsteknisk nytænknings betydning for tværinstitutionelt samarbejde. Indeni lå der nogle papirark, som stadig var varme fra kopimaskinen og blandt andet omfattede en formel underretning om hans midlertidige overførelse til et sted, der lod til at være et lejet anlæg i et erhvervsområde i McLean, Virginia. Der skulle han melde sig inden klokken sytten samme dag. I civil påklædning. Der ville være overnatningsfaciliteter på stedet. Et privat køretøj ville blive stillet til rådighed. Uden chauffør.
Reacher stak dossieret under armen og forlod bygningen. Ingen så ham gå. Han var ikke af interesse for nogen. Ikke længere. Han var en skuffelse. Et antiklimaks. Underofficerernes jungletrommer havde holdt vejret uden at få andet ud af det end et formålsløst kursus med en intetsigende titel. Ikke spor spændende. Så nu var han altså blevet en ikkeperson. Som en baseballspiller på skadeslisten. Om en måneds tid ville nogen måske pludselig komme i tanke om ham et øjeblik og spekulere over, hvornår han mon kom tilbage, eller om han i det hele taget gjorde, og derefter lige så hurtigt glemme ham igen.
Den vagthavende inden for døren kiggede op og kiggede så væk igen med et udtryk af kedsomhed.
Reacher havde ikke ret meget civilt tøj, og en del af det var ikke engang rigtig civilt. Hans fritidsbukser var af kaki, fra marinekorpset og hen ved tredive år gamle. En bekendt af en bekendt arbejdede på et lager, hvor der efter sigende lå en bunke gamle ting, som var blevet fejlleveret helt tilbage under præsident Johnson og derefter bare glemt. Og historiens morale var tilsyneladende, at gamle marinebukser til forveksling lignede nye bukser fra Ralph Lauren. Ikke at Reacher gik op i buksers udseende. Men fem dollars var en glimrende pris. Og bukserne var fortrinlige. Aldrig brugt, aldrig udleveret, snorlige foldet, lidt jordslåede, men ellers i stand til at holde mindst tredive år endnu.
Hans T-shirts til fritidsbrug var ikke spor mere civile, for det var gamle ting fra hæren, som var blevet falmede og tyndslidte i vask. Kun hans jakke var helt igennem ikkemilitær. Det var en lysebrun denimsag fra Levi’s og fuldstændig ægte i alle henseender, også mærket, men var blevet syet af en tidligere kærestes mor i en kælder i Seoul.
Han skiftede, pakkede resten af sine ting sammen i en vadsæk og en dragtpose og bar det ud til kantstenen, hvor en sort Chevrolet Caprice holdt parkeret. Han gættede på, at det var en gammel patruljevogn fra militærpolitiet, der nu var sendt på pension og havde fået kendemærkerne fjernet samt hullerne til lysbjælken og antennerne lukket med gummipropper. Nøglen sad i. Sædet var slidt. Men motoren startede, gearkassen fungerede, og bremserne fungerede fint. Reacher lavede en U-vending, som havde han fået kommando over et slagskib, og satte så kursen mod McLean, Virginia, med vinduerne rullet ned og radioen tændt.
Erhvervsområdet var fuldstændig mage til så mange andre af slagsen, brunt og beige med diskrete skilte, nydelige plæner, stedsegrønne planter, lave bygningskomplekser i to og tre etager fordelt ud over et tomt område til glæde for folk, der gemte sig bag intetsigende og ydmyge navne og det tonede glas i deres kontorvinduer. Ved hjælp af husnummeret fandt Reacher frem til det rigtige sted og drejede ind ved et knæhøjt skilt med teksten Educational Solutions Incorporated, der var skrevet med så store typer, at det virkede barnligt.
Foran døren holdt to andre Chevy Capricer parkeret. Den ene var sort, den anden marineblå. De var begge to nyere end Reachers. Og de var også begge regulært civile i den forstand, at de hverken havde gummipropper eller sprøjtemalede døre. Det var statslige biler, det var der ingen tvivl om, rene og skinnende og begge med to antenner ud over det, der var nødvendigt for at høre baseballtransmissioner. Men der var ikke tale om to identiske ekstraantenner. På den sorte bil lignede det små nåle og på den blå lange piske i en anden kombination. På en anden bølgelængde. To forskellige organisationer.
Tværinstitutionelt samarbejde.
Reacher parkerede ved siden af dem og lod sine ting blive i bilen. Han gik ind i en tom entré, hvor der var gråt tæppe på gulvet og hist og her en grøn pottebregne op ad væggen. På en af dørene stod der Kontor. Og på en anden dør Undervisning. Den åbnede Reacher. Der hang en grøn tavle for enden af lokalet, og foran var der opstillet tyve skrivepulte på fire rækker med fem i hver, alle med en lille hylde i højre side til papir og blyant.
Ved to af bordene sad der en mand, begge i jakkesæt. Det ene var sort og det andet marineblåt. Ligesom bilerne. Begge mændene så lige ud i luften, som om de havde talt sammen, men var løbet tør for samtaleemner. De var nogenlunde på samme alder som Reacher. Fyren i det sorte jakkesæt var bleg og havde mørkt hår, der var faretruende langt i betragtning af, at han kørte i en bil fra staten. Fyren i det blå jakkesæt var bleg og havde farveløst hår, der var maskinklippet. Ligesom en astronaut. Han var også bygget som en astronaut eller som en gymnast, der havde været aktivt udøvende indtil for ganske nylig.
Reacher trådte indenfor, og de vendte sig begge to om.
”Hvem er du?” sagde den mørkhårede.
”Det afhænger af, hvem du er,” sagde Reacher.
”Din identitet afhænger altså af min?”
”Om jeg fortæller dig den eller ej. Er det jeres biler uden for?”
”Har det nogen betydning?”
”De er sigende.”
”Hvordan det?”
”Fordi de er forskellige.”
”Jo,” sagde fyren. ”Det er vores biler. Og jo, du befinder dig i et undervisningslokale sammen med to forskellige repræsentanter for to forskellige statslige institutioner. På et samarbejdskursus. Hvor de vil lære os alt muligt om at samarbejde med andre organisationer. Sig ikke, at du også kommer fra en af dem?”
”Militærpolitiet,” sagde Reacher. ”Men bare rolig. Jeg er sikker på, at der vil være masser af civiliserede mennesker her klokken sytten. Så kan I bare glemme mig og finde ud af at arbejde sammen med dem i stedet.”
Den maskinklippede kiggede op og sagde: ”Nej, jeg tror ikke, at vi bliver flere. Jeg tror kun, kurset er for os. Der er kun gjort tre soveværelser klar. Jeg så mig omkring før.”
”Måske skal vi undervise. Måske bor eleverne et andet sted.”
”Ja, det vil give bedre mening,” sagde den mørkhårede.
Reacher mindedes samtalen på Garbers kontor. ”Min overordnede kaldte det efteruddannelse,” sagde han. ”Jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg skulle tage imod, ikke give. Derefter antydede han, at jeg kunne klare kurset hurtigt ved hjælp af en hård arbejdsindsats. Alt taget i betragtning forventer jeg derfor ikke at skulle undervise. Lød jeres ordrer anderledes end det?”
”Ikke rigtig,” sagde den maskinklippede.
Fyren med håret svarede ikke med andet end et kraftigt, eftertænksomt skuldertræk, der syntes at medgive, at kun en stærkt fantasifuld person kunne fortolke hans ordrer anderledes.
”Jeg er Casey Waterman, FBI,” sagde den maskinklippede.
”Jack Reacher, hæren.”
”John White, CIA,” sagde den langhårede.
De gav hånd og henfaldt så til den samme tavshed, som Reacher havde bemærket på vej ind i lokalet. De var løbet tør for samtaleemner. Han satte sig ved et bord omme bagved. Waterman sad foran på venstre hånd, og White sad foran til højre. Waterman sad helt stille. Men stadig opmærksom. Han fik tiden til at gå og sparede på energien. Det havde han prøvet før. Han var en erfaren agent. Absolut ikke nogen nybegynder. Og selv om White på alle måder var anderledes, var han det heller ikke. White var i konstant bevægelse. Han sitrede og vred sig og gned sig i hænderne, missede ud mod et punkt i lokalet enten langt væk eller tæt på, klemte nogle gange øjnene sammen og skar ansigt og kiggede skiftevis til venstre og til højre, som om han var fanget i en pinagtig tankerække uden mulighed for at slippe væk. En analytiker, gættede Reacher på, der havde tilbragt mange år i en verden fuld af upålidelige oplysninger og både dobbelt, tredobbelt og firdobbelt bedrag. Så havde han også lov til at virke lidt urolig.
Ingen af dem sagde noget.
Fem minutter efter brød Reacher tavsheden og spurgte: ”Har vi en forhistorie med dårligt samarbejde? FBI, mener jeg, og CIA og militærpolitiet. Jeg kender ikke til, at det skulle være et problem. Gør I?”
”Du drager den forkerte konklusion, tror jeg,” sagde Waterman. ”Det her handler ikke om fortiden. Det handler om fremtiden. De ved allerede, at vi godt kan finde ud af at samarbejde. Og det giver dem mulighed for at udnytte os. Tænk på første halvdel af kursustitlen. Det handler lige så meget om retsteknisk nytænkning som om samarbejde. Og nytænkning vil for dem sige at spare penge. I fremtiden kommer vi alle sammen til at samarbejde endnu mere. Ved at dele laboratoriefaciliteter. De vil bygge et helt nyt sted, som vi så skal være fælles om. Det er i hvert fald mit bud. Vi er her for at få at vide, hvordan det skal komme til at fungere.”
”Det er for søgt,” sagde Reacher. ”Jeg ved intet om laboratorier eller planlægning. Det giver ingen mening at inddrage mig i den slags.”
”Det samme her,” sagde Waterman. ”Sandt at sige er det ikke nogen af mine stærke sider.”
”Det er ikke bare søgt,” sagde White. ”Det er et kolossalt spild af tid. Der er langt vigtigere ting at beskæftige sig med.”
Såsom at sitre og vride sig og vride hænder.
”Har de frigjort dig fra en opgave for at sende dig hertil?” spurgte Reacher. ”Har du noget, du mangler at gøre færdig?”
”Nej, faktisk stod jeg til at skulle forflyttes. Jeg har lige afsluttet noget. Med succes, troede jeg ellers, men det her var så belønningen.”
”Se på det positive ved det. Du kan slappe af. Tage det roligt. Tage ud og spille golf. Du behøver ikke at lære, hvordan man får det til at fungere. CIA er komplet ligeglade med laboratorier. I bruger dem jo knap nok.”
”Jeg kommer tre måneder bagud med den opgave, jeg ellers burde være begyndt på lige nu.”
”Som er hvad?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Hvem udfører den så i stedet?”
”Det kan jeg heller ikke fortælle.”
”En god analytiker?”
”Ikke god nok. Han risikerer at overse ting. Det kan godt være afgørende. Den slags sager er umulige at forudsige.”
”Hvilke ting?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Men altså vigtige sager?”
”Langt vigtigere end det her.”
”Hvad er det, du lige har afsluttet?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Var det ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle?”
“Hvad?”
“Eller noget tilsvarende.”
“Ja, det vil jeg mene.”
”Men det her var altså belønningen.”
”Det samme her,” sagde Waterman. ”Jeg er i samme båd. Jeg kunne sige nøjagtig det samme som ham. Jeg så frem til at blive forfremmet. Ikke til det her.”
”Forfremmet til hvad? Eller efter hvad?”
”Vi fik afsluttet en stor sag.”
”Hvilken slags sag?”
”Grundlæggende set en menneskejagt. Mange år gammel og meget kold. Men det lykkedes.”
”I nationens tjeneste?”
”Hvad handler det her om?”
”Jeg sammenligner jer. Og der er altså ikke den store forskel. I er særdeles dygtige agenter, allerede rimeligt erfarne; I opfattes som loyale og pålidelige og troværdige og får derfor også noget nyttigt at lave. Men nu skal det her så være belønningen. Og det kan kun betyde én af to ting.”
”Som er?” sagde White.
”Måske har I gjort noget, der har vakt uro i visse kredse. Måske er der opstået behov for at benægte det. Måske er det nødvendigt at gemme jer af vejen. Ude af øje og ude af sind.”
White rystede på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”det nød almindelig respekt. Det vil det gøre i mange år frem. Jeg fik en hemmelig orden. Og et personligt brev fra udenrigsministeren. Og det behøver ikke at blive benægtet, for hele operationen var mørklagt. Ingen i de pågældende kredse kendte noget til det.”
Reacher så på Waterman og sagde: ”Var der noget urovækkende ved din menneskejagt?”
Waterman rystede på hovedet og sagde: ”Hvad er den anden mulighed?”
”At det her ikke er et kursussted.”
”Hvad er det så?”
”Det er et sted, hvor de sender gode agenter hen umiddelbart efter en særdeles vellykket operation.”
Waterman tøvede et øjeblik. En ny indskydelse. ”Gælder det samme for dig?” sagde han. ”Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gøre det. Hvorfor indkalde to af samme slags i stedet for tre?”
Reacher nikkede. ”Det samme gælder for mig. Jeg kommer også lige fra en meget vellykket operation. Det er helt sikkert. Så sent som i formiddags fik jeg en medalje. I et bånd om halsen. For en veludført opgave. Helt igennem pænt og ordentligt. Intet at blive urolig over.”
”Hvad var det for en slags opgave?”
”Det er givetvis fortroligt. Men jeg har fra pålidelig kilde, at det kan have drejet sig om at bryde ind i et hus og skyde beboeren i hovedet.”
”Hvor?”
”Én gang i panden og én gang bag øret. Det slår aldrig fejl.”
”Nej, hvor lå huset henne?”
”Det er givetvis også fortroligt. Men det har nok været i udlandet. Og jeg har også fra pålidelig kilde, at der var en hel masse konsonanter i bynavnet. Faktisk ikke ret mange vokaler overhovedet. Og så gjorde vedkommende det samme den følgende nat. I et andet hus. Det alt sammen med god grund. Hvad der alt i alt også betyder, at han for mig at se bagefter kunne have forventet noget bedre end det her. Jeg ville mindst forvente, at han fik lidt at skulle have sagt i forhold til sin næste udsendelse. Måske endda ligefrem noget at vælge imellem.”
”Præcis,” sagde White. ”Og jeg ville i hvert fald ikke have valgt det her. Jeg ville have valgt at gøre nøjagtig det, som jeg egentlig burde gøre lige nu.”
”Noget, der var udfordrende?”
”Ja, meget.”
”Og det er typisk nok. Som belønning vil vi gerne udfordres. Vi vil ikke have lette opgaver. Vi vil videre.”
”Præcis.”
”Måske er vi også kommet det,” sagde Reacher. ”Lad mig spørge jer om noget. Tænk tilbage på, da I fik ordre om det her. Var det ansigt til ansigt eller på skrift?”
”Ansigt til ansigt. Det ville det nødvendigvis være med noget af denne art.”
”Var der en tredje person i lokalet?”
”Det var der faktisk,” sagde White. ”Det var ydmygende. En kontorassistent, der ventede på at komme til at aflevere en bunke papirer. Han bad hende blive. Hun stod der bare.”
Reacher så over på Waterman, der sagde: ”Det samme her. Han bad sin sekretær blive i lokalet. Det ville han normalt ikke gøre. Hvor vidste du det fra?”
”Fordi jeg selv oplevede det samme. Hans sergent. Som vidne. Men også en sladrehank. Det var hele idéen. De snakker konstant med hinanden. I løbet af få sekunder vidste alle, at jeg ikke skulle forflyttes til noget interessant. Blot på et meningsløst kursus med en intetsigende titel. Jeg blev en gammel hat med det samme. Forsvandt omgående fra radaren. Jeg er sikker på, at alle er klar over det nu. Jeg er en ikkeperson. Jeg forsvandt ind i den bureaukratiske tåge. Og det gjorde I måske også. Måske har kontorassistenter og FBI-sekretærer deres egne netværk. I det tilfælde er vi tre lige nu de mest usynlige mennesker på kloden. Ingen stiller spørgsmål om os. Ingen er nysgerrige på vores vegne. Der er knap nok nogen, der kan huske os. Intet er mere kedsommeligt end vores nuværende opholdssted.”
”Du siger altså, at de har flyttet tre uafhængige, men velfungerende agenter ned under radaren. Hvorfor dog det?”
”Under radaren er ikke engang dækkende. Vi er på kursus. Vi er fuldstændig usynlige.”
”Hvorfor? Og hvorfor os tre? Hvordan hænger det sammen?”
”Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at det rummer udfordringer. Sikkert af den slags, som tre velfungerende agenter kan opfatte som en tilfredsstillende belønning for veludført arbejde.”
”Hvad er det her for et sted?”
”Det ved jeg ikke,” sagde Reacher igen. ”Men et kursussted er det i hvert fald ikke. Det er helt sikkert.”
Nøjagtig klokken sytten drejede to sorte varevogne ind ude fra vejen, kørte forbi det knæhøje skilt og parkerede bag de tre Capricer som en anden barrikade for at spærre dem inde. To mænd i jakkesæt steg ud af hver sin varevogn. Secret Service eller U.S. Marshals. De så sig begge to hurtigt omkring, vurderede, at der ikke var fare på færde, og vendte sig mod varevognene igen for at hjælpe deres chefer ud.
Der steg en kvinde ud af den anden varevogn. Hun havde en mappe i den ene hånd og et bundt papirer i den anden. Hun var klædt i en nydelig sort kjole. Knælang. Det var den slags, der både kunne gå an om dagen sammen med perler i tyste, højtbeliggende kontorer og om aftenen med diamanter ved cocktailparties og receptioner. Hun var ældre end Reacher, måske ti år eller endnu mere. Midten af fyrrerne, men holdt sig godt. Intelligent udseende. Hendes mellemlange, lyse hår sad i en afslappet frisure og var uden tvivl redt igennem med fingrene. Hun var højere end gennemsnittet, men ikke bredere.
Så steg der en mand ud af den første varevogn, og ham genkendte Reacher med det samme. Han var i avisen mindst en gang om ugen og i tv endnu oftere, for ud over at få sine egne ting dækket optrådte han også på en masse arkivfotos og gamle nyhedsoptagelser fra regeringsmøder og intense diskussioner i skjorteærmer på Det Ovale Kontor. Det var Alfred Ratcliffe, den nationale sikkerhedsrådgiver. Præsidentens vigtigste medarbejder i forbindelse med ting, der kunne tænkes at gå galt. Problemløseren. Højrehånden. Rygterne ville vide, at han var næsten halvfjerds, men sådan så han ikke ud. Han var en gammel overlever fra udenrigsministeriet, der i tidens løb både havde været inde i varmen og ude i kulden, når de politiske vinde skiftede, og han ikke selv gjorde det, men ikke desto mindre var han blevet hængende længe nok til, at hans rygrad til sidst havde skaffet ham den bedste af alle stillinger.
Kvinden sluttede sig til ham, og med de fire jakkesæt omkring sig gik de sammen hen til entrédørene, som Reacher hørte gå op, hvorefter han hørte skridt på det hårde tæppe, og så trådte de alle sammen ind i undervisningslokalet med to jakkesæt bagest og to foran på vej hen mod tavlen, først Ratcliffe og derefter kvinden, indtil de ikke kunne komme længere, vendte sig om og så ud i lokalet nøjagtig ligesom lærere ved begyndelsen på en lektion.
Ratcliffe så først på White, så på Waterman og så på Reacher omme bagved.
”Det her er ikke et kursussted,” sagde han.
