Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 8

FEM

Reacher sov glimrende i sin direktørsuite, men vågnede tidligt og var allerede oppe og i tøjet, da der klokken syv ankom en cateringvogn med gigantiske beholdninger af kaffe og en bakke morgenmad på størrelse med en opmarchplads. Langt mere end tre mennesker kunne spise. Hvad der måtte betyde, at personalet var på vej.

Det ankom klokken halv otte i skikkelse af to embedsmænd på mellemniveau fra Det Nationale Sikkerhedsråd. Personlige bekendte af Sinclair, sagde hun i en indledende opringning, og derfor havde hun formentlig også tillid til dem. Begge var mænd, begge i trediverne og begge to mutte, som om de var nedslidt af alle de data, de skulle håndtere. Klokken otte var de i fuld gang og havde fået de sikre telefonforbindelser op at køre, og Reacher kom Waterman og White i forkøbet med sin personaleanmodning, så klokken ni var Neagley allerede i huset, hvad der var tidligt nok til at bestille et væld af oplysninger gennem NSC, inden Watermans assistent overhovedet nåede frem tyve minutter før Whites. Begge de nyankomne var mænd. De lignede yngre udgaver af deres chefer. Watermans hed Landry, mens Whites hed Vanderbilt, omend uden at være i familie med den berømte rigmand fra gamle dage.

De flyttede rundt på møblerne og etablerede et trefløjet kontrolcenter i undervisningslokalet under opsyn af Neagley, Landry og Vanderbilt. Kontaktpersonerne fra NSC måtte blive inde på kontoret, og Reacher, Waterman og White holdt telefonmøder fra læderstolene rundt omkring bordet. Klokken elleve summede stedet af aktivitet. Klokken tolv var de første data blevet fremskaffet. Sinclair ringede ind over anlægget for at høre nærmere om det.

”Den pågældende dag befandt der sig næsten to hundrede tusind amerikanske statsborgere i Tyskland,” sagde Reacher. ”Omkring tres tusind aktive udsendte militærfolk samt næsten det dobbelte antal familiemedlemmer og nyligt pensionerede, der endnu ikke var taget hjem, hvortil kom godt tusind civile på ferie plus yderligere fem tusind til kongresser og bestyrelsesmøder.”

”Det er pænt mange amerikanere.”

”Vi bør tage til Hamburg,” sagde Reacher.

”Hvornår?”

”Nu.”

”Hvorfor nu?”

”På et tidspunkt bliver vi nødt til det. Vi kan ikke løse det her på papiret.”

”Agent Waterman, hvad mener du?” sagde Sinclair.

”Min mening afhænger af,” sagde Waterman, ”hvor hurtigt disse budbringere bevæger sig frem og tilbage. Det lyder som en langsommelig proces. Hvornår forventer vores mand at få svar? Hvad vil være et typisk interval?”

”I andre sammenhænge lader det til at være omkring to uger. Måske en dags tid mindre.”

”Vi skal være i nærheden, når aftalen bliver indgået. Det er ikke til diskussion. Men det lader til, at vi har tid nok. Jeg synes, vi skal tage til Hamburg i næste uge. Før det vil jeg gerne have noget mere baggrundsanalyse. Måske kan det spare os for noget af besværet i det lange løb.”

”Mr. White?”

”Jeg vil gå ud fra, at jeg slet ikke skal til Hamburg,” sagde White. ”Hvad gavn ville jeg kunne gøre der sammen med menneskejægeren og snigmorderen? Min kompetence er at opklare ting på papir. Jeg forlader ikke østkysten, medmindre det er strengt nødvendigt.”

”Major Reacher,” sagde Sinclair, ”hvad er dine argumenter for at ville til Hamburg allerede nu?”

”Ud fra det argument,” sagde Reacher, ”at mr. Ratcliffe lovede os, at vi kunne få alt, hvad vi skulle bruge.”

”Vil agent Waterman eller mr. White så modsætte sig, hvis major Reacher tager til Hamburg på egen hånd?” sagde Sinclair.

”Nej,” sagde White.

”Så længe han gør det uden at volde fysisk skade,” sagde Waterman.

En af fordelene ved at kommunikere gennem præsidentens kontor bestod i en umiddelbar tilgængelighed til flyselskaber og hoteller. En halv time senere var der bestilt direkte fly samme aften hos Lufthansa til Reacher og Neagley samt reserveret værelser til dem på et businesshotel tæt på den pågældende lejlighed i det fornemme kvarter, Sinclair havde beskrevet, rimeligt centralt og temmelig dyrt.

Resten af eftermiddagen blev de i McLean og arbejdede på at eliminere personel ved at kombinere lokaliseringsrapporter med navne. Man kunne ikke køre tank på de østlige sletter og gå rundt i Hamburg samtidig. Antallet af muligheder styrtdykkede. Hvad der føltes som et fremskridt. Så begyndte de første lister vedrørende Zürich at indløbe fra flyselskaberne. Vanderbilt, Whites assistent, så ud til at fatte pointen og meldte sig til at arbejde sent med at krydstjekke, mens Reacher og Neagley var i luften, og ringe til dem, når de var landet, hvis han fandt noget af betydning.

Et kursus i samarbejde, tænkte Reacher. Der kunne man bare se.

Neagley kørte dem til lufthavnen i Reachers Caprice og parkerede for statens penge i korttidsafdelingen. Hendes opfattelse af civil påklædning bestod af spejlsolbriller og en slidt læderjakke over en T-shirt samt bukser, som Reacher antog for at være fra marinekorpsets overskudslager ligesom hans egne, men som viste sig at være den ægte vare fra Ralph Lauren. Hun havde en taske med, og det havde han ikke. De fløj økonomiklasse, men sammenlignet med lærredshåndtagene i et militærfly var det ren luksus. De spiste maden, lænede sæderne et par centimeter tilbage og faldt i søvn.

Et døgn efter at amerikaneren havde forladt den, lugtede luderens lejlighed ikke længere nær så godt. Eller lugtede nærmere bestemt væsentligt kraftigere, men bare af det forkerte. Ude på gangen og gennem ventilationsanlægget begyndte det at blive mærkbart. Midt om natten ringede hendes allerede oprevne naboer til politiet. Den vagthavende sendte en patruljevogn ud for at se efter. Eller snuse efter, viste det sig. Hvorefter viceværten blev vækket og sat til at bruge sin hovednøgle. Hvad der førte til fire timer med kriminalpoliti, spørgsmål, afspærringstape, kriminalteknikere samt til sidst en ambulance og en ligpose af gummi.

Set ud fra politiets synspunkt var der både godt nyt og dårligt nyt. Hamburg var en hektisk havneby med et verdensberømt luderkvarter, stoffer og graffiti på banegården, men selv da forekom drab relativt sjældent. Under ét om ugen. Et lig var stadig en begivenhed. Det gav mulighed for at gøre karriere. Og politikorpset kunne bryste sig af en opklaringsrate på op mod 90 procent. Det var den gode nyhed. Den dårlige var, at de tilbageværende uopklarede 10 procent alle enten var dolkede narkomaner eller kvalte prostituerede. Erhvervsrisici. Dermed heller ikke ligefrem noget skelsættende. Gerningsmanden befandt sig sikkert allerede til søs i en skibskøje flere hundrede kilometer derfra og på vej ud på åbent hav.

Reacher og Neagley havde præsidentembedets kontanter på lommen til arbejdsformål, så de tog en Mercedes-taxi fra lufthavnen ind til byen gennem det blege solskin og morgentrafikken. Deres hotel lå i en stille, grøn gade med masser af bygninger af glas og lyst, fremmedartet murværk, og begge sider af gaden var fyldt op med små, men dyre biler. Deres værelser lå i behersket højde på tredje sal med udsigt over tagene. Hamburg var en gammel hansestad med en over tusindårig historie, men ingen af de tage, Reacher kunne se, var over halvtreds år gamle. Tyskland havde bombet Storbritannien, hvorpå Storbritannien havde gjort gengæld og var blevet temmelig gode til det. I 1943 havde de startet en brandstorm, der på det nærmeste havde udslettet Hamburg. Tre hundrede meter høje flammer, temperaturer på mange hundrede grader, brændende luft, brændende veje og kogende floder og kanaler. Fyrre tusind døde i løbet af et enkelt bombetogt. Storbritannien mistede tres tusind i løbet af hele krigen. De sår vind og høster storm. Hoseas blev ganske vist kun regnet for en af Bibelens tolv små profeter, men lige i dette tilfælde havde han ramt fuldstændig plet.

Telefonen på værelset ringede. Det var Neagley for at aftale at mødes til morgenmad. Så ringede den igen. Vanderbilt var sent oppe i McLean, Virginia, og havde navnene på seksogtredive amerikanere, der i løbet af den pågældende uge var rejst fra Hamburg til Zürich. Vi kommer til at få alle mulige folk i nettet, havde Reacher sagt.

Han gik nedenunder til morgenmadsbuffeten, som var meget europæisk med kød og røget ost og fremmedartet bagværk. Sammen med Neagley satte han sig hen til et vinduesbord. Klokken ni om morgenen i Hamburg i Tyskland.

Klokken ni om morgenen i Hamburg i Tyskland svarede til halv et om eftermiddagen i Jalalabad i Afghanistan. I et hvidt, jordklinet hus var man ved at forberede frokost. Udenfor var klimaet varmt og ørkenlignende som i Arizona. Budbringeren ventede. Han var ankommet om natten efter at have været med fire rutefly og kørt fem hundrede uvejsomme kilometer i en Toyota pickup. Han havde fået morgenmad og var blevet vist ind i et forgemak. Der havde han allerede prøvet at vente mange gange. Frem og tilbage, frem og tilbage. Det gik hans liv med. Han var den eneste mand i huset uden skæg eller en AK-47.

Til sidst blev han ført ind i et lille, varmt rum. Luften var fuld af sløve fluer. To skæggede mænd sad på puder, den ene lille og fed, den anden høj og mager. De var begge iført almindelige hvide kjortler og almindelige hvide turbaner.

”Amerikaneren forlanger ét hundrede millioner dollars,” sagde budbringeren.

De kjortelklædte mænd nikkede. ”Vi vil drøfte det i aften over maden,” sagde den høje. ”Kom igen i morgen tidlig og få vores svar.”

Neagley havde taget et kort over Hamburg i receptionen. Hun foldede det ud og holdt det på skrå for at indfange lyset fra vinduet. ”Et fravær på halvtreds minutter tyder på en radius på halvanden kilometer, vil du ikke mene det? Tyve minutter derhen, ti minutters samtale og tyve minutter tilbage. Hvilken slags sted kan de tænkes at have brugt?”

”En bar, en cafe eller en bænk i en park,” sagde Reacher.

De fandt lejligheden på kortet. Neagley strakte tommel- og pegefinger ud og bevægede dem rundt i en radius på halvanden kilometer. Det resulterede i en cirkel, der dækkede en klynge gader, som for Reacher at se mest måtte være beboelse, men også med en smule erhverv. Han havde været i mange storbyer og vidste, hvordan de fungerede. I denne del af verden og i denne del af byen ville der være lejligheder fra første sal og opefter samt diskrete butikker og kontorer på gadeniveau. Små delikatesseforretninger og måske guldsmedeforretninger, renserier og forsikringsselskaber. Samt bagere, konditorier og cafeer, restauranter og barer. Et nabolag. Derudover var der fire bittesmå parker med måske otte anvendelige bænke og sikkert også duer at fodre, sådan som han altid så spionerne gøre på film.

”Det er en dejlig dag til en gåtur,” sagde Neagley.

En radius på halvanden kilometer betød et areal på fem kvadratkilometer eller fem hundrede hektar. De fandt frem til beboelsesbygningen med lejligheden, der udgjorde udgangspunktet, gik forbi uden at kigge og standsede så op på tilfældige gadehjørner med deres kort for at ligne turister. Som der var adskillige andre af. De skilte sig ikke ud.

Fra første færd stødte de på den ene mulighed efter den anden, heriblandt alene på de første fem gader et lillebitte bageri med to guldborde, tre almindelige cafeer og to barer. ”Men mødet fandt sted sent på eftermiddagen,” sagde Reacher. ”Og så virker det forkert med bagerierne. Der går man hen om morgenen. Jeg tror, de mødtes på en bar.”

”Eller i en park.”

”Hvor vil amerikaneren føle sig overlegen? Vi går ud fra, at der er tale om en forhandling. Han vil derfor gerne have en psykologisk fordel. Han vil gerne føle sig sikker, samtidig med at han får den anden til at føle sig usikker.”

”Går vi ud fra, at han er hvid?”

”Det taler sandsynligheden for.”

”Så en bar for skinheads.”

”Findes det overhovedet i et nabolag som det her?”

”De sætter ikke et skilt op ude foran. Det handler om stemningen.”

Reacher så efter på kortet i håb om at finde de rigtige omrids, hvor brede gader løb sammen, trafikken ville være værst, huslejen ville være lavere, og der ville være mulighed for at parkere i sidegaderne. Han fandt en mulig adresse. De kunne få set to parker på vejen.

”Det er en dejlig dag til en gåtur,” sagde han.

I botanisk forstand var parkerne en skuffelse. De var hovedsagelig brolagte og bestod af plantekummer med blomster i lige så skingre farver som læbestift. Men der var bænke, to i hver park, og et vist mål af afsondrethed. Den ene kunne have siddet på den ene bænk og den anden på den anden, hvorpå den første kunne have sagt noget og rejst sig, uden at nogen havde anet uråd. Bare en fyr på en bænk. Derefter en anden. Den ene kommer, den anden går.

Parkerne var en mulighed.

Det mere trafikerede område var ikke meget anderledes end de øvrige, der var bare lidt mere larm og uro. Butikslokalerne bredte sig fra hovedstrøget om i sidegaderne et par husnumre tilbage. Et af dem bestod af en bar, hvor der stod fire fyre udenfor og drak øl. Klokken ti om formiddagen. De havde alle fire barberet hoved. Alle fire hoveder var ujævnt barberet og havde snitsår, som om de selv havde gjort det med en ragekniv og var stolte af det. De var unge, måske atten eller tyve, men store. De lignede fire oksebøffer. Ikke her fra nabolaget, tænkte Reacher. Og det rejste så spørgsmål om territorium. Gjorde de mon krav på noget?

”Lad os få en kop kaffe,” sagde Neagley.

”Her?”

”Drengene der har noget at sige os.”

”Hvor ved du det fra?”

”Det er bare en fornemmelse. De kigger på os.”

Reacher vendte sig om, og de kiggede ganske rigtigt på ham. Stammeagtigt, med både et anstrøg af udfordring og et anstrøg af frygt. Men også dyrisk, som om de pludselig dirrede af kamp eller flugt-sekreter. Som om det var nu, det var ved at blive alvor.

”Hvad er deres problem?” sagde han.

”Lad os finde ud af det,” sagde Neagley.

Han gik videre med kurs direkte mod døren.

De fire drenge stillede sig tættere sammen.

”Er I amerikanere?” sagde den forreste dreng.

”Hvordan kunne du vide det?” sagde Reacher.

”Vi vil ikke have amerikanere på den her bar,” sagde drengen.