Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 12
ОглавлениеNI
Reacher og Neagley slog sig ned i kontrolcentret i undervisningslokalet. De gik i gang med rapporterne om militærpersonellets færden. De udvalgte hundrede, to hundrede eller fem hundrede navne ad gangen. Militæret var ganske dygtige til at holde styr på folk. Undtagen folk på orlov. Familietid i de tyske forstæder. Eller billige svipture hjem. Eller rejser, eller eventyr. Folk overalt i verden. Mindst tusind ad gangen.
Ingen oplysninger.
”Vi har også tre desertører i gryden,” sagde Neagley. ”Samt en O-5, der nægter at opgive sit opholdssted den pågældende dag.”
En oberstløjtnant.
”Hvem er desertørerne?” sagde Reacher.
”Lutter overkonstabler af anden grad. En infanterist, en fra pansertropperne og en læge.”
”Siden hvornår er lægerne nu også begyndt at stikke af?” sagde Reacher. ”Hvor længe har de været væk?”
”Lægen en uge, infanteristen halvanden og ham fra pansertropperne i fire måneder.”
”Fire måneder er længe.”
”De kan ikke finde ham. Han har ikke forsøgt at gøre brug af sit pas. Så han er formentlig stadig i Tyskland. Det er bare et stort land nu om dage.”
”Hvem er oberstløjtnanten, der ikke vil opgive sit opholdssted?”
”Befalingsmand i infanteriet.”
”Har I spurgt jer for?”
Verdens mest effektive jungletrommer.
”Han er god nok,” sagde Neagley. ”Men han oplevede ikke ret meget i Golfen og kigger nu østpå gennem tågerne i retning af Sovjetunionen, der selvfølgelig er væk for længst. Det har gjort ham frustreret. Og indimellem giver han også udtryk for det.”
”En af de utilfredse.”
”Ja, men ikke en af de værste.”
”Hvorfor ved de ikke, hvor han var henne?”
”Han gav sig selv frie beføjelser til at rejse omkring. Research af nye våben og strategier. Alt muligt af den slags pjat. Fremtiden handler om at være fleksibel og mobil og så videre. Han rejser meget. Normalt behøver han ikke at sige hvorhen. Men denne gang spurgte de ham uden at kunne få noget at vide.”
”Hvor befinder han sig nu?”
”De sendte ham hjem. Fordi spørgsmålet kom direkte fra præsidentens kontor. Det er den øverstbefalende, der spørger. Ingen ved, hvad man så skal gøre. Ingen ved, om det overhovedet betyder noget.”
”De ord burde stå på vores korpsmærke. Som motto under to korslagte spørgsmålstegn.”
”Jeg er sikker på, at fyren er indkvarteret tæt på Pentagon. Der venter ham drøftelser på højt plan, det er jeg sikker på. Hvis du vil tale med ham, kan vi sagtens finde ham.”
Så sagde hun: ”Vent lige.”
Hun begyndte at rode igennem sin dynge af lister.
”Vent sgu da lige et øjeblik,” sagde hun.
Hun fandt den rigtige liste. Hun kiggede efter en enkelt gang og kiggede så efter igen.
”Jeg ved, hvor han var ugen forinden,” sagde hun.
Reacher læste listen på hovedet. Navne og flynumre. Seksogtredive amerikanere. Vanderbilts værk.
”Zürich,” sagde han.
Neagley nikkede. ”Nøjagtig en uge før mødet ankom han til Zürich tids nok til eftermiddagskaffe og tog sent hjem igen efter spisetid. Men det kan ikke være vores mand. Vores mand ville have en dækhistorie for den pågældende dag. Ville han ikke? Han ville lyve. Han ville ikke bare klappe i. Hvad forestiller han sig, at vi vil gøre? Tage hans ord for pålydende?”
”Find ud af, hvor han er henne,” sagde Reacher. ”Sørg for at gøre dem klart, at der bliver spurgt på vegne af nationens øverstkommanderende. Forklar dem, at vi kommer derover for at hente ham og tager ham med på en lille køretur i vores bil.”
Fyren befandt sig på Fort Myer og var indkvarteret i deres afdeling for besøgende officerer. Reacher regnede med, at de nye ordrer til bare at sætte sig ind i bilen måtte være nået frem godt tyve minutter forinden, sikkert via Forsvarskommandoen. Hvad der havde givet dem yderligere vægt. Han regnede med, at fyren enten var stukket af med det samme eller valgt at gøre sig klar. Det viste sig, at han havde valgt at gøre sig klar. Han kom ud ad døren i samme øjeblik, den sorte Caprice holdt ind ved kantstenen.
Neagley kørte, og Reacher sad i højre side omme bagi. Fyren steg ind og satte sig om bag Neagley med rank ryg og hænderne på knæene, som om han sad på en kirkebænk og alle holdt øje med ham. Han hed Bartley. Han var over de fyrre, men ikke meget. Han var af gennemsnitshøjde og slank. En mand med stamina. Udholdenhed, ikke styrke. Kun lige begyndt at falde af på den. En ledertype, men ikke længere helt troværdig at se for sig i en kampsituation. Han var klædt i nypresset kampuniform. Han lugtede af sæbe.
”Vil De være venlig at gentage Deres ordrer for mig, oberst,” sagde Reacher.
”Jeg skal sætte mig ind i et køretøj med to repræsentanter for militærpolitiet,” sagde Bartley, ”og for at undgå enhver tvivl skal jeg på et hvilket som helst tidspunkt anse mig for værende under deres jurisdiktion, og jeg skal efter bedste evne besvare deres spørgsmål sandfærdigt, i og med at jeg, for yderligere at undgå tvivl, skal betragte disse ordrer som kommende direkte fra nationens øverstkommanderende.”
”Han har ordet i sin magt, hvad?”
”Han er tidligere advokat.”
”Det er de alle sammen.”
”Hvad vil I spørge mig om?”
”De valgte den forkerte dag at forsvinde, oberst,” sagde Reacher.
”Det har jeg ingen kommentarer til.”
”Ikke engang hvis den øverstbefalende spørger?”
”Det er et spørgsmål om privatlivets fred. Den pågældende dag har intet med udførelsen af min profession at gøre. Intet med mine pligter at gøre.”
”Det er godt at vide. Men det er netop pointen, som jeg ser det. Man vil gerne vide, hvad De foretager Dem i fritiden. De er overordnet. Det kan have konsekvenser. Det kan enten være godt eller skidt. De bør fortælle os om det. Ellers risikerer De bare, at vores fantasi løber af med os.”
”Jeg har ingen kommentarer.”
”De begår en strategisk fejl. De tiltrækker Dem opmærksomhed. Der går ikke røg af en brand, uden at der er ild i den. Vi taler om en begivenhedshorisont, oberst. Det er her, det hele går galt. Sikkert helt uden grund. Sikkert på grund af en eller anden bagatel, som andre er sluppet afsted med. Men De kommer til at bøde for det. I bedste fald kommer De aldrig videre. I bedste fald vil De få en permanent anmærkning ud for Deres navn, der indikerer, at De ikke er til at stole på.”
Bartley gned håndfladerne mod buksebenene uden at sige noget.
”Jeg er ligeglad med, hvad De har lavet,” sagde Reacher. ”Med undtagelse af en enkelt helt bestemt ting. Men jeg tror heller ikke, det er det, der er tale om. Helt ærligt, hvor stor er sandsynligheden for det?”
”Jeg er sikker på, at det ikke er det.”
”Der kan De bare se.”
”Der er ingen grund til, at I behøver at interessere jer for mig.”
”Det har De utvivlsomt ret i. Men jeg er nødt til at se folk i øjnene og give dem min oprigtige vurdering. Hvis det ikke er det, vi har i tankerne, skal jeg med glæde sige det uden at gå yderligere i detaljer. Jeg skal med glæde give besked på, at De ikke skal udspørges yderligere, fordi det handlede om noget helt andet. Deres hemmelighed bliver mellem os. Men først er jeg bare nødt til at få at vide, hvad dette helt andet er for noget. For jeg er nødt til at virke overbevisende. Jeg er nødt til at tale med den selvsikkerhed og autoritet, der bygger på en solid fundering i kendsgerninger.”
”Det er noget helt ubetydeligt.”
”Det er knald eller fald, oberst. Når De befinder Dem nede i et hul, skal De holde op med at grave. Jeg er oprigtigt talt fuldstændig ligeglad med, hvad det er. Jeg vil ikke engang fortælle det videre. Stoffer, sex eller rock and roll, jeg er fløjtende ligeglad. Når bare det ikke er denne ene bestemte ting. Som vi er enige om er højst usandsynlig. Jeg vil allerhelst bare stille Dem et helt andet spørgsmål. Noget fuldstændig andet.”
”Hvilket spørgsmål?”
”Det er ikke det, okay? Det her er bare en lille supplerende indledning. En biundersøgelse. Lidt ligesom baseballtræning. Tager De til Zürich hver uge?”
Den anden sagde ikke noget.
”Det er nemt nok at svare på, oberst,” sagde Reacher. ”Sandheden kan få Dem ud af kniben. Et enkelt lille ord, så kan De fortsætte deres karriere uden den mindste plet på Deres omdømme. Hvis De vil.”
”Som regel gør jeg,” sagde Bartley.
”Også den dag, de spørger om?”
”Ja.”
”Har De stadig flybilletten?”
”Ja.”
”Ankommer efter frokost og tager afsted efter aftensmaden?”
”Ja.”
”Tager De hen i en bank?”
”Ja.”
”Med hvad?”
”Penge, selvfølgelig. Men kun mine egne. Alt sammen fuldstændig lovligt.”
”Vil De være venlig at uddybe?”
”Hvad sker der, hvis jeg gør?”
”Det kommer an på, hvad det er. Om det kaster skam over uniformen.”
”Hvad så, hvis det gør?”
”Så tager De en chance.”
Bartley sagde ingenting.
”Tænk Dem nu om, oberst,” sagde Reacher. ”De er intelligent. Jeg er sikker på, at De er universitetsuddannet. Det her er ikke kernefysik. Ordren til at sætte Dem ind i denne bil kom fra Det Hvide Hus via Forsvarskommandoen. Hvem arbejder vi mon så for?”
”Det Nationale Sikkerhedsråd.”
”Hvor meget skade kan de gøre Dem?”
”Meget.”
”Værre end De kan forestille Dem. En million gange værre end en skandale i forbindelse med at fragte penge til Schweiz. Hvis det overhovedet er en skandale. Hvad det muligvis ikke er. Ikke hvis alle pengene er Deres, og det alt sammen er lovligt. Hvad De jo sagde.”
”Jeg skjuler dem for min kone. Jeg planlægger at blive skilt fra hende.”
”Har hun gjort Dem noget?”
”Nej.”
”Men De fjerner pengene alligevel?”
”Jeg har selv tjent dem.”
”Tjent hvad? De er oberstløjtnant. Jeg ved udmærket, hvor meget De får. Med al respekt tvivler jeg på, at Deres opsparing holder schweiziske bankfolk vågne om natten. Og lad nu være med at fortælle mig noget med mange bække små. Det giver ingen mening at fragte to dollars til Zürich om ugen. Alene flybilletten vil spille ind.”
”Det gør den også. Ligesom gebyrerne. Men jeg har regnet efter.”
”Hvilke penge?”
”Vores hus. Herhjemme. Hovedsagelig kreditforeningslån. Jeg vil gerne have friværdien ud. Jeg overfører den lige så hurtigt, de giver mig lov til det. Jeg fører pengene ud af Tyskland i kontanter. På det tidspunkt findes de ikke længere på papir, og jeg opbevarer dem i en sikkerhedsboks.”
”De er et forbilledligt menneske, oberst. Det er helt sikkert. Men allerhelst vil jeg egentlig bare gerne vide, hvem De ellers har mødt. I Zürich. Måske nogen, der tager frem og tilbage ligesom De selv. Eller nye folk, bare en enkelt gang. Har De lært nogen at kende?”
”Som hvem?”
”Andre amerikanere.”
”Jeg er der i et privat ærinde. Man møder ikke nødvendigvis nogen.”
”Hvad med i lufthavnen? Eller på gaden?”
Bartley svarede ikke.
”Jeg skal bruge en liste, oberst,” sagde Reacher. ”Datoer og signalementer. Både militært personel og civile. Den bedste De overhovedet kan give mig.”
”Hvad har I tænkt jer at gøre? Hvem får det at vide? Hvad vil I sige?”
”Præsidenten vil fortælle Forsvarskommandoen, at De er uden interesse for NSC. I hvert fald i denne sammenhæng. Derefter er det ikke rigtig til at sige. Det afhænger vel af, hvem De er nødt til at tale med. Og hvor meget ballade Deres kone vælger at lave.”
De satte ham af uden for hans indkvartering, og så kørte de tilbage til McLean.
Masser af fjender.
De skrev et referat af samtalen med Bartley og arkiverede den i det centrale dossier. Så blev Neagley ringet op og fortalte Reacher, at det var en fyr ved navn Wiley, fra Texas, der havde været deserteret i fire måneder. Han tilhørte et femmandshold, som betjente et Chaparral-luftforsvarsbatteri. Tolv missiler på et bæltekøretøj. Fire på rampen og klar til affyring, yderligere otte i reserve. Til at beskytte panserkøretøjer og personel i forreste række af kampområdet. Hensigten var at befinde sig bag frontlinjen af tanks og ved hjælp af radar og kikkerter holde øje med horisonten længere fremme. Efter indgående jagerfly eller kamphelikoptere. Og derefter bare skyde og glemme. Missilerne var varmesøgende ligesom en gammel Sidewinder, bare bedre. Udelukkende udviklet til lav højde. Når fjenden dykkede ned for at slå til.
”Perfekt til at ramme civile fly over storbyer. Enten under start eller landing. Når de befinder sig i lav højde.”
”For stort,” sagde Neagley. ”Bare missilerne i sig selv er tre meter lange. Køretøjet er gigantisk. Desuden har det larvefødder og er camouflagemalet. Folk ville bemærke det på lufthavnens parkeringsplads. Desuden bruger de langtrækkende varslingsradar, og de infrarøde sensorer er indviklede. Den blev opgraderet. Det er det samme problem – den kræver et hold af specialister. Med al respekt er en træningslejr i Yemen ikke det samme som Ford Aerospace. Og vi har også problemet med prisen. Tolv missiler per køretøj, tophastighed under tres kilometer i timen. Det ville kræve en kæmpemæssig konvoj at nå op på en værdi af hundrede millioner dollars. Som en parade på Den Røde Plads. Og han har været væk i fire måneder og ville ikke kunne vende tilbage og organisere det. Han ville blive arresteret på stedet.”
”Men hold alligevel øje med ham,” sagde Reacher. ”Jeg bryder mig ikke om, at han har været væk i fire måneder. Det er skamfuldt. Nogen har fortjent at få røven på komedie. Hvad fanden foregår der derovre?”
I Hamburg var mørket ved at falde på. Iraneren var ude at spadsere en aftentur med en avis under armen. Lyset begyndte at blive tændt i butikkerne, kontorerne og delikatesseforretningerne, hos juvelererne og renserierne og forsikringsselskaberne. Stærkt og klart hvidt lys. Men ikke hårdt. En blødere type neon. Mere europæisk. Bagerierne og konditorierne henlå i mørke. De var lukket for i dag. Der stod et gyldenbrunt skær omkring restauranterne og barerne, dæmpet og indbydende, som om de alle sammen bestod af indbydende dunkle rum med egepaneler. På gaderne flød trafikken støt afsted. Biler kørte forbi, og hver eneste detalje i det lysende sceneri blev reflekteret i deres skinnende karrosseri, mens deres nye forlygter lyste fremad, hvileløst og unaturligt blå.
Iraneren nåede frem til en lille park og satte sig på en bænk. Han lænede sig tilbage og lagde armene op på rygstykket. Bilerne kørte forbi. Han så lige frem for sig. Der var ingen fodgængere.
Han ventede.
Så rejste han sig igen helt roligt og lagde som en samvittighedsfuld medborger sin avis i affaldsspanden, forlod parken og slentrede samme vej tilbage.
Et halvt minut senere trådte CIA’s stationschef ud af en skygge og krydsede gaden. Han gik lige hen til skraldespanden, tog avisen op, stak den selv under armen og gik derfra.
En halv time senere foretog han en direkte opringning fra konsulatet til McLean, Virginia.
