Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 13

TI

Vanderbilt besvarede opringningen og fik White til telefonen. White lyttede med øjne, der var gennem hele repertoiret med at misse ud i det fjerne, fokusere tæt på, blive smalle, se til venstre og se til højre. Han tog notater på et stykke papir. To forskellige emner, tænkte Reacher. To forskellige overskrifter. To blokke tekst, begge med nydelig skråskrift.

Til sidst lagde White på og sagde: ”To nyheder. Iraneren udbad sig et sikkert afleveringssted. For en halv time siden. Han efterlod en rapport gemt i en avis. Noget af den kunne man kalde spekulativ. Det er til dels en kulturanalyse. Næsten et essay. Ifølge ham er den af saudierne, der kendte budbringeren, helt oppe at køre. Som om der kommer til at ske noget stort. Større end de turde håbe på. Tydeligvis med forbindelse til de hundrede millioner dollars. Som om de har opnået noget, de aldrig havde forventet. Iraneren understreger, at han ikke har nogen konkrete detaljer, og at den saudiske knægt heller ikke har det. Det er en trossag. Alle har det, som om det er en helt ny situation. Ifølge iraneren går den saudiske knægt rundt og smiler, som om han ser ind i det forjættede land.”

”Hvad var den anden nyhed?” sagde Reacher.

”Konsulatet har modtaget en rutinerapport fra nogle politifolk i Hamburg om en amerikaner, der har talt med en araber på en bar. Noget underligt noget. Bortset fra, at det var den rigtige dag og på nøjagtig det rigtige tidspunkt. Der er muligvis et vidne til det første møde.”

White ringede tilbage til konsulatet og fik opgivet de nødvendige numre, heriblandt to til nøglepersonen, som åbenbart var en stor tyk fyr ved navn Griezman. Kriminalchefen. Konsulatet kendte ham udmærket. Det var efter normal arbejdstid i Hamburg, men han var stadig på sit kontor. Stadig bag skrivebordet, og han svarede med det samme. White satte telefonen på medhør og spurgte ham om politirapporten. Reacher kunne høre ham bladre igennem en større bunke papirer. Han kunne ikke lige huske den. Så fandt han den. Den underlige historie med araberen på baren.

Som han havde overbragt til det amerikanske konsulat.

Og som derfor senere kunne give fedtepoint.

På engelsk sagde han yderst høfligt: ”Hvad kan jeg hjælpe med?”

Ligesom receptionisten på et hotel.

”Vi skal have navn og adresse på vidnet,” sagde White. ”Det samme med baren. Baggrundsoplysninger i begge tilfælde. Muligvis også overvågning af dem begge.”

”Det ved jeg ikke rigtig.”

”Jeg kan få Deres kansler til at ringe. Deres statsleder. Så skal De nok blive afklaret.”

”Nej, jeg mener, at jeg ikke ved noget om det. Jeg kender ikke detaljerne. Jeg er kriminalchef. Den slags rapporter passerer gennem mit kontor, det er det hele. Og i alle tilfælde står der, at vidnet er en skør kugle.”

”Kan han klokken?”

”Okay, jeg skal nok skaffe detaljerne. Bestemt. Sidst på dagen i morgen.”

”Gør De nar? De har en time. Og lad være med at fortælle nogen, hvad De foretager Dem, eller hvorfor. Betragt sagen her som tophemmelig. Og hold forbindelsen her åben, til når jeg ringer tilbage.”

I Hamburg tog Griezman en dyb indånding og så ud i aftenmørket. Så gik han i gang. Det var ikke særlig krævende. Det var blot en række telefonopringninger. Det ene nummer førte til det andet. Ligesom en nervebane. En organisation i aktion. En anledning til at føle sig stolt. Få en teori bekræftet. Så finkornet som han kunne ønske sig det. Han kunne spore det hele vejen tilbage til den arme patruljebetjent, der oprindelig havde modtaget opringningen. Hvis han ville. Og det gjorde han. Heldigvis med enkle spørgsmål. Navne og adresser på en person og et sted.

I Virginia sagde Watermans assistent Landry: “Større end de turde håbe på lyder ikke godt i mine ører. Det lyder heller ikke som at få nogens ur til at gå i stå, men meget værre.”

”Vi hører det på tredje hånd,” sagde Reacher. ”Vi har ikke mulighed for at bedømme tonefaldet.”

”Men?”

”Jeg hørte ordene ’helt ny situation’. Som om det var et stort skridt fremad. Næsten som et uventet held, som om de helt uventet havde vundet den store gevinst. I så høj grad, at fyre i tyverne, der går i italienske sko og tager på natklub, kommer helt op at køre over det. For mig at høre lyder det nærmest erotisk. Er computere virkelig så stort et nummer?”

”Det mener vi,” sagde Landry. ”Og de kommer helt sikkert til at blive det i fremtiden. Selv på nuværende tidspunkt vil skadevirkningerne være katastrofale. Masser af mennesker vil dø. Men indrømmet, erotisk er det ikke.”

”Det er heller ikke en effektfuld handling,” sagde Vanderbilt. ”Hvad de ellers sætter pris på. Det er ikke noget med at sprænge en bygning i luften. Det kulminerer ikke på et bestemt tidspunkt. Det er lidt for teknisk.”

”Så vi er altså enige om,” sagde Reacher, ”at vi spilder tiden ved at fokusere på computerne.”

”Hvor skulle vi ellers begynde?”

”Hvad har fyren til salg?”

”Det har vi været igennem.”

”Der er gået en time,” sagde Waterman.

White ringede igen op til nummeret i Hamburg. Fyren ved navn Griezman svarede. Han havde navne og adresser på vidnet og baren. Vidnet var kommunalt ansat. Han begyndte på sine pligter tidligt om morgenen og var færdig lige efter frokost. Derfor baren om eftermiddagen. Det var en mand med stærke holdninger. Nogle af dem var krænkende, og de var alle sammen fejlagtige. Baren lå fem gader væk fra lejligheden. Den havde ry for at være barsk, men ikke udadtil. Den så civiliseret ud. Prunkløs, men diskret. For det meste frekventeret af mænd i jakkesæt med normale frisurer. Og endnu ikke antiamerikansk, når blot den pågældende amerikaner var hvid.

Efter samtalen fandt Neagley frem til baren på sit bykort. ”Ikke det sted, vi var så glade for,” sagde hun. ”Den ligger i en pænere del af kvarteret. Og en meget kort gåtur fra lejligheden. Under tyve minutter. Timingen passer fint. Tror I, at mødet fandt sted her?”

”Det var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,” sagde Reacher. ”Og føles rigtigt.”

”Vi skal bruge en beskrivelse fra vidnet. Måske en fantomtegning.”

”Kan vi stole på politiet i Hamburg? Eller bør vi hellere gøre det selv?”

”Vi har ikke en tegner ved hånden. Og måske taler vidnet ikke engelsk. Vi bliver nødt til at stole på dem. Det vil udenrigsministeriet også insistere på. Ellers udvikler det sig til en diplomatisk krise.”

Reacher nikkede. Han havde før haft med tyske politifolk at gøre. Både militære og civile. Det var ikke altid lige let. Som regel på grund af forskellige måder at se tingene på. Tyskerne mente, at de havde et land, og amerikanerne mente, at de havde købt en stor militærbase med tjenestefolk.

Fra indkørslen lød der larm fra et køretøj. Der drejede op forbi det knæhøje skilt. Så et til. To køretøjer. Uden tvivl to kassevogne. Sorte. Et øjeblik senere kom to mænd i jakkesæt ind gennem døren efterfulgt af Ratcliffe og Sinclair og yderligere to mænd i jakkesæt som bagtrop. Ratcliffe var stakåndet. Sinclair lidt rød i hovedet. På halsen og højt oppe på kinderne. Hun var atter klædt i sort kjole og så lige så godt ud som sædvanlig. Måske endda endnu bedre. Måske hjalp de blussende kinder.

”Jeg hører, at vi har et øjenvidne,” sagde Ratcliffe.

”Det er den formodning, vi opererer ud fra lige nu,” sagde Reacher.

”Nu rykker vi. I aften tager du og sergent Neagley tilbage til Tyskland. Udenrigsministeriet skaffer jer pasfotos af samtlige to hundrede programmører, inklusive udlandsamerikanerne. I morgen tidlig begynder I med at afhøre øjenvidnet. I dette øjeblik bliver der lagt pres på politiet i Hamburg. Så snart øjenvidnet vælger et foto, ringer I hertil med navnet, og så henter vi fyren hjemme hos ham sig. Det vil være en nydelig og hurtig måde at afslutte sagen på.”

Reacher sagde ikke noget.

De kom med det samme fly fra Lufthansa. Afgang først på aftenen, seks tidszoner, planlagt ankomst ved arbejdsdagens begyndelse. Neagley tog sin taske med. Denne gang havde Reacher også en. Det var en rød mulepose fra Air and Space Museum. Den var sikkert blevet brugt til frokost af en eller anden ansat i udenrigsministeriet, men akut blevet rekvireret til andet formål og i stedet fyldt op med to hundrede pasfotos. Og det var mange. Hvert enkelt foto var limet fast på et kartotekskort med navn og pasnummer. Reacher og Neagley så på nogle af dem. De rakte dem frem og tilbage ligesom spillekort. De fandt udlandsamerikaneren med bopæl i Hamburg. Modkulturtypen med det store hår. Hans officielle foto var af bedre kvalitet end det fra undergrundsavisen. Mere glittet og langt tydeligere. Den foreskrevne størrelse og med hvid baggrund. Fyren kiggede lige ind i kameraet med et aggressivt udtryk i øjnene. Et stort hoved og en tynd hals.

”Det er ikke ham,” sagde Reacher.

”Hvorfor ikke?” sagde Neagley.

”På grund af håret. Han er nødt til at gøre noget aktivt for at få det til at se sådan ud. Selv hvis det kun er at lade det være. Det er et valg, en erklæring. Se mig, siger han, jeg har spændende hår. Ligesom fyre med hat. Se på mig, siger de, jeg har en interessant hat. Det er lidt desperat, synes du ikke? Det bunder sikkert i usikkerhed. Som om det indre ikke er nok. Og den slags folk skriver ikke computerprogrammer, der kan tilintetgøre verden. Hvis man er kvik nok til at lave den slags og kvik nok til at sælge det for hundrede millioner, det alt sammen i dybeste hemmelighed, er man ikke usikker. Ikke det mindste. Så er man den bedste, der findes. Man er verdens konge.”

De lagde billederne ned i posen igen og spiste deres måltid. Neagley havde vinduespladsen og lænede sig straks derefter op ad væggen for at sove. På den måde var risikoen for tilfældig kontakt mindre. Reacher holdt sig vågen. Han tænkte på øjenvidnet. Den kommunalt ansatte med de krænkende synspunkter. Muligvis tidsspilde. Muligvis den mand, der redder verden. Reacher ville gerne tage ham i øjesyn. Han følte sig ligesom flyet, der susede østpå for at møde morgengryet.

Amerikaneren stod foran badeværelsesspejlet på sit hotelværelse i Amsterdam og var i færd med at børste håret. Han var tidligt oppe. Uden grund. Han havde fået sovet. Han var rolig. Men det var på tide at komme tilbage. Han ville gå i bad, pakke og køre, før morgenmyldretiden begyndte. Derefter var det let nok.

Men først ville han have kaffe, så han tog sit tøj fra i går på og børstede håret. Det strittede på toppen efter søvnen. Han brugte vand til at få det til at lægge sig og så efter i spejlet. Acceptabelt. Det var bare en hurtig tur ned og op med elevatoren. I lobbyen hældte han kaffe op i et papbæger fra en sølvkande på et bord uden for morgenmadsrestauranten. På et bord mage til på den anden side af døren lå der aviser. Hollandske, selvfølgelig, samt britiske, franske, belgiske, tyske og Herald Tribune derhjemmefra. Alle sammen lagt nydeligt frem på rad og række.

I avisen fra Berlin var der ikke noget. Ingen overskrift, ingen historie. Heller ikke noget på forsiden af avisen fra Hamburg. Eller på side to. Eller tre.

På side fire var der en overskrift.

Langt nede og ikke særlig stor. Samt en historie på fem spalter. Mest bare et opkog. Ifølge politiet havde sagen yderste bevågenhed, og der skete fremskridt.

Helt konkret skulle de til at undersøge offerets bil for fingeraftryk.

Amerikaneren lagde avisen tilbage i bunken. Han lukkede øjnene. Hun var gået med til det lige på stedet i parkeringskælderen. Hun havde vendt sig begejstret og dramatisk om og havde gjort ihærdigt tegn hen mod sin bil med et indforstået smil, som om hun ikke kunne vente. Så havde hun kørt ham hjem. I en nydelig lille tre-dørs coupé, der ikke desto mindre var bygget som en bankhvælving.

I tankerne steg han ind i den igen. Dørhåndtaget på ydersiden. Sort lak og let nopret. Sporty. Måske ikke noget problem. Dørgrebet på indersiden var af læder. En del af polstringen. Et hulrum til fingrene. Sikkert med vinyl indeni af sparehensyn. Men kornet ligesom de synlige dele. Ru som det burde. Måske ikke det ideelle sted at lede efter fingeraftryk. Måske sikkert nok.

Spændet på sikkerhedsselen var T-formet. Tværstangen bestod af sort plastik, der var nopret ligesom fint sandpapir. For at give et bedre greb, gik han ud fra. Et regulativ af en slags. Sikkert nok. Derefter udløseren. Hans venstre tommelfinger. Han kunne huske at have trykket den ned. Albuen tilbage og den fumlende tommelfinger. En rød plastikbjælke, fast og rillet.

I bedste fald et delvist aftryk. Muligvis tværet ud, da hans jakkeskøde gled hen over det. Han huskede navnlig trykket mod sin negl. Lodret nedad. Roligt. Ubesværet. Nærmest langsomt. Et præcist lille klik i den smukke bils ånd. Og for at bygge spændingen op. Inden han pakkede gaven ud. På mange måder hans yndlingsøjeblik.

Låsen til selen var sikker nok.

Men det var dørgrebet ikke. Dørgrebet var en lille forkromet bjælke, som var kold at røre ved og buede indad på bagsiden af hensyn til fingrene. I hans tilfælde kun højre langfinger. Som han havde stukket elegant derind, mente han, nærmest antydningsvist, og derefter beholdt høfligt insisterende derinde, idet hele den flade del af fingerspidsen blev presset hårdt ind mod forkromningen og så endnu hårdere for at få låsen til at gå op, endnu et præcist og respektfuldt klik, og så havde hans finger trukket sig nøjagtig lige så elegant ud igen, mente han.

Ingen udtværing.

Glat, kølig forkromning.

Dumt.

Hans egen fejl.