Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 6

TRE

Sinclair rettede sig op og rykkede tættere på bordet som for at understrege sin pointe, og så sagde hun: ”Ifølge alle beskrivelser er iraneren yderst kvik, velformuleret og opmærksom på sproglige nuancer, og stationslederen på stedet gennemgik det med ham igen og igen, og vi er fuldt og fast overbevist om, at der var tale om en enkelt åbningstilkendegivelse. I løbet af de halvtreds minutter mødte budbringeren en amerikaner ansigt til ansigt. Mandlig, for der blev ikke bemærket noget om nogen kvinde, og det ville der være blevet, siger iraneren. Det er han fuldstændig sikker på. I løbet af mødet fortalte amerikaneren budbringeren, at han forlangte ét hundrede millioner dollars. Det var prisen for noget. Det var tydeligvis sammenhængen. Men det var afslutningen på udvekslingen. Vi ved ikke, hvem amerikaneren er, hvad de hundrede millioner er for, eller hvem udspillet er rettet mod.”

”Men hundrede millioner indsnævrer mulighederne,” sagde White. ”Selv som et indledende udspil, der kan forhandles ned til halvtreds, er det stadig pænt mange penge. Hvem ligger inde med så meget? Måske en del, men ikke flere end at de kan være i en enkelt adressebog.”

”Det er den forkerte måde at anskue det på,” sagde Reacher. ”Det er langt bedre at finde sælgeren end køberen. Hvad vil folk, som klatrer i reb i Yemen, betale hundrede millioner dollars for? Og hvilken type amerikaner i Hamburg har den slags til salg?”

”Hundrede millioner er mange penge,” sagde Waterman. ”En pris i den størrelsesorden kunne godt gøre mig bekymret.”

Sinclair nikkede og sagde: ”En pris i den størrelsesorden gør os meget bekymrede. Det lyder dødsensalvorligt. Det er mere, end vi nogensinde før har hørt tale om. Derfor arbejder vi også via alle tænkelige kanaler. Samtlige af vores agenter overalt i verden er blevet varskoet. Der er allerede flere hundrede mennesker i gang. Men vi skal bruge mere endnu. Jeres opgave består i at finde den amerikaner. Hvis han stadig er i udlandet, er det inden for CIA’s jurisdiktion, og så vil mr. White her lede indsatsen. Hvis han er tilbage i USA, er det inden for FBI’s jurisdiktion, og så vil specialagent Waterman tage over i stedet. Og da vi statistisk set ved, at det overvældende flertal af amerikanere i Tyskland gør tjeneste i det amerikanske militær, har vi anledning til at tro, at vi enten på den ene eller anden måde kan få brug for major Reacher.”

Reacher så først på Waterman og derefter på White og kunne mærke skepsis i deres blik, og han var ikke i tvivl om, at de mærkede det samme i hans.

”Personale og forsyninger ankommer i morgen tidlig,” sagde Sinclair. ”I kan få hvad som helst, I måtte ønske, når som helst. Men I taler ikke med andre end mig, mr. Ratcliffe eller præsidenten. Det her er en isoleret enhed. Selv hvis I bare skal bruge blyanter, går det igennem mig, mr. Ratcliffe eller præsidenten. Hvad der i praksis vil sige mig. Det efterfølgende papirarbejde tager præsidentens folk sig af. I skal ikke kunne identificeres. For hundrede millioner er mange penge. Vi kan ikke involvere regeringen. Amerikaneren kan befinde sig i både udenrigsministeriet, justitsministeriet og Pentagon. Måske kan I ved en fejl komme til at tale med den forkerte. Så lad være med at tale med nogen. Det er regel nummer to.”

”Hvad var regel nummer et?” sagde Waterman.

”Regel nummer et er, at iraneren ikke må blive afsløret. Vi må ikke gøre noget som helst, der kan spores tilbage til ham. Han er af stor vigtighed for os, for vi har oprigtigt talt ingen anelse om, hvad der vil ske næste gang.”

Så skubbede hun stolen tilbage, rejste sig og begyndte at gå hen til døren. På vej ud sagde hun: ”Husk det nu.”

Reacher lænede sig tilbage i læderstolen, og White så på ham og sagde: ”Det må være tanks og fly.”

”Vores nærmeste tanks befinder sig flere tusind kilometer fra Yemen eller Afghanistan, og det vil tage adskillige uger og kræve tusindvis af folk at flytte dem. Det ville være lettere at bringe Yemen eller Afghanistan til dem. For at ikke at tale om, at det ville være enklere og mindre iøjnefaldende.”

”Så fly.”

”Jeg tror gerne, at hundrede millioner kan få et par piloter til at gå over på fjendens side. Måske også tre eller fire. Jeg tvivler dog på, at Afghanistan har tilstrækkelig lange landingsbaner. Men det er der måske i Yemen. Så i teorien er det muligt. Fly vil bare ikke være til nogen særlig nytte for dem. De vil få brug for mange hundrede ton reservedele og i hundredvis af ingeniører og vedligeholdelsesteknikere. Og mange hundrede timers træning. Og vi vil under alle omstændigheder finde dem efter fem minutter og udslette dem med missiler fra jorden. Eller måske kan vi endda gøre det på afstand nu om stunder.”

”Så noget andet militært isenkram af en slags.”

”Men hvad? En million rifler til hundrede dollars stykket? Så mange har vi slet ikke.”

”Det kunne være en hemmelighed,” sagde Waterman, ”eller et kodeord, et password, en formel, et kort, en plan, et diagram, en liste eller modellen for computersikkerheden i alverdens finanssystemer, en fimastrategi, eller den samlede bestikkelsessum for at få en lovgivning igennem i samtlige halvtreds delstater.”

”Du tror altså, det handler om oplysninger?” sagde White.

”Hvad kan ellers købes og sælges diskret og er så meget værd? Muligvis diamanter, men de er i Antwerpen og ikke i Hamburg. Muligvis stoffer, men ingen amerikanere har for hundrede millioner liggende parat til at sende afsted. Det ville være i Syd- og Centralamerika. Og desuden er der allerede valmuer i Afghanistan.”

”Hvad er den værst tænkelige mulighed?”

”Det er uden for min lønramme. Spørg Ratcliffe. Eller præsidenten.”

”Efter din personlige opfattelse?”

”Hvad ville det være ifølge din?”

”Jeg er mellemøstenekspert. Det hele er værst tænkeligt.”

”Koppebaciller,” sagde Waterman. ”Det er det værst tænkelige for mig. Eller noget i den retning. Pest. Et biologisk våben. Eller ebola. Eller en modgift. Eller en vaccine. Hvad der så ville betyde, at de allerede har bacillerne.”

Reacher så op i loftet.

Ting, der kunne gå galt.

De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De.

Så længe det nu er nødvendigt.

Garber var den rene krydsogtværs.

White så på ham og sagde: ”Hvad tænker du på?”

”Modsætningen mellem regel nummer et og resten,” sagde han. ”Vi må ikke afsløre iraneren. Derfor kan vi heller ikke komme bare i nærheden af budbringeren. Vi kan ikke engang overvåge et sted, som budbringeren fører os til. For vi ved ikke, at budbringeren findes. Ikke medmindre vi har fået et tip indefra.”

”Det er en forhindring,” sagde Waterman. ”Ikke en modsætning. Vi er nødt til at finde en anden indgangsvinkel. De har brug for ham.”

”Det er et spørgsmål om effektivitet. De er nødt til at vide i god tid, hvem de pågældende er. De er nødt til at spore netværk og opbygge databaser. Derfor burde de også koncentrere sig om budbringerne, der har de mundtlige spørgsmål og svar inde i hovedet og rejser frem og tilbage mellem kontinenterne med spørgsmål, svar, spørgsmål, svar. De ved alt. De er ligesom lydbånd. De er hundrede gange så meget værd som en mand indenfor. For det er dem, der har det store overblik. Hvad har iraneren? Ikke andet end fire vægge i Hamburg uden noget at foretage sig.”

”De kan ikke bare ofre ham.”

”De kunne trække ham ud i samme øjeblik, de gik efter budbringeren. De kunne give ham et hus i Florida.”

”Budbringeren ville ikke sige noget,” sagde White. ”Vi taler om en stammetradition med tusind år bag sig. De sladrer ikke om hinanden. I hvert fald ikke, når vi ikke må gøre mere ved dem, end vi må. Derfor er det klogt nok at lade manden indenfor blive, hvor han er. De ved helt ærligt ikke, hvad der er under opsejling. Det vil være godt med et tidligt fingerpeg. Bare det mindste spor.”

”Ved du, hvad der er under opsejling?” sagde Reacher.

”Noget massivt. Det er ikke ligesom i gamle dage.”

”Har du arbejdet sammen med Ratcliffe før? Eller Sinclair?”

”Aldrig. Har du?”

”De har ikke valgt os, fordi de kender os,” sagde Waterman. ”De har valgt os, fordi vi ikke var i Hamburg på det pågældende tidspunkt. Vi var optaget andetsteds. Derfor kan vi heller ikke være de forkerte at tale med.”

En isoleret enhed, havde Sinclair sagt, og sådan føltes det også. Et lokale med tre mænd, der var afsondret fra omverdenen, fordi de alle sammen var forsynet med et alibi.

Klokken nitten hentede Reacher sine ting i bilen og bar dem op på sit værelse, der lå længst væk af tre på række på en gang, der lignede en kontorgang og muligvis også havde været det dagen i forvejen. Det var et stort værelse med eget bad. Direktørsuiten. Bygget til et skrivebord og ikke en seng, men det gik endda.

At få noget at spise var et spørgsmål om at få liv i den gamle Caprice, køre rundt i McLean og instinktivt dreje ned ad den type gader, hvor man måske kunne finde den type restaurant, han var på udkig efter. Det ville ikke være noget for alle og enhver. Hans stofskifte hjalp med. Han så neon længere fremme og skinnende aluminium ved siden af en benzintank ved siden af en motorvejsrampe. Et cafeteria, der var gammelt nok til at være autentisk. Lidt slidt og skrammet. Med nogle år på bagen.

Han drejede ind og parkerede, skubbede den forkromede dør op og gik indenfor. Der var koldt og klart under lysstofrørene. Som den første fik han øje på en kvinde, han kendte. Helt alene i en bås. Fra hans næstsidste mission. Den bedste soldat han havde arbejdet sammen med. På en lidt distanceret måde nok også hans bedste ven, hvis venskab indebar retten til at lade ting forblive usagte.

Først troede han, at der var tale om endnu et ikke særlig forbløffende sammentræf. Verden var lille, og så tæt på Pentagon blev den endnu mindre. Så ombestemte han sig. Hun havde været hans bedste sergent i den 110. militærpolitienheds’ storhedstid. Hun havde spillet en lige så stor en rolle som alle andre og også en større end flere andre. Større end de fleste andre. Sikkert også større end ham.

Ved at være virkelig kvik.

Alt for kvik til blot at være et sammentræf.

Han gik hen til hendes bord. Hun rørte sig ikke. Hun iagttog ham i bagsiden af en omvendt ske. Han lod sig glide ind over for hende og sagde: ”Hej, Neagley.”