Читать книгу Lærepenge - Lee Child - Страница 11

OTTE

Fire timer senere var klokken otte om morgenen i Hamburg i Tyskland, og byens ledende retsmediciner gik i gang med arbejdet i det centrale lighus. Han var blevet færdig med sin obduktion sent om aftenen. Ulønnet overtid, men drab var sjældne og kunne være karrierefremmende. Nu ville han lige gennemgå sine notater, før han fremlagde sin konklusion.

Offeret var en høj, lyshudet europæisk kvinde. Ifølge sine papirer havde hun ved sin død været seksogtredive år og otte måneder gammel. Hvad der stemte overens med de fysiske beviser. Kvinden havde været i god form. Kostbevidst, at dømme efter det lave BMI. Medlemskab i et træningscenter, at dømme efter muskelmassen. Cirka seks timer før dødens indtræden havde hun spist en couscoussalat, og cirka en time før havde hun slugt sæd. Derefter var hun blevet kvalt brutalt bagfra af en højrehåndet overfaldsmand. Vævsskaderne var marginalt større i højre side, hvad der indikerede stærkere fingre.

Perimortem var der også blevet tilføjet offerets lyse hud blå mærker andre steder. Ikke dramatisk, men velafgrænsede. I særdeleshed var der begyndende blodudtrædninger bag på hendes albuer fra overfaldsmandens knæ. Han havde holdt hende nede, siddet overskrævs på hende og redet på hende, som var hun en pony. Og presset fra hans balder havde efterladt svage mærker på hendes. Efter retsmedicinerens mening var han mager. Stærk, men senet. Med fremstående hænder og knæ. En tynd type, ville de sige i fjernsynet. Sikkert fuld af energi, nervøs i sin fremtoning og i stand til voldelige udbrud.

Et billede begyndte at forme sig.

Og bedst af alt var det, at afstanden mellem mærkerne på offerets balder og albuer indlysende nok afspejlede den nøjagtige afstand mellem den skarpe underside på overfaldsmandens hofteskål og knæskaller. Hvad der ud fra de normale proportioner mellem de pågældende led afslørede den nøjagtige længde af hans lårknogle. Og lårknoglens længde blev anset for en ufejlbarlig rettesnor for en persons højde.

Overfaldsmanden var en meter og treoghalvfjerds høj. I amerikanske mål fem fod og otte tommer. Og i og med at offeret var prostitueret, var det også nødvendigt at opgive amerikanske mål. Soldaterne havde stadig penge mellem hænderne. Men under alle omstændigheder var der hverken tale om en dværg eller en kæmpe.

Retsmedicineren satte et personligt notat bag på rapporten. Det var ikke normal praksis, men han havde ladet sig rive lidt med af spændingen. Ifølge notatet var den skyldige efter hans opfattelse en højrehåndet mand af gennemsnitlig højde, formentlig lidt under gennemsnitlig vægt, med markant knoglebygning og stærk fysik, men snarere senet end muskuløs. Måske som en langdistanceløber.

Så forseglede retsmedicineren rapporten i en kuvert og bad om at få den bragt omgående hen til kriminalchefen i byens politihovedkvarter.

Kriminalchefen blev ikke spor begejstret for at modtage den. Ikke til at begynde med. Senere blev han mere optændt. Han hed Griezman. Han blev anset for en succes. Hans afdelings opklaringsrate på 90 procent var imponerende. Men ved denne lejlighed var Griezman ikke ude efter at imponere. Han var ude efter en hurtig efterforskning og ville have sagen gemt langt væk på den anden side af skillelinjen, solidt begravet i de 10 procent med kolde spor og glemte fiaskoer.

Han havde læst notaterne fra sine kriminalbetjente. Ifølge en af dem plejede offeret at køre hjemmefra til hotellet sent om aftenen, parkere i garagen og finde kunder i baren. Men den pågældende aften havde ingen set hende ankomme. Normalt ville kunden benytte sit eget hotelværelse, hvorpå hun ville tage derfra midt om natten eller nogle gange tidligt om morgenen. Bartenderne og rengøringspersonalet kunne muligvis sammenfatte en liste over mænd, hun var blevet set sammen med.

I et andet notat stod der, at det var usædvanligt for hende at betjene kunder hjemme i sin egen lejlighed. Det var usædvanligt for hotelludere generelt. Måske havde kunden været en af de faste. En hun kendte og stolede på. I så tilfælde kunne en nærmere undersøgelse af faste kunder vise sig at give udbytte. Dem hun havde haft inden for de sidste par år, måske. Man gik ud fra, at den indledende kontakt var foregået i baren. Måske ville hotelpersonalet kunne huske det oprindelige møde. De fleste af dem havde været der meget længe.

Ifølge et tredje notat var hun ualmindelig dyr.

Griezman lukkede øjnene.

Det vidste han allerede. Og han vidste også, at hun fandt sine kunder i baren. Men på visse punkter tog notaterne fejl. Det var ikke usædvanligt for hende at bruge sin egen lejlighed. Overhovedet ikke. Indimellem mødte hun naturligt nok folk i baren, som ikke boede på hotellet. Lokale herrer, der måske slappede af efter en hård dag på kontoret. Mænd, der havde deres eget hjem i nærheden, som de selvfølgelig ikke kunne bruge. På grund af koner, familier og så videre.

Lokale herrer som ham selv.

Han havde været kunde hos hende. For næsten et år siden. Tre gange. Okay, fire. Alle sammen hjemme hos hende. Første gang ganske rigtigt via hotellet. Hvilket nummer bor du på? Jeg bor her sådan set ikke. Jeg er bare inde for at få en drink. De var kørt i hver sin bil. Han havde en forsikringspolice, der for nylig var kommet til udbetaling med en bonus, der alt sammen var tænkt at skulle gå ind på opsparingskontoen. Til børnene. Og nu var hun så død. Myrdet. Han ville optræde på listen over de mænd, hun var blevet set sammen med. En grundigere efterforskning ville være en katastrofe. Nogen ville kunne huske det. Han ville selvfølgelig blive fyret. Og selvfølgelig skilt. Og vanæret.

Han åbnede kuverten fra retsmedicineren. Han læste de kolde, kliniske kendsgerninger. Han kendte den hals. Den var lang, slank og havde smuk lys farve. Han vidste, at hun kunne lide couscous. Han vidste, at hun slugte.

Han vendte det sidste ark og fik øje på det personlige notat. Højrehåndet, gennemsnitshøjde, undervægtig, markant knoglebygning, snarere senet end muskuløs.

Som en langdistanceløber.

Griezman smilede.

Han var to meter høj og vejede hundrede og seksogtredive kilo. Amerikanerne ville sige seks fod og seks tommer og tre hundrede pund. Det meste af det var fedt. Han spiste pølser med kartoffelmos til morgenmad. Da han sidst så en af sine knogler, var det på et røntgenbillede.

Absolut ikke nogen langdistanceløber.

Han bad sin sekretær indkalde til møde. Hans hold dukkede op. Hans kriminalbetjente. ”Det er på tide,” sagde han, ”at opstille nye parametre. Lad os gå ud fra, at offeret kørte til hotellet, men fik kontakt med gerningsmanden allerede før, hun nåede ind. Et tilfældigt møde i selve parkeringskælderen, måske. Muligvis en fast kunde. Muligvis efter lang tid uden kontakt. Hvad der siger os, at han er rig nok til at kunne betale hende, men ikke bor på hotellet, for ellers havde hun foreslået hans værelse som førstevalg. Derfor har han enten været lokal eller overnattet andetsteds. Spørgsmålet er, om han var i bil. Det er sandsynligt, i og med at han var i parkeringskælderen, men ikke nødvendigvis, for man kan skyde genvej gennem parkeringskælderen til den anden side af bygningen. I det tilfælde kan offeret meget vel selv have kørt ham hjem, og derfor bør vi også undersøge kabinen i hendes bil for fingeraftryk. I hvert fald dørhåndtagene og sikkerhedsselen.”

Hans kriminalbetjente tog notater.

”Og frem for alt,” sagde Griezman, ”har vi fået konkrete oplysninger fra patologen. Gerningsmanden er af gennemsnitshøjde og mager. Det er en videnskabelig kendsgerning. Så det er den type person, vi leder efter. Ikke andet. Glem de tidligere kunder, medmindre de viser sig at være af gennemsnitshøjde og magre. Andre er vi ikke interesseret i. Det hele er formentlig spild af tid, eftersom det sikkert drejer sig om en sømand på landlov, der for længst er stukket til søs igen, men vi må i det mindste give indtryk af, at vi foretager os noget. Det skal bare være en koncentreret arbejdsindsats, så lad være med at spilde tiden. Gennemsnitshøjde, mager, fingeraftryk i hendes bil. Det er det, vi leder efter. Intet andet. Ingen vilde udflugter. Spar på kræfterne til næste sag.”

Kriminalbetjentene traskede ud igen, og Griezman slap en lettet udånding og lænede sig tilbage i stolen.

Samtidig var amerikaneren i Amsterdam, hvor han var i færd med at tage bad. Han var stået sent op. Han befandt sig på et hotel en enkelt gade væk fra et hovedstrøg. Det var lille og rent, og nogle af de andre gæster var piloter. Det var sådan et sted. Han havde været nede efter kaffe og set de tyske aviser i morgenmadsrestauranten. Ingen overskrifter. De kom ingen vegne. Han var i sikkerhed.

Samtidig befandt budbringeren sig i en Toyota pickup og havde kun tilbagelagt knap ti kilometer af de fem hundrede ad landevejen. Efterfulgt af fire forskellige lufthavne og tre sikre opholdssteder. Det var anstrengende alt sammen, men det værste kom først. Vejen var primitiv. Hård ved bilen og hård ved passageren. Det var opslidende. Nogle steder var det knap nok en vej, men mere en udtørret flodseng. Men det var nu engang prisen for at leve afsondret.

Solen bevægede sig vestpå og oplyste først kysten ud for Delaware, derefter Marylands østkyst og så selve D.C., der midlertidigt tog sig storslået ud i det tidlige morgenlys, nærmest som var byen blevet bygget specielt til netop dette ene øjeblik i løbet af dagen. Så nåede daggryet frem til McLean, og cateringvognen ankom til erhvervsområdet med kaffe og morgenmad. Alle var vågne og ventede. Landry, Vanderbilt og Neagley var indkvarteret i den anden af de tre bygninger på Educational Solutions’ område. Samme konstruktion, senge i stedet for skriveborde. Fyrene fra NSC legede holdtagfat ud fra den tredje bygning og skiftedes til at holde vagt og sove.

”Med ti undtagelser,” sagde White, ”er samtlige af programmørerne enten allerede tilbage i USA eller på vej hertil. De resterende ti er udlandsamerikanere. De bor i Europa og Asien. En af dem bor selv i Hamburg.”

”Tillykke,” sagde Reacher. ”I har løst sagen.”

”Det er et spørgsmål om at prioritere. Er en udlandsamerikaner mere tilbøjelig til at være kriminel? Bør vi undersøge dem først eller bagefter?”

”Hvem er ham, der bor i Hamburg?”

”Vi har et foto. Han er modkulturtypen. Kom tidligt i gang med computere. Han hævder, at de før eller siden vil gøre verden mere demokratisk. Sagt på en anden måde stjæler og ødelægger han ting, men kalder det bare politik i stedet for kriminalitet. Eller performancekunst.”

Vanderbilt fandt billedet frem. Det var et portrætfoto øverst på en venstreside fra et magasin. En klumme i noget, der lignede et undergrundsblad. Fotografiet forestillede en mager hvid fyr med et enormt hår. Som om han havde stukket fingrene i en lyskontakt. Halvt gal professor, halvt gøgler. Han var fyrre år gammel.

”Stationslederen i Hamburg foretog lidt overvågning til fods,” sagde White. ”Fyren er ikke hjemme for øjeblikket.”

”Hvis han bor der,” sagde Reacher, ”hvorfor planlagde han så det første møde, mens konferencen blev afholdt i byen? Det må være en travl uge. Og der er folk, der kender ham. Måske vil de bemærke noget. Det ville være bedre at gøre det før eller efter.”

”Så efter din mening beviser timingen altså, at det var en af de besøgende ved konferencen.”

”Efter min mening er det alt sammen rent Alice i eventyrland.”

”Lige nu har vi ikke andet.”

”Hvor langt rejser den her slags budbringere?” sagde Reacher.

”Ikke så langt som herover. Ikke endnu. Ikke os bekendt. Men de tager hele vejen gennem Vesteuropa, Skandinavien og Nordafrika. Og selvfølgelig Mellemøsten.”

”Så må jeres bedste mulighed være at holde snor i de hjemvendte programmører og vente på, at en af dem tager afsted igen til det næste møde. Hvor der bliver sagt ja eller nej. Men ikke nødvendigvis i Hamburg. Ifølge jeres teori var Hamburg hensigtsmæssig første gang på grund af konferencen. Et andet sted kunne være mere hensigtsmæssigt til det næste møde. Paris eller London. Eller Marrakesh. Jeres teori kan ikke sige noget om stedet.”

”Vi vil vide, hvor han køber billet til. Vi vil vide, hvor han skal hen.”

”Han vil købe den i sidste øjeblik.”

”Vi vil stadig kende det fly, han er med.”

”Men for sent, for hvad vil I gøre? Tage det næste fly og nå frem fire timer efter, at aftalen er blevet indgået?”

”Du er da godt nok noget af en humørspreder, hvad?”

”Ifølge jeres teori vil budbringeren være i bevægelse på samme tid som amerikaneren. De vil bevæge sig i retning af det samme bestemmelsessted.”

”Vi kender ikke det navn, han rejser under, eller hvor han kommer fra. Eller hvilket pas han bruger. Muligvis pakistansk. Eller britisk. Eller fransk. Der er for mange ubekendte. Vi foretog en søgning på Hamburg lufthavn to dage før det første møde, og alene der kom der fem hundrede mulige kandidater igennem. På papiret kan vi ikke skelne dem fra hinanden. Det er umuligt at vide, hvem vi skal holde øje med.”

”Tag noget mere kaffe,” sagde Reacher. ”Det plejer at hjælpe på det hele.”

I Hamburg var det frokosttid, og kriminalchef Griezman var kun få minutter fra en herlig smørrebrødsanretning på en kælderrestaurant lige i nærheden af hans kontor. Men først skulle han have afsluttet en opgave. En del af hans chefrolle bestod i at give oplysninger videre til dem, der havde brug for det. Ligesom en redaktør eller en kurator. Nogen skulle være ansvarlig. Nogen skulle have røven på komedie, hvis det bagefter viste sig, at brikkerne ikke passede sammen. Det var det, han blev betalt for, som de sagde i tv.

Fra naturens hånd var han tilbøjelig til at være forsigtig. Det var bedre at være på den sikre side. Stort set alt blev sendt et eller andet sted hen. Hver dag inden frokost. Han gennemgik gennemslag og fotokopier og lavede dynger med hvert sit mærke til den ene eller anden instans. Hans sekretær fik dem bragt ud med bud, mens han spiste.

Næsten øverst i dyngen lå endnu en rapport fra efterforskningen af mordet på den prostituerede. Blandt de navne, som var dukket op, da betjentene stemte dørklokker i hendes gade, var en major og en underofficer i den amerikanske hær, der hævdede at være der som turister. Den pågældende betjent havde fulgt op på påstanden op ved at kontrollere det hos grænsemyndighederne i lufthavnen. Han havde konstateret, at begge amerikanerne ganske rigtigt var ankommet samme morgen. De kunne derfor begge elimineres som mistænkte, men betjenten ville gerne påpege, at de ikke havde lignet turister.

Det var bedre at være på den sikre side. Griezman smed rapporten i bunken til det amerikanske militærs hovedkvarter i Stuttgart, hvor den foreløbig var den eneste af sin art den dag.

Så læste han for en sikkerheds skyld en rutinemæssig, kortfattet erklæring fra det uniformerede politi. Ifølge den havde en borger flere dage tidligere kontaktet dem telefonisk og meddelt, at han sent på eftermiddagen havde set en amerikaner i samtale med en mørklødet mand, formentlig fra Mellemøsten, på en bar lige uden for bymidten. Ydermere hævdede borgeren at have set den mørklødede mand optræde ophidset, utvivlsomt på grund af livsvigtige hemmeligheder i forbindelse med lokal uro som følge af historisk forskelsbehandling. Men de lokale politifolk var hurtige til at påpege, at den pågældende borger var kendt som en paranoid fanatiker, der jævnligt ringede ind med dommedagsmeldinger, og under alle omstændigheder havde manden fra Mellemøsten været i sin gode ret til at virke ophidset, for der var tale om en hårdkogt bar, hvor hans tilstedeværelse ikke var blevet hilst velkommen eller blot tolereret særlig længe. Ikke desto mindre blev sagen åbenbart stadig anset for vigtig nok til at blive indrapporteret.

Og derfor også vigtig nok til at lade gå videre op i fødekæden, besluttede Griezman. Heller ikke på hans niveau skadede det at have sit på det tørre. Men hvor skulle den hen? Det amerikanske konsulat, selvfølgelig. Til dels som følge af den diskriminerende adfærd. Hvorfor skulle en amerikaner invitere en araber med på sådan en bar? Invitationen kunne i hvert fald ikke være kommet fra den anden part. Det kunne ikke have været manden fra Mellemøstens førstevalg til et mødested. Hvad havde formålet mon været?

Men primært lod han det gå videre, fordi en amerikaner talte med en araber. Lige pludselig var de blevet voldsomt interesseret i netop den slags. Der var fedtepoint i det. Det kunne være karrierefremmende.

Han smed erklæringen på den plads, der var reserveret det amerikanske konsulat i Hamburg, og hvor den også var dagens eneste indslag af sin art.