Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 22

5 MAN RISIKERER AT BLIVE EN KYSSEFEINSCHMECKER

Hvad var Freuds opfattelse af menneskers forhold til mad? Hvad var hans forklaring på, at personer kunne lide af en forstyrret lyst til at spise? Havde deres besværliggjorte appetit eller næringsbehov mon noget at gøre med kønsdriften?

Om det sidste vekslede Freud mellem at svare nej og ja. Hvad angik spørgsmålet om den forstyrrede appetit, så ville Freud som en moderne videnskabsmand naturligvis aldrig se det som en guddommelig straf, som myten om Tantalus gør. Men at et menneskes i værste fald umuliggjorte appetit godt kan skyldes en religiøs angst, afviste Freud ikke.

Næringsbehovet og libidoen

Lidt overraskende tog Freud i sin berømte forelæsning om “Libidoteorien og narcissismen” blandt andet

“… den interessante kendsgerning for givet at frustrationen af sult og tørst – de to mest elementære selvopholdelsesdrifter – aldrig resulterer i angst, medens den utilfredsstillede libidos angst (…) hører til de mest bekendte og hyppigst iagttagne fænomener.”⁴⁵

Det har undret mig, hvorfor Freud her i sin 26. forelæsning (udgivet sammen med de i alt 28 Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse i Wien 1917) pludselig var så forhippet på at opføre en teoretisk mur mellem seksualdrifterne på den ene side og næringsbehovet og andre selvopholdelsesdrifter på den anden. For eksempel er det ikke i tråd med Freuds egne iagttagelser af amningens betydning i Drei Abhandlungen zur Sexualtheorie (1905), hvor han i øvrigt anvendte ordet “drift” for første gang. Fordi den rytmiske sutning af morens bryst undertiden retter sig imod et andet objekt på barnet selv (en tommelfinger, “selv storetåen”, etc.), så Freud denne aktivitet som en form for “autoerotik”:

“Lad os fremhæve det mest påfaldende træk ved denne seksualaktivitet, nemlig at driften ikke er rettet mod andre personer; den tilfredsstilles på individets egen krop, den er autoerotisk […] Barnets første og mest livsnødvendige aktivitet, at suge på moderbrystet (eller på dets surrogater), må allerede have gjort det fortroligt med denne lyst. Vi ville sige, at barnets læber har opført sig som en erogen zone, og at pirringen, som opstod gennem den varme mælkestrøm, formentlig var årsagen til lystfornemmelsen. I begyndelsen var tilfredsstillelsen af denne erogene zone sikkert forbundet med tilfredsstillelsen af næringsbehovet […] Den, som har set et barn synke tilbage med røde kinder og et saligt smil for at falde i søvn, efter at det er blevet mæt ved brystet, må blive slået af, at dette billede også er et typisk udtryk for seksuel tilfredsstillelse senere i livet.”⁴⁶

Til denne passage tilføjede Freud (så sent som i 1915) oven i købet følgende bemærkning om en sammenhæng, han som sagt forsøgte at trække i land igen to år senere: “Seksualaktiviteten knytter sig i første omgang til en af de funktioner, som tjener livets oprettelse, for først senere at gøre sig uafhængig af den.”⁴⁷ Helt skille seksual- og selvopholdelsesdrifterne ad kunne Freud dog heller ikke for den senere livsudfoldelses vedkommende. For læg mærke til, hvordan forstyrrelser af appetitten hos det voksne individ eksempelvis forklares her:

“Det er ikke alle børn, som sutter. Det er antagelig de børn, hos hvem læbezonens erogene betydning er konstitutionelt forstærket, der begynder på det. Forbliver denne betydning bevaret, så bliver disse børn som voksne til kys-feinschmeckere, de får en tilbøjelighed for perverse kys, eller de medbringer, hvis der er tale om mænd, et kraftigt motiv til at drikke og ryge. Men hvis fortrængningen indfinder sig, så vil de føle væmmelse ved maden og producere hysteriske opkastninger. I kraft af fællesskabet om læbezonen vil fortrængningen forplante sig til næringsdriften.”⁴⁸

At forstærkede suge- og suttefunktioner i barnets såkaldt narcissistiske fase skulle kunne få det til at udvikle sig til at blive en veritabel “Kußfeinschmecker” som voksen, er ikke bare et tegn for Freuds egen vidunderlige fantasi. Det indikerer også, hvor svært det var for ham at skille næringsbehovet og libidoen ad. Efterhånden når Freud da også frem til at betegne ernæringsdrifter og seksualdrifter under ét, nemlig som “livsdrifter” til forskel fra dødsdrifter.⁴⁹

Psykoanalyse og måltidskultur

Den tyske psykoanalytiker Claus-Dieter Rath har med et fint lille bidrag, “Zur Psychoanalyse der Eßkultur”, forsøgt at genrejse spørgsmålet om appetittens og madens betydning med et andet fokus. Hans ærinde fremgår umiddelbart af titlen. Det er at se Freuds tanker om ernæringen i sammenhæng med bredere civiliserende samfundsprocesser. Begæret efter mad og drikke er, siger Rath, “fra starten vævet sammen med individuelle og samfundsmæssige, reelle, symbolske og imaginære dimensioner, [og] de dermed forbundne lysterfaringer og tragedier markerer til en vis grad voksenlivets næringsoptagelse.”⁵⁰ Rath forholder sig ganske vist til sådan en “Giftangst”, som i en nyere kontekst kan skyldes brugen af tilsætningsstoffer eller moderne forarbejdningsmetoder. Men i virkeligheden er han ikke nær så konkret i sin historiske interesse, som citatet lader forvente. Omtalen af ‘samfundsmæssige dimensioner’ viser sig blandt andet at være møntet på, at Freud i sin tid så handlinger såsom udførelsen af den hellige kommunion som resterne af en totemmåltidskultur. Transsubstantiationen, altså den forvandling til Kristi legeme og blod, som brødet og vinen efter den katolske lære undergår ved konsekrationen, er også Raths bedste eksempel på totempraksisformers tilstedeværelse i højtudviklede religiøse systemer.

Ambivalens og kannibalisme

I psykoanalysen er appetit, og eventuelt spiseforstyrrelser, ofte vævet sammen med en ambivalent individuel dimension, en fase, som Freud benævner “den orale” eller sågar “den kannibalistiske”. Den pågældende ambivalens er her blandt andet udløst af barnets smerteoplevelser i forbindelse med tændernes fremkomst, men også af at barnet nu aktivt tager for sig og inkorporerer sit objekt med en destruktiv bideaktivitet. Detaljer om denne orale fases paradoksale vekslen mellem lyst og “sadisme” kan især studeres hos Karl Abraham og Melanie Klein.⁵¹ Jeg nævner den indtil videre blot summarisk, fordi den også spiller med som en underliggende diskurs i nogle af mine litterære eksempler. Foreløbig kan vi nøjes med at konstatere, at appetittens betydning efter Freud også indbefatter et kannibalistisk aspekt i denne specielle forstand. Med tanke på, hvad jeg hidtil har sagt om tantaluseffekten, ligger det mig desuden på sinde at fremhæve et slående træk ved det orale stadie. I psykoanalysen relateres dette stadie nemlig til forstyrrelser af appetitten omkring et paradoks, der kan føre tankerne hen på Tantalus’ skæbne. Oplevelsen af frustration antages i dette stadie at bero på et dobbelt forhold. Det forklares ikke alene med barnets nye tendens til aktivt at ville tilegne sig driftens mål (moderbrystet), men også med barnets samtidige erfaring af, at dette mål undertiden er uden for rækkevidde. Det ligner tantaluskvaler.

Fra Freuds hånd har vi ellers ikke en selvstændig behandling af appetittens forviklinger. Han berørte kun problemet sporadisk, som det er fremgået her. Grænsen mellem (forstyrrede) næringsdrifter og libidoen søges fastholdt, men ofte forgæves. Som jeg læser Freud, forekommer spiseforstyrrelser undertiden som indekstegn på seksuelle forstyrrelser. Esther Fischer-Homberger påstår ligefrem, at “Freud helt systematisk tydede spiseforstyrrelser som et symptom, som noget der viser hen til en anden egentlig årsagsforstyrrelse”.⁵²

Til gengæld etablerede Freuds yngste datter, Anna Freud, siden hen et egentlig psykoanalytisk studie af spiseforstyrrelsernes årsager. Spiseforstyrrelsernes begrebshistorie dykker jeg ned i senere, hvor Anna Freud også vil få en stemme i diskussionen. Men jeg har som sagt valgt at nærme mig problematikken gennem et litterært eksempel.