Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 27
7 NARCISSISTISK ELLER ØDIPAL?
ОглавлениеDet såkaldte narcissistiske stadie mellem autoerotik og objektkærlighed bringes direkte i spil gennem ægteparret Leo og Erica. Bemærk beskrivelsen af, hvordan de observerer deres nyfødte søn, Matt:
“Vi fulgte Matts udvikling lige så omhyggeligt og opmærksomt som Oplysningstidens videnskabsmænd, noterede hver eneste fase i hans udvikling som om ingen nogensinde havde smilet, leet eller rullet rundt før ham. En dag kaldte Erica mig med høj stemme hen til vuggen, og da jeg stod ved siden af hende, pegede hun på vores søn og sagde: ‘Se, Leo! Jeg tror han har fundet ud af, at det er hans fod. Se hvordan han sutter på sine tæer. Han ved det er hans!’ Det kan diskuteres, om Matt virkelig havde opdaget grænserne for sin krop på det tidspunkt, men han blev i stigende grad et væsen med en personlighed som kunne identificeres.”62
Freud ville blot have sagt noget i retning af, at den infantile narcissismes dominans falder sammen med jegets formative momenter. Men tankegangen er den samme. Hustvedts læsere ved på dette sted, at Ericas far skal have været en fremtrædende psykoanalytiker. Så associationen er næppe tilfældig.
Appetitten hos Ericas og Leos søn, Matt, adskiller sig fra alle de øvriges ved at være en forholdsvis uproblematisk og alt andet end destruktiv lyst. Men størstedelen af Hustvedts roman og dennes beretninger om de involverede personers liv gennemsyres efterhånden af en støt stigende ambivalens. Især én altoverskyggende, katastrofal hændelse river fra det ene øjeblik til det andet Leo, Erica og de øvrige med af begivenhedernes malstrøm. Det er, da Matt senere i sin barndom på en sommerlejr kæntrer med sin kano på vej ned ad en flod. Matt slår hovedet mod en sten og drukner i det lave vand. Før nogen når at redde ham, er han død.