Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 25

Den opmærksomhed, som vennerne Violet og Bill skænker emnet, smitter af på Leo; alene redegørelsen for Bills rekonstruktioner af Hans og Grethe breder sig over fem sider. Leo indleder:

“Bill inviterede mig op i sit atelier tre-fire gange mens han arbejdede på Hans og Grethe-værkerne. Under mit tredje besøg gik det pludselig op for mig at det børneeventyr Bill havde valgt også handlede om mad. Hele historien kredsede om problemerne ved at spise, ved ikke at spise, ved at blive spist. Bill fortalte sin udgave af Hans og Grethe i ni selvstændige værker. I løbet af fortællingen blev figurer og billeder gradvist større, men de nåede først menneskestørrelse i det sidste værk.”⁵⁶

Hustvedt behøvede jo ikke gøre det. Men hun vælger at lade sin fortæller udfolde ni selvstændige beskrivelser af værkerne. “Intermedialitet” er det ord, som Bills installationer bedst kan karakteriseres med. I Bills installationer søges madens magi fra eventyret genskabt og ladet med ny betydning fra et næsten overbetonet miks af medier. Nogle af de inkluderede ting er primære medier i en traditionel forstand, mens andre blot fungerer som sådan i denne specielle sammenhæng: blæktegninger (“i en stil som mindede lidt om Dick Tracy-tegneserien”), malerier (“lignede Riders romantiske amerikanske landskaber”), lærred (“skåret til som et hus”), pap (“børnene var selvstændige udklipsfigurer”), plasticemballage (“rigtige slikposer og æsker som Bill havde limet fast på lærredet – Chuckles og Hershey Bars, Sweethearts, Jujubees, Kit Kats og Almond Joys”), et fjernsyn (“på skærmen havde han malet en reklame for peanutbutter”), en skulptur (“en legemsstor tredimensionel skulptur af en mand”).⁵⁷

Hvis Hustvedts fortæller har ret i at Hans og Grethe-værkerne handler om problemerne ved at spise, ved ikke at spise og ved at blive spist, hvilken funktion har da Bills samling af virtuelle, materielle og symbolske elementer? Vi kan konstatere, at Hustvedt demonstrativt forbinder spisningens problematik med et miks af medier af ældre og nyere dato (bogen Det jeg elskede er selv en del af denne forbindelse). Men hvorfor? Hvad er meningen med at lade en bunke af papir og ragelse samt mere eller mindre æstetiserede kommunikationskanaler støde sammen omkring noget så naturligt som appetitten efter søde sager?

Hustvedts interartiale og intermediale greb har en funktion på alle de områder, som jeg lod Ulla-Britta Lagerroth opregne for os i min indledning. Grebene formidler en bestemt opfattelse af mennesket, livet og verden. Og de tegner samlet set en hel fremstilling af æstetiske idealer, kulturelle normer, samfundssyn, eksistensproblemer, ideologi og køn. Man kan se, hvordan Hustvedt bruger sit påfaldende mediemiks til at begribe alt dette, som appetittens forbindelser med andre sansepirrende kanaler udtrykker under ét: For det første er mennesket, livet og verden her og andre steder i romanen koncentreret i visionen om, at alting fungerer gennem “sammensmeltning”. Eller som Violet også formulerer det: “Verden passerer gennem os – mad, bøger, billeder, andre mennesker.”⁵⁸ Ligeledes baserer et installationsværk som Bills Hans og Grethe sig på et æstetisk ideal om ikke at skille den ene kunstart fra den anden. Det lyder måske umiddelbart romantisk. Men overført til 1980’ernes amerikanske forbrugerkultur i Hustvedts roman er der ikke langt mellem sammensmeltning og sammenbrud. Det er her, heksen kommer ind i billedet.