Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 23

Siri Hustvedts roman Det jeg elskede fra 2003 er tilegnet hendes mand, forfatteren Paul Auster, der ligesom hun selv også med en vis ret kan kalde sig litterær sultekunstner. På boghylden hjemme i Brooklyn står der sikkert både titler af Lord Byron, Hamsun og Kafka. Men i forhold til de øvrige skiller Hustvedt sig ud på i hvert fald ét punkt. Der er det særlige ved hendes greb om madens, sultens og den besværliggjorte appetits betydning, at hun lader kunstens og lægevidenskabens syn støde sammen i form af en roman. Den ene af hendes fem intellektuelle hovedpersoner, Violet, skriver og forsvarer først en videnskabelig afhandling om hysteri og tager dernæst fat på at skrive en afhandling om spiseforstyrrelser. Violets planer for det sidstnævnte projekt gengives af Hustvedts mandlige jeg-fortæller, kunsthistorikeren Leo. Måske er det tilsigtet, måske er det ikke, at Violets teser tager sig lidt skrøbelige ud. Men selv en fiktiv forsker må jo starte et sted og bide hovedet af al skam for at kunne bevæge sig ind på et nyt felt:

“Violets ærinde var at afdække de lidelser hun betegnede som ‘spejlvendt hysteri’. ‘Nu om dage sætter piger grænser,’ sagde hun. ‘Hysterikerne ønskede at sprænge dem. Anorektikere bygger dem op.’ Hun fordybede sig i historiske kilder. Hun studerede helgener der sultede sig selv og undlod at indtage jordisk føde for bedre at kunne nyde den overjordiske føde i deres religiøse visioner: Kristi legeme – hans blod, pusset fra hans sår, selv hans tabte forhud. Hun gravede lægerapporter frem om piger der holdt sig i live ved duften af blomster eller ved at se andre spise. Hun læste beretninger om sultekunstnerne, som havde optrådt i byer overalt i Europa og i Amerika i det nittende og et godt stykke ind i det tyvende århundrede. Hun fortalte mig om Sacco, en mand i London, der fastede offentligt i en glaskasse mens hundreder af nysgerrige defilerede forbi hans udtærede krop. Hun besøgte også klinikker og hospitaler. Hun interviewede piger og kvinder som led af nervøs spisevægring, bulimi, stærk fedme. Hun talte med læger, terapeuter, psykoanalytikere og damebladsredaktører.”⁵³

Violets projekt kunne der sikkert komme en hæderlig afhandling ud af. Det gør der også i fiktionen. Inden for den fortalte histories egne rammer udkommer afhandlingen senere på et amerikansk universitetsforlag under titlen Den fastlåste krop: Kropsidealer og spiseforstyrrelser. Men intet egner sig formodentlig bedre til at begribe Violets multidimensionale perspektiv end netop den roman, som hun selv er en del af. I virkelighedens verden kan Violets pointer ikke være kommet som nogen overraskelse for anoreksiforskere i 2002, da Det jeg elskede udkom. Isoleret set er der intet nyt under solen.⁵⁴ Derimod foretager Hustvedt nogle hidtil usete koblinger med romanen i sin helhed.

I romanens samlede perspektiv spiller æstetiseringen omkring ‘[k]ropsidealer’ for eksempel en mindre rolle, end de tilsyneladende gør i Violets afhandling.

Jeg vil argumentere for, at Hustvedt med Det jeg elskede omdanner appetit og spiseforstyrrelser til en romankunstnerisk problematik på en måde, hvor appetittens og kunstens intermediale forstyrrelser går op i en højere enhed. Intermedialitet er et fremtrædende element i romanens form. Men det er også et fremtrædende element i de spiseforstyrrelser, som flere af romanens personer rammes af.

Sygeliggjorte symptomer på anoreksi vekselvirker så direkte med romanens kunstneriske manifestationer og med billeders antageligvis helt magiske effekter, at man efterhånden anspores til generelt at genoverveje rimeligheden i at fastholde konventionelle modsætninger mellem sjæl og legeme, psyke og fysik, biologisk og kulturelt køn, ja normale versus patologiske eksempler på liv. Problemer med appetitten rammer periodevis alle de voksne hovedpersoner i denne fortælling om to familier, der går i opløsning.