Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 28

Det jeg elskede er, ville jeg sige, fra da af én lang undersøgelse af rækkevidden i den sandhed, som jeg har betonet fra starten: Det nærmeste er gerne det sværeste at få fat i.

Det var det også for Narcissus. Narcissus’ elskede billede af sig selv i floden under ham forsvinder naturligvis i det øjeblik, han rører ved det. Men for Hustvedts personer udvikles vekselvirkningen mellem tiltrækning og frastødning til ikke kun at dreje sig om problemet med at begribe sig selv. Efter skilsmissen i den ene familie og dødsfaldet i den anden sætter Hustvedt eftertryk på umuligheden af at få fat i noget som helst eller nogen som helst uden for én selv. I romanen kommer dette til at virke som en ætsende erkendelse for alle, ikke kun i relation til de nærmeste ting, men også til de nærmeste personer i denne og hins tætteste omgangskreds. Matts forældre og resten af verden knækker over i tre. Appetitten svigter. Leo og Erica sulter, men kan ikke spise. Ikke før Violet udvider sin stedmoderlige bestemmelse til også at made sine sørgende venner. Leo og Erica bliver som Hans og Grethe i et fremmed hus:

“Noget så enkelt som at vågne, hente avisen uden for døren og sætte sig ned og spise morgenmad blev en grusom parodi på hverdagen, der udspillede sig i det gabende fravær af vores søn. Og selv om Erica sad ved bordet med en skål cornflakes foran sig kunne hun ikke spise. Hun havde aldrig spist særlig meget, havde altid været tynd, men sidst på sommeren havde hun tabt femten pund. Kinderne blev indfaldne, og når jeg sad over for hende kunne jeg se hendes kranie. Jeg plagede hende til at spise, men mine tilskyndelser var halvhjertede, for jeg havde heller ikke lyst til noget af det der lå på min tallerken, og måtte tvinge maden ind i munden. Det var Violet, som gav os mad. Hun begyndte at lave middag til Erica og mig dagen efter, at Matt døde, og fortsatte med det til langt ud på efteråret.”⁶³

Alt og alle de efterladte ender ligesom med at stå som mejslede tantalusfigurer; Det jeg elskede udvikler sig mere end noget andet til en historie om det smertelige ved ikke at kunne opnå selv det lettest opnåelige. Tag fortælleren Leo, som efter tabet af sin søn end ikke længere kan inkorporere sin kone og samleverske i sit liv. Psykoanalytikeren, som Erica begynder at konsultere, vil gerne tale med Leo. “[M]en jeg nægtede at gå derhen.” Om sin kone, Erica, synes Leo nu, at “der var noget upersonligt ved hendes nye omsorg”. De to falder ikke længere i søvn ved siden af hinanden. Og da Erica en nat finder Leo halvsovende i en stol, lægger et tæppe over ham og kysser ham på kinden, “så jeg for mig, hvordan jeg trak hende ned til mig og kyssede hende på halsen og på skuldrene, men jeg gjorde det ikke.”⁶⁴ – Svovlstikken slukker, uden at Leo er i stand til at forene øjets lyst med mundens.

Intet sted i Hustvedts roman er Tantaluseffekten dog nær så slående som i det øjeblik, hvor Leo efter måneder uden følelser eller synlig sorg omsider har genoptaget sin universitetsundervisning med et seminar om still leben-billeder, og hvor han til en af de sidste gange har sat den franske 1700-talsmaler Jean-Baptiste-Siméon Chardin på programmet. Leo har forberedt sig godt hjemmefra. Men i situationen løber alt alligevel ud af hænderne på ham, mens billedets tilsyneladende nærvær af noget forsvinder. Denne paradoksale billedlige egenskab får en meget indtrængende virkning her:

“På bordet foran mig lå mine notater og en reproduktion af Chardins Vandglas og kaffekande. […] Jeg lagde ud med at påpege hvor enkelt billedet var – to genstande, tre hvidløgsfed og en krydderurtekvist. Jeg omtalte lyset på kaffekandens kant og på hanken, de hvide hvidløg og sølvskæret i vandet. Og pludselig sad jeg og stirrede på vandglasset på billedet. Jeg bøjede mig tæt ned til det. Penselstrøgene var synlige. Jeg kunne tydeligt se dem. En præcis dirren af penslen havde skabt lyset. Jeg gjorde en synkebevægelse, tog en dyb indånding og var ved at kvæles.

Jeg tror det var Maria Livingston som sagde: ‘Er der noget galt, professor Herzberg?’

Jeg rømmede mig, tog brillerne af og tørrede mine øjne. ‘Vandet,’ sagde jeg langsomt. ‘Vandglasset virker meget bevægende på mig,’ sagde jeg dæmpet. Jeg kiggede op og så mine studerendes forbløffede ansigter. ‘Vandet er et tegn på…’ Jeg holdt inde. ‘Vandet virker som et tegn på fravær.’”⁶⁵

Figur 5 Jean-Baptiste-Siméon Chardin, Vandglas og kaffekande, ca. 1760, olie på lærred, 32,5×41 cm.

At dømme ud fra Leos emotionelle reaktion er der vel ikke tvivl om, hvad det er, der pludselig virker så frygtelig nærværende, men samtidig fremmaner en lige så stærk fornemmelse af mangel hos ham. Det kan kun være hans erindring om sin afdøde Matt. Men erindringen gør det ikke alene. Det er effekten fra billedet, der får Leo til at bryde sammen. Sådan udlægger Leo det i hvert tilfælde, da han nogle uger senere tænker tilbage på afteners rituelle godnatseancer med Matt, “sokkerne på gulvet […] hans lampe […] lyset fra den på natbordet, vandglasset som stod under den” …

“Jeg havde stillet hundredvis af vandglas ved siden af Matts seng, og efter hans død havde jeg drukket mange flere, eftersom jeg altid havde et glas vand stående ved siden af mig om natten. Et rigtigt vandglas havde ikke en eneste gang mindet mig om min søn, men billedet af et vandglas, som var malet for to hundrede og tredive år siden, havde pludseligt og uigenkaldeligt slynget mig ud i den smertelige erkendelse, at jeg stadigvæk levede […] Chardin blev årsagen til at det skete, fordi det lille maleri overrumplede mig. Jeg havde ikke rustet mig mod dets angreb på mine sanser, og derfor brød jeg sammen.”⁶⁶