Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 21

Der gik en time med snak om mad, appetit og forskellige mediers og kunstarters samspil i relation til hans eget værk, før Rifbjerg sluttede med et “velbekomme”. Hensigten med at interviewe ham havde ikke været at hive endegyldige svar ud af én af den paradoksale appetits store danske billedmagere. Jeg havde villet udsætte mine teser for en digters modstand mod at skille ting ad. Således havde Rifbjerg især udfordret min tilgang til Tantalus på ét punkt. Rifbjerg havde straks grebet tanken om Tantalus, men ikke som jeg ville have forventet det, ikke i modsætning til Narcissus, men derimod i lighed med ham, som om de to skulle have træk til fælles.

Resten af samtalen med Rifbjerg er som nævnt sat ind som et appendiks i denne bog. Rifbjerg skildrer for eksempel appetittens tætte relation til kønsdriften på en måde, man umiddelbart ville forbinde med Freud. Men som det vil fremgå om et øjeblik, indtog Freud faktisk en overraskende holdning på det punkt. Lad mig kort præsentere indholdet i de følgende, hovedsagelig teoretisk anlagte dele af bogen:

Det næste kapitel er en redegørelse for appetittens betydning hos Freud. Det giver et første indblik i, hvordan man har forsøgt at forklare “forstyrrelser” af appetitten inden for den psykoanalytiske tradition. Selv samme spørgsmål er et hovedtema i Siri Hustvedts roman Det jeg elskede. Den inddrager jeg for også at kunne vende et kritisk spejl mod psykoanalysen i kapitlerne, der følger. Komplekse relationer mellem køn og appetit skal vise sig at spille en afgørende rolle for Hustvedt. Med sin roman sætter hun stort set alle de introducerede facetter af appetittens og spiseforstyrrelsernes billedproblematik i spil. Det vil jeg opholde mig ved i min fortolkning af romanen. Jeg vender derpå tilbage til psykoanalysen, denne gang ikke til Freud, men til en andens studier af Tantalus inden for den samme tradition. De studier fører til en enkelt tilføjelse til listen over tantaluseffektens konstituerende træk. Hvorpå jeg bliver klar til at rejse spørgsmålet om spiseforstyrrelsernes betydning i teorien, dels med hensyn til om spiseforstyrrelser kan opfattes som tantaluseffekter, dels til om forstyrrelser i appetitten skal begribes som indekstegn (det vil sige som symptomer) eller som kommunikative tegn. Kapitel 8, “Er anoreksi et Tantaluskompleks”, bliver det sted, hvor jeg blandt andet bruger Suzanne Brøggers essay om “Den hellige anorexi” til at åbne undersøgelsens mere kontekstafhængige og socialsemiotiske perspektiv. Det samme bruges Inuks og Coetzees fortællinger fra Grønland og Sydafrika til, hvor grænsen mellem spisevægring og sultestrejke desuden problematiseres. Ligesom i Hustvedts Det jeg elskede gør relationen mellem køn og appetit sig også løs fra før antagne rollemønstre i disse romaner, som atter leder mig tilbage til Freud for at problematisere hans teori om kvinders og mænds foretrukne objekttypevalg. Kritikken af Freud hænger sammen med to af denne bogs overordnede interesseforskydninger, fra maden som system til maden som ressource og fra studiet af tegn til studiet af billeder. Disse forskydninger er med til at forme min nylæsning af Babettes gæstebud. De er også med til at forme det efterfølgende kapitel om appetittens hygiejniske funktion i en religiøs, en politisk og en æstetisk sammenhæng. Jeg slutter de overvejende teoretiske dele af bogen med at se tilbage på de analyserede eksempler i lyset af de tre omtalte typer af levendegjorte ikoner: idol, fetich og totem. Noget i samtiden tyder som sagt på, at appetitten fortsat står i forbindelse med sådanne billeder, som om mennesker og deres mad tilsammen fungerer som “primitive” objektrelationer i vor tids senmoderne samfund. Levendegjorte ikoner med en snert af idolatri, fetichisme eller totemisme er, hvad jeg i denne sammenhæng forstår ved “vitale billeder af mad”.