Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 5

1 INTRODUKTION TIL ET TANTALUSKOMPLEKS

Det nærmeste er undertiden det sværeste at få fat i.

Menneskers lyst til mad eller kærlighed til hinanden er ladet med tiltrækning. Men de to former for appetit ser i moderne kunst også ud til at være svækket af den frastødning, der kan opstå, hver gang det ene belaver sig på at omslutte det andet helt.

Forbindelsen mellem mad og appetit er biologisk. Den fungerer automatisk. Men ikke kun. Begær og en hel del besvær følger ofte med, fordi appetit samtidig forbindes med billeder af alt muligt andet i tanken. Billeder gør noget ved appetitten.

Appetit og billeder

Denne bog giver et indblik i billed- og begærsmekanismer og deres betydning for forståelsen af mad og appetit. Bogen er et forsøg på at formulere og bruge ny teori om, hvad der også griber ind i menneskers lyst til mad og drikke, ud over naturligvis nødvendigheden af at ernære sig. Undersøgelsen er et bidrag til et nyt felt, humanistisk fødevareforskning, specielt den del af det, som man populært kunne benævne “Mad og medier”. Jeg opholder mig i overvejende grad ved litteratur. Men også lidt ved film og anden kunst.

Hvorfor lige det, kunne man spørge. Hvad får man ud af at studere appetit og opfattelser af sådan noget som mad i lige netop disse typer af kulturelle formationer, hvor den æstetiske side af sagen jo siges at være den vigtigste, og hvor økonomiske og politiske interesser umiddelbart spiller en sekundær rolle? Det korteste svar er: ny viden, baseret på en grundlæggende antagelse om, at menneskers appetit er uløseligt forbundet med billedlige kvaliteter. Det lidt længere svar er, at det selvfølgelig giver lige så god mening at studere appetittens billedmekanismer i eksempelvis reklamer, men at betydningen af et objekt som mad dér typisk vil være anderledes forankret i positivt ladede associationer. Hvad den ikke altid er uden for reklamernes rum.

Tantaluseffekten

Fødevarereklamer vil være tilbøjelige til at skjule den på én gang appetit- og afskyvækkende billedeffekt, som jeg især vil fokusere på her. Det er den, der står i overskriften til dette afsnit, Tantaluseffekten (ikke at forveksle med en anden nok så berømt effekt: dødsdriften Thanatos). Tantaluseffekten svarer til låneordet “tantaluskvaler”, som vi har i dansk. Et hurtigt opslag i Gyldendals Fremmedordbog røber allerede en smule om dens paradoksale virkning; “tantaluskvaler” refererer til “det smertelige ved ikke at kunne opnå noget der synes let opnåeligt”. Lige akkurat sådan virker appetitten nogle gange. Paradoksal.

Billeder af mad er falske, illusoriske, farlige som fanden, eller hvad? Få ting synes at give anledning til stærkere mistanke end billeder af mad. Svælget mellem synet og smagen virker indimellem faretruende dybt i tanken. Jeg har især sat mig for at fordybe mig i de billedmekanismer, der synes at gå hånd i hånd med denne vel nok ret så velkendte form for bange anelser: om vi nu også altid får lov at konsumere, hvad vi ser. Tvivl af den art ledsager billeder i almindelighed. Og jeg antager, at de samme kvaler ledsager billeder af mad i særdeleshed, hvad enten de præsenterer sig som en mental forestillet enhed, et psykologisk imago, det visuelle indhold af en drøm, en erindring, en perception eller et fysisk objekt (for eksempel et maleri, en del af en installation etc.). Det stikker tilsyneladende dybt i os mennesker, at det mest levende, mest synlige, mest virkelige og mest appetitvækkende billede af mad kan vise sig at være et blændværk og i yderste fald have døden til følge. Denne nærmest mytologiske sandhed implementeres globalt, hver gang et barn et sted på denne klode for eksempel læser eller hører H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne.

Professor i litteratur og kunst W.J.T. Mitchell lagde for nylig alle de nævnte betydninger af ordet “billede” frem ved siden af hinanden, tilføjede endnu flere og lod ved samme lejlighed et oldgammelt syn på billeder genopstå – med ny teoretisk skarphed og på en måde, som denne bog er påvirket af. Mitchell minder om, at vores adgang til forskellige tiders begivenheder og praksisser altid foregår gennem billedlige processer. Det er, siger Mitchell, slet ikke muligt at tænke uden dem. Og så tilføjer han noget, han har bemærket, og som han som fornuftigt tænkende intellektuel står uforstående over for, men ikke desto mindre tager til efterretning: at vi mennesker den dag i dag synes at have en “uforbederlig tilbøjelighed til at glide over i vitalistiske og animistiske talemåder, når vi taler om billeder”.¹

Det er en underlig ting, men gælder også billeder af mad, at de ofte lader til at være udstyret med både krop og sjæl. Ligesom den springende gås og de andre “brogede Billeder”, der “saae ned til” den lille pige i H.C. Andersens berømte eventyr. Billeders hovedfunktion er, som Mitchell opfatter dem, “at provokere en fornemmelse af mangel og stærk lyst ved at give os det tilsyneladende nærvær af noget og tage det væk i den samme gestus”. Det er den selv samme effekt, jeg især vil dykke ned i her. Ikke i forhold til en hvilken som helst genstand, men altså primært i forhold til mad som et billedliggjort objekt i en række fortællinger. Min hensigt er med andre ord at udfolde og efterprøve virkningerne af den effekt, som Mitchell nøjedes med at strejfe i en parentes: “(Til billedeffekterne “Medusa”, “Pygmalion” og “Narcissus” burde vi måske føje Tantaluseffekten, den måde hvorpå billedet udsætter sin beskuer for tantaluskvaler).”²

Myten om Tantalus

Tantalus var konge af Phrygien og måske søn af Zeus. Man siger om ham, at han havde adgang til gudernes taffel på Olympen, indtil de forviste ham til underverdenen. Det gjorde de, dels fordi Tantalus ikke kunne tie stille med, hvad han hørte. Dels fordi han stjal og videregav gudernes nektar og ambrosia, som dødelige ellers ikke har lov til at smage. Men også fordi han måske havde anrettet sin ituskårne søn Pelops til dem som ragout for at teste deres iagttagelsesevne og alvidenhed. Hos Homer beskriver Odysseus Tantalus’ skæbne således på sin vej gennem underverdenen:

“Tantalos så jeg også. Den gamle led heftige kvaler,

stående midt i en sø hvor vandet gik ham til hagen.

Klart nok led han af tørst, men fik ikke noget at drikke.

Lige så ofte han bøjed sit hoved og prøvede på det,

lige så tit sank vandet omkring ham, og rundt om hans fødder

sås den sortnende bund tørre ud på bud af en guddom.

Knejsende træer lod frugt hænge ned over hovedet på ham,

saftige pærer og gule granater og rødmende æbler,

figner så søde som honning og struttende sorte oliven.

Men når han rakte med hånden og prøved at plukke af frugten,

var der bestandig en vind der viftede grenen i vejret.”³

Hvorfor lige ham?

Der er flere grunde til at lade myten om Tantalus udgøre den røde tråd i en undersøgelse af appetittens paradoksale betydning, som den er i moderne litteratur, film og billedkunst. En del af forklaringen gemmer jeg til senere, da den i vidt omfang er snøret sammen med mine eksempler. Men lad mig straks nævne nogle overordnede forhold.

Mit valg af Tantalus – og den tilsvarende begærsmekanisme, som jeg med henvisning til alle mytens intrikate forhold har valgt at kalde et Tantaluskompleks – har for det første sin grund i mytens sammenfletning af et oralt behov og et visuelt objekt. Mad og appetit kan ikke adskilles fra forestillinger dannet væsentligt på grundlag af synsindtryk. Slet ikke nu, hvis det ellers er rigtigt, hvad alle siger om vor tids epoke: at vi lever “i en visuel kultur”. Min påstand angående menneskers tilbøjelighed til at forbinde orale lyster med billeder er, at den næppe er så ny endda. Objekter af mad i moderne gengivelser på skrift og i andre medier aktualiserer blot et evigt og globalt mytologisk skisma mellem det visuelle og det orale.

Bogen her er et forsøg på at begribe menneskers til tider ambivalente appetit i lyset af forskellige billedmekanismer, der trods alle mulige forskelle synes at virke med en vis form for universalitet tværs hen over historiske, geografiske og kulturelle grænser.

Valget af Tantalus som myte for menneskers selvmodsigende relationer til mad og andre objekter beror også på min iver efter at diskutere med kulturforskere, som mener at kunne forklare meget, herunder essensen af nutidens forbrugsvaner, med ordet “narcissisme”. Christopher Lasch er blevet berømt for sin fortælling om, hvad vor tids vestlige samfund fører til, nemlig “… en yderlighed af alles kamp mod alle, en jagen efter lykken helt ud i den narcissistiske selvoptagetheds blindgyde.”⁴ En del kulturhistorier drejes over en lignende udviklingslogik, undertiden også med fokus på betydningen af mad og appetit. Det bemærker man i nordisk sammenhæng også hos den norske psykiater Finn Skårderud, en pioner på feltet for spiseforstyrrelser, der ellers tager sine forbehold over for Lasch.⁵ Men kan Lasch’ fortælling anerkendes som almengyldig? I en verden af fristende billeder lignes forbrugeres paradoksale adfærd efter min opfattelse bedre med Tantalus end med Narcissus. Jeg antager tautologisk, at forbrug er, hvad det er. Forbrug handler simpelt hen om glæderne og problemerne ved at forbruge. Men myten om Narcissus tilhører ikke forbrugets domæne. Det kræver et psykoanalytisk krumspring at væsensbestemme nutidens forbrugere som narcissister, altså som genstande for selvoptagne seksuelle følelser af lyst. Derimod handler myten om Tantalus direkte om en mands umuliggjorte iver efter at konsumere en synlig mængde af søde og fristende frugter. Denne myte stiller åbent et sagn om menneskets profane appetit til skue og kan derfor uden videre sidestilles med andre myter om forbrug. For øvrigt var det netop billedet af Tantalus, der blev brugt til at sammenfatte den moderne sprog- og identitetskrise, da Hugo von Hofmannsthal skrev sit “Chandos-Brief”, en af de formodentlig vigtigste tekster, som indvarsler moderniteten i litteraturens historie.

Mit valg af Tantalus skyldes endelig også mytens anvendelighed som grundlag for sammenligning med vor tids mere kontekstfølsomme begreber: såkaldt kvindelige spiseforstyrrelser, samfundsregulerede normer for appetit, kulturelt relativerede begreber om hellig og uren mad og så videre. Tantalus bruger jeg hen ad vejen som et prototypisk modbillede til alskens moderne institutionaliserede billeder af den menneskelige appetit. De billeders betydning skal man ikke undervurdere – men heller ikke sætte for højt.

Madens betydning – efter Barthes

Billed- og medieteoretiske bidrag til feltet humanistisk fødevareforskning følger tilbage fra halvtredserne en omsiggribende strukturalistisk tendens til detektivisk afsløring. Man har undersøgt alt lige fra Bibelens diætetiske koder til fødevarereklamernes glitrende overflade i håb om at blotlægge skjulte, ideologiske opfattelsers bagvedliggende systematik. I denne teoretiske bestræbelse har én overtrumfet alle andre i indflydelse, nemlig den franske litterat og semiotiker Roland Barthes. Anvendelser og opfattelser af mad er et genstandsfelt, som Barthes igen og igen tog fat på at analysere, som var maden et kommunikationssystem på linje med tale og skrift. Barthes’ bidrag til en teori om appetittens funktioner er i udgangspunktet mytekritisk, på sporet af “falske selvfølgeligheder”, ivrigt orienteret efter at demaskere selvindlysende småborgerlige koblinger mellem eksempelvis bøf, pommes frites og franskhed som historisk forvanskede tegn.⁶ Især i begyndelsen af sin karriere var Barthes således med til at præge en form for kritik, der bidrog ganske stærkt til den nævnte mistænkeliggørelse af billeder af mad, ja af billeder i det hele taget. Efterhånden udviklede han og andre i hans generation dog, som jeg vil vende tilbage til, en række eksakte og mere neutrale sprogvidenskabeligt baserede redskaber, som ny humanistisk fødevareforskning fortsat vil kunne drage nytte af.