Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 16

“Intermedialitet” er godt på vej til at blive et nøglebegreb i nyere litteraturvidenskab, ikke mindst i Tyskland og i Sverige. Den østrigske litteraturprofessor Werner Wolf definerer “intermedialitet” som en “bestemt forbindelse mellem traditionelt set adskilte udtryks- eller kommunikationsmedier”. Wolf forklarer: “Denne relation består i en verificerbar, eller en i det mindste plausibelt identificerbar, direkte eller indirekte indflydelse på en kulturgenstands betydning fra to eller flere medier.”²²

Et af mine eksempler kan illustrere, hvad Wolf og andre forstår ved en intermedial forbindelse: Min første analyse i kapitel 6 omhandler Hans og Grethe, folkeeventyret om to børns opdagelse af et magisk pandekagehus. Men min interesse retter sig især imod de senmoderne Hans og Grethe-modeller, som den opdigtede kunstner Bill arbejder med i Siri Hustvedts roman What I loved. Hustvedts beskrivelse af værkerne fylder en lille håndfuld sider og udgør i det hele taget en godt integreret del af hendes fortælling. Det fremgår, at der i denne installationslignende version af eventyret indgår malerier indrammet med guld. Andre elementer af eventyret repræsenteres gennem et flimrende fjernsyn. Atter andre relateres til tegneserier og så videre. I forhold til det berømte folkeeventyr bliver det således tydeligt, hvordan Hustvedt forsøger at sætte grænserne omkring kroppens appetit og sin egen romans skriftlige medium på spil.

Men hvorfor gør hun det? Den tidligste forskning i kulturelle objekters interartiale og intermediale forbindelser har ifølge litteraterne Erik Hedling og Ulla-Britta Lagerroth gang på gang stillet det formalistiske spørgsmål hvordan, men sjældent det funktionelle hvorfor.²³ Lagerroth udpensler nogle af de væsentligste områder, hvor intermedialitet kan tænkes at have en formidlende funktion:

“Mer övergripande frågor att ställa är dessa: vilka estetiska ideal, vilka kulturella normer, vilken samhällssyn, vilka existensproblem, vilken ideologi, vilka genusaspekter, vilken uppfattning över huvud om människan, livet og världen förmedlas genom dylika interartiella/intermediala grepp?”²⁴

Mediers overlapning med hinanden må altså ses i lyset af en række større kulturelle sammenhænge. Det forsøger jeg også at gøre. Brødrene Grimms Hans og Grethe skal for eksempel vise sig at have fået en helt ny måde at fungere på for en kunstner af jødisk afstamning, der som Bill befinder sig i efterkrigstidens New York. Erindringer om holocaust er sammen med ny kommunikationsteknologi, Tootsie Pop og Almond Joys nogle af de forskellige elementer, som myten om det magisk forførende hus forbindes med i USA i dag.

Smagens og appetittens udvekslinger med andre sansepirrende eller tekniske kanaler er indtil videre en ikkeeksisterende del af forskningen i intermedialitet. Man har overvejende interesseret sig for forbindelser mellem litteratur og kunstarter som maleri, teater, fotografi, film og musik. Feltet mellem mad, appetit, skrift og visualitet er tilsyneladende uopdyrket inden for rammerne af dette forskningsområde.²⁵ I det omfang den belyses som en intermedial størrelse, antager jeg dog det samme om appetitten her, som Annegret Heitmann generelt antager om kroppen i sit studie af billedkunstreferencer i tidlig moderne skandinavisk litteratur: “Kroppen kan aldrig tænkes som forudgående og naturlig, den er underkastet historiske og kulturelle betydningsprocesser, der igen bringer billedligheden i spil.”²⁶