Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 18

Velfærd, butiksdød, afstand mellem forbrugere og producenter, radikaliseret bevidsthed om køn. Som allerede påstået følger menneskers appetit ikke kun et biologisk behov for at få næring til kroppen. Gennem appetitten agerer og reagerer mennesker samtidig på en række historiske omstændigheder, hvoraf nogle af de nævnte er lokale, andre ikke.

Jeg har valgt at samle alle relevante udviklingstendenser under betegnelserne radikal modernitet eller senmodernitet. Dermed åbner jeg også mine analyser for et større sociologisk perspektiv. Som vel at mærke ikke skal forveksles med den vidtgående skepticisme, der for eksempel klæber sig til begrebet postmodernitet hos en fransk filosof som Jean-François Lyotard.³⁵ I modsætning til Lyotard ser den engelske sociolog Anthony Giddens “selvet [i et moderne individ] som mere end blot et sted, hvor kræfter krydses”. Som et alternativ til Lyotards skrækvision om “erfaringens fragmentering” sætter Giddens sin lid til, at “aktive processer af refleksiv selv-identitet muliggøres af moderniteten.” Og hvor Lyotard ser en ‘tømning’ af hverdagslivet som et resultat af abstrakte systemers indtrængen, ser Giddens med sit begreb om modernitet og senmodernitet “hverdagslivet som et aktivt kompleks af reaktioner på abstrakte systemer, der indebærer tilegnelse såvel som tab.”³⁶

Lyotards postmoderne skepsis fandt man også hos den unge Finn Skårderud. Den fra firsernes kulturskribenter udbredte tømningsoplevelse blev formuleret på denne måde i Skårderuds bog om Sultekunstnerne: “Vores allernyeste føde og måltidskultur er i færd med at blive udslukt. Dens symbolik er blevet tappet. De nye ritualer omkring kalorietal er fornuftsprægede og hinsides lystprincippet. Også tegnene er magre.”³⁷

At beskrive tidens appetit som symptomet på en kulturelt betinget epistemologisk krise, som Skårderud gjorde, er at gå ret vidt. På det punkt vil jeg være mere tilbageholdende og i stedet søge at opnå den modus vivendi, der ligger i at identificere nogle institutionelle udviklingstræk, som kan have fået indflydelse på menneskers ageren med deres appetit i dag. Giddens definerer moderniteten, og navnlig definerer han senmoderniteten, som en samfundsudvikling imod større adskillelse af tid og rum. Han har sit eget ord, nemlig disembedding (dansk: udlejring), for “den proces, hvor sociale relationer ‘løftes ud’ af lokale og bundne sammenhænge og i stedet rekonstrueres på tværs af tid og rum.”³⁸ Lars Bo Kaspersen, dansk sociolog, forklarer: “Eksempelvis foregik fødevareproduktion og -distribution førhen ofte i et givent lokalsamfund. Denne proces er i dag udlejret, d.v.s. ‘løftet ud’ af den lokale region og i stedet indlejret i en ny global sammenhæng.”³⁹

Udlejring på den måde griber længere ind i menneskers liv og bevidsthed, end man skulle tro. Hvor langt ind lige netop denne tidrum-adskillelse på fødevareområdet rækker i menneskers sjæleliv, kan studeres direkte i Villy Sørensens fortælling om “Købmanden” og i Claus Beck-Nielsens rejseberetning fra Irak. Men mine eksempler reflekterer også andre af de to typer af udlejringsmekanismer, som Giddens helt overordnet set kalkulerer med, d.e. symbolske tegn og ekspertsystemer: Senmoderne livsudfoldelse forudsætter især tillid til to samfundsmæssige anordninger. Dels til forskellige udvekslingsmedier, hvortil Giddens regner penge. Dels til en lang række vidensområder og deres repræsentanter, hvortil man for appetittens vedkommende kan nævne alt lige fra ugebladenes kostprofeter til økonomisk involverede ernæringsforskere, livsstilseksperter, gastronomer, diætister, antropologer, sociologer, psykologer etc.

At holde sig informeret om og at tage sine forbehold over for alle den menneskelige appetits livs- og sundhedstruende risici er stadigvæk kun et privilegium, som verdens mest velstillede mennesker nyder godt af. Flere end 800 millioner sultende mennesker i tredjeverdenslande lever dagligt uden muligheden for at vælge. Solidariteten med disse mennesker påstås imidlertid at have ændret sig fra at være en klassespecifik og privilegeret risikobevidsthed om de stakkels andre uden for moderne nationale fællesskaber, til efterhånden at være en globaliseret risikobevidsthed om hele den menneskelige civilisations sundhedsfarer. “Behovets solidaritet” (‘de fattige er også berettiget til at få en bid af kagen’) er, med den tyske sociolog Ulrich Becks formulering, erstattet af en senmoderne og selvrefleksiv “solidaritet motiveret af angst” (‘vi burde alle være forskånet for forgiftningens risiko’).⁴⁰

Nutidens sundhedsproblemer, for eksempel at rester af insektbekæmpelsesmidlet DDT anvendt i Indien for længe siden kan genfindes i kvinders modermælk helt andre steder på kloden, har Beck sit eget djævelsk ironiske løsningsforslag til: “ikke at spise, ikke at drikke og ikke at trække vejret ville skaffe os den fornødne beskyttelse.”⁴¹ Hans løsning for senmodernitetens mennesker ligner til forveksling den straf, der overgik Tantalus.

Det var som sagt også billedet af Tantalus, der blev brugt til at sammenfatte den moderne sprog- og identitetskrise, da Hugo von Hofmannsthal skrev sit “Chandos-Brief”, som er en af de tekster, der indvarsler moderniteten i litteraturens historie.