Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 20

Jeg har sat Klaus Rifbjerg stævne en formiddag inde på Gyldendal. Dansk litteraturs grand old man prøvede engang også lykken som restauratør. Alle, der kan huske det, ved hvilket journalistisk uvejr, det skabte i 1976, at en digter og erklæret venstreintellektuel havde været med til at indrette og åbne en eksklusiv spiseforretning i kælderen under Magasin du Nord.

Rifbjerg stiller gladelig op. Han er forberedt på, at jeg gerne vil høre lidt om, hvad mad er for et underligt objekt i hans kunst. Men ellers har jeg kun givet ham et par stikord på forhånd: Kong Hans, ja ja. Men kender du også Tantalus?

“Sådan som jeg opfattede Tantalus, da han blev serveret for mig som ungt menneske, og jeg fik myten fortalt, var historien at han af grådighed, af overvældende sult, som i og for sig var en forbudt sult, rakte ud efter noget, som han ikke kunne nå. Det var en straf i sig selv. Det er lidt ligesom når man er et barn og ikke må pille ved det, der giver den største fornøjelse og fryd. Derfor rykkes det væk fra en, og man bliver straffet på en direkte eller indirekte måde. Og den endelige straf er jo døden. Jeg plæderer for en større åbenhed og modtagelighed over for alle de rigdomme, som eksistensen rummer. I bevidstheden om, at jeg som ateist finder evighedsbekræftelsen i det eksisterende og det eksisterendes muligheder. Derfor rækker man hele tiden ud efter noget, både for at tilfredsstille et egoistisk behov for at komme i besiddelse af større rigdomme, men også for at række ud efter et fællesskab, hvor man i måltidets billede deler vin og brød.”

Man har ofte relateret dine skabninger til Narcissus. Det gør du også selv nu. Men i myten om den skønne yndling kan jeg godt savne en moderfigur, der virkelig betyder noget. Hvad mødre jo gør i dine bøger. Glimtvise billeder eksempelvis fra filmatiseringen af Den kroniske uskyld har det med at poppe op på min indre skærm, især den intelligente, farlige og underskønne Susse Wold. Men hvor er hendes rolle i den oprindelige myte om Narcissus? Hvor er dette altopslugende væsen, som siges at dominere vores tidligste appetit og må formodes at udgøre en ikke ubetydelig del af grunden under hele vores ambivalente følelsesliv ved snart at have været der og snart ikke at have været der med sit bryst? I Tantalusmyten er det sjovt nok netop modergudinden Demeter, der kommer til at sluge den ofrede søn Pelops! I dit digt “Skærtorsdag” forsvinder moren bare: “Der hvor min mor skulle være er ikke nogen.” (se hele digtet i denne bogs appendiks).

Hvorfor er mor ikke en del af fællesskabet i digtet? Og hvorfor er mor en trussel mod fællesskabet i din debutroman?

“Fru Jungersen er den onde heks, og heksen kan jo godt være en moderskikkelse. Her er hun med negativt fortegn, fordi hun griber ind og påtager sig en forførerrolle. At moren i digtet er væk, skal nok fortolkes på den måde, at det, som den observerende har set i dette svælg og dette mørke, er en kombination af at se ind i døden og graven, voksenheden. Beskyttelsen, hun er væk! Jeg havde selv en meget tilstedeværende mor, som spillede en kolossal rolle på godt og ondt. Hun havde den dobbelthed, at hun ville holde magten over mig og bevare et bestemt billede. Masser af fælder blev der lagt ud, for at jeg skulle blive den, jeg var. Det slagsmål er ligesom aldrig blevet afgjort. Der har været et mægtigt sammenstød af emotionel art mellem frastødning, tiltrækning, forbud, tilladelse, hæmning og frisættelse.”

At du i Den kroniske uskyld knytter det sammen med følelser i puberteten, passer jo meget godt til sønnen Pelops’ videre skæbne i myten. Han bliver faktisk genoplivet af Zeus. Den skulder, som Demeter kommer til at æde af ham, bliver erstattet med en kunstig skulder af guld og elfenben, og sønnen kommer ud af det hele som et genoplivet menneske i en endnu bedre kopi! Myten fungerer godt som billede på et pubertetsritual og på dramaet i din første roman.

“Det mener jeg også. Og det passer også godt på mig! Jeg overlever det drabelige måltid, jeg blev udsat for. Jeg blev ædt med hud og hår og spyttet ud igen og kommer ud med en gylden skulder.” ⁴⁴