Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 17

Appetit, køn og medier løber sammen i Hustvedts roman. Det har de tre ting det med at gøre. Lad mig lige gentage min påstand vedrørende appetit og køn. Den lød omtrent sådan her: Appetitlige objekter og billederne af dem forbindes i et miks af medier. Det sætter ofte begreber om femininitet og maskulinitet til forhandling.

Undersøgelsens eksempler indikerer, at koblinger mellem appetit og køn ofte er imaginære (til forskel fra reelle og symbolske ordener i den franske psykoanalytiker Jacques Lacans terminologi). Det samme er det påståede link mellem menneskers paradoksale appetit og Tantalus’, en imaginær kobling. Sagen er blot, at oplevede imaginære, eller virtuelle, forbindelser mellem eksempelvis kønsdriften og lysten til mad risikerer at blive realiseret ved at blive gentaget tilstrækkeligt mange gange. Klicheen om den grovædende mand får efterhånden en plads i det reelles register. Og så er sådan en karl som Tantalus pludselig “normalt forekommende”.

Som maskulinitet hist og her diskuteres på de følgende sider, henviser det præcis til sådanne kønnede effekter, der i det ydre efterhånden sætter sig fast og bliver en identitet, men som altså vel at mærke gør det i kraft af en stiliseret gentagelse af handlinger. Der er ikke tale om køn og identitet i nogen stabil eller substantiel forstand.²⁷

Marco Ferreris mad- og sexhungrende mænd i La grande bouffe er et oplagt indledende eksempel på appetit, forstået som en af de sidste bastioner, hvorigennem en snart tabt maskulinitet desperat søges opretholdt ved hjælp af gentagne opførelser af det samme skuespil. Disse midaldrende kammerater og deres eksperiment med at mødes et hemmeligt sted for at se, om de kan kneppe og æde sig ihjel gennem uhæmmede indtagelser af det ene mere luksuriøse måltid efter det andet, ligner nu tredive år senere et krampagtigt og højtideligt farvel til fædrenes lov. Men der knytter sig ved nærmere eftersyn en længere historie til maskulinitetens krise.

Ferreris film (på dansk: Det store ædegilde) er fra 1973, et af halvfjerdserkrisernes gråligste år. For manderollen ser den danske litteraturforsker John Chr. Jørgensen med rette dette år og den efterfølgende tid som et “lille kulturjordskælv igangsat af kvindebevægelsen og den nye kvindesituation”.²⁸ Jørgensens kollega Poul Behrendt breder krisens forhistorie ud til “at der igennem de sidste to hundrede år har fundet en skjult vægtforskydning sted fra en mandlig til en kvindeligt orienteret livssammenhæng.”²⁹ Han markerer sin mandekrisehistories kulmination med et andet lige så plausibelt punkt, nemlig 1968. Eftervirkningerne, især af det års begivenheder, har ifølge Behrendt resulteret i splittelsen mellem et patriarkalsk overjeg og et moderligt jeg-ideals “fuldstændige dominans” (sic!).³⁰ Værd at fremhæve som endnu en glimrende maskulinitetshistorisk undersøgelse af skandinavisk litteratur er sidst, men ikke mindst, doktorafhandlingen Krisen der Männlichkeit af Stefanie von Schnurbein, tysk professor i nyere skandinavisk litteratur. Schnurbein begriber sider af mandlighedens identitetsformer på et diskursivt niveau, hvor kategorier for køn, etnicitet og klasse er ét stort miskmask. Med hensyn til fædrenes historie når Schnurbein blandt andet frem til det resultat, at borgerskabets paternitetsroller allerede var rigt problematiseret i årene omkring 1900.³¹

Billeder af maskulinitet og femininitet forhandles den dag i dag primært det samme sted, hvor appetitten civiliseredes dengang, nemlig hjemme hos mor og far. Far kan eventuelt være udskiftet med en anden mand eller med en kvinde. Han kan være helt ude af billedet. Men de problemer, der kommer frem, når man studerer appetit og køn i litteratur, har atter og atter med en bestemt social kontekst, nemlig familieliv, at gøre.

Det er ikke nødvendigvis det samme som at sige, at appetitten fra naturens hånd er overbestyret af Ødipuskomplekset, af en narcissistisk fase i personlighedens udvikling eller af andre af de mandsdominerede billedeffekter, som psykoanalysens familiealbum er fyldt med. Spørgsmålet er, om vi ikke snart er derhenne i det maskulines begrebshistorie, hvor Ødipus og Narcissus kan ses som billeder fra fortiden, mens en mere forbrugsorienteret type som Tantalus er på vej ind fra kulissen?

Sigmund Freud var, som det vil fremgå, lidt uklar med hensyn til, om sult og appetit skal forstås i sammenhæng med libidoen, eller om lysten til mad snarere er en selvopholdelsesdrift slet og ret. Hans opfattelse pegede mest i retning af det sidste. Men er der overhovedet grund til at tro, at den ene og den anden drift kan skilles fra hinanden endsige fra ydre og mere officielle magtrelationer?

Kroppen, herunder kønnet og appetitten, befinder sig, som den franske idehistoriker Michel Foucault ofte er blevet citeret for, “også i et direkte politisk felt.”³² Ifølge den amerikanske antropolog Judith Farquhar har eksistensen og tilfredsstillelsen af en ikkekollektiv appetit i Kina eksempelvis været et tabu, som har givet anledning til megen forlegenhed i 1950’ernes, 60’ernes og 70’ernes maoistiske kultur.³³

På sin vis har den universelle velfærdsstats gennembrud i midthalvtredsernes Danmark også trukket appetittens og kønnets virkninger ind i et politisk felt. Det har den på måder, som kan studeres i periodens danske litteratur. Udpluk derfra kunne tyde på, at livet i den danske velfærdsstat har været med til at fratage manden en del af hans symbolske magt. Man kalder halvtredserne for familiens guldalder. Men en af konklusionerne på en ny stor undersøgelse af velfærdsmodellens historie viser, at der allerede i dette årti indledes en opløsningsproces i rollefordelingen mellem mænd og kvinder.³⁴