Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 7

Hensigten er i første omgang at efterprøve gyldigheden af nogle teoretiske grundantagelser. De vil blive skilt ad og analyseret hver for sig. Hvert begreb vil blive udlagt og belyst, hvor mine forskellige cases kræver det. Min overordnede påstand er, at Tantaluskomplekset er en af appetittens signifikante billedeffekter. Men hvilket sammensurium af betydningselementer forbinder appetitten sig i øvrigt med? Hvilke elementer vil en billed- og medieteori samlet set skulle forholde sig til, når det handler om betydningen af et objekt som mad? Ikke dem alle på én gang, det er klart. Men lad mig for denne ene gangs skyld opregne de dele, hvoraf madens betydning totalt set forekommer mig at være sammensat:

Mad og billedet af dette objekt forbindes i et miks af medier i udveksling med hinanden. Dobbeltheden af det perciperede og billedet af det er en kompleks samling af virtuelle, materielle og symbolske elementer, som fungerer på en flerdimensional og kontekstrelateret måde, der ofte sætter begreber om femininitet og maskulinitet til forhandling.

Et menneskes appetit er uløseligt forbundet med dette kompleks af betydningselementer, og Tantaluskomplekset er en af appetittens signifikante billedeffekter.

Vi overvejer naturligvis ikke det rigtige eller forkerte ved disse påstande, hver gang vi i køledisken griber fat om en materiel ting, som til forveksling ligner vores billede af en kylling, før vi afkoder indpakningens tekst og den visuelle afbildning af måden, den kylling er blevet opdrættet på. Men også i denne hverdagssituation er madvarens indhold variabelt med hensyn til flere betydningsdimensioner: eventuelt dominerende billeder af køn (ledsages kyllingen af et påklistret billede af bondemanden på gården eller af kvinden i køkkenet?), valgfrie stilistiske varianter af værdifællesskaber (taler varen til den økologiske type?). Måske har distributøren også sørget for at dække kyllingen tilstrækkeligt til med cellofan, så der ikke er fare for, at frit piblende blod skal vække noget, der kunne minde om tantaluskvaler hos den potentielle køber? – Diverse billedeffekter og forskellige betydningsdimensioner har under alle omstændigheder deres virkning i enhver tænkelig situation.

Billedet og den sociale kontekst hænger sammen. Menneskers appetit hører blandt andet sammen med kulturskabte billeder af køn og kan ikke forstås uafhængigt af det miks af medier, som her og der og alle vegne er med til at give billederne liv, efterhånden som de forvandles fra frit svævende forestillinger til skriftsymboler på papir, fotografier af celluloid eller noget helt tredje. Billeder af mad og køn får på den måde en funktion og en betydning, der meget vel kan være i strid med statistiske sandheder. Tag for eksempel en af vor tids mest omdiskuterede og bemærkelsesværdige (nogle vil sige mest “unormale”) relationer til mad, nemlig anoreksi: Cirka ni tiendedele af alle tilfælde af anoreksi rammer kvinder. Statistisk kan den lidelse altså umiddelbart forklares som en overvejende kvindelig forstyrrelse, hvad der er gængs. Men kvindelige er de til disse forstyrrelser hørende billedmekanismer langtfra altid i de repræsenterede og medialiserede former, som lidelsen antager i en senmoderne kontekst; i en disneyficeret verden af billeder præsenterer anorektikernes såkaldte voksenskræk og formodede hang til broderidentifikationer sig eksempelvis som et Peter Pan-kompleks.⁷

Svar på spørgsmål om spiseforstyrrelsers medierelaterede indhold når desværre ofte ikke længere end til beklagelser over reklamers tyndhedsidealer. Eller også strander de på tilfældige æstetiserende associationer i stil med Oxfordhistorikeren Felipe Fernández-Armestos påstand om, at “anoreksi er for mad, hvad stilhed hos John Cage er for musik, eller hvad The Blair Witch Project er for film.”⁸

Med ordene nedenfor har jeg derimod også et ønske om at foretage et dybere spadestik ned i spiseforstyrrelsernes betydning. Det vil føre for vidt at forsøge at skabe et overblik over den omfattende litteratur, der efterhånden findes om spiseforstyrrelser. Jeg vil i stedet koncentrere mig om de træk, der har relevans for de her behandlede teoretiske teser om menneskers appetit. Ét spørgsmål opstår dermed af sig selv, nemlig om spiseforstyrrelser, specielt anoreksi – med en vis forsigtighed – kan opfattes som et Tantaluskompleks.