Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 30

Hvilken mytologisk billedeffekt er generelt mest sigende for appetittens måder at fungere på? Er appetitten (trods Freuds forsøg på at indramme den som en ren overlevelsesdrift) en lyst især for narcissistiske objektvalg? Er lyst til mad fortryllet af den samme magi som Narcissus’ lyst til drikkevand, som den eksempelvis er beskrevet i Ovids forvandlinger: “Medens han drikker, fortrylles han af, hvad han øjner i vandet / elsker og håber og tror, at hvad der er vand, er en anden.”?⁶⁷ Eller retter appetitten sig mere efter psykoanalysens anden store myte, den om Ødipus, eller knytter den sig til en helt tredje billedmekanisme? Disse er spørgsmålene, der hober sig op mellem linjerne i Det jeg elskede. Hustvedts romanverden kan næsten synes overbefolket med eksempler på, hvad man i nyere psykoanalytisk teori om narcissistisk forstyrrede har set som en såkaldt “sammensmeltningsafhængig personlighedstype”.⁶⁸ Men et eller andet sted i de involverede personers stærkt eksponerede appetit rumsterer Tantalus, også selv om der ikke henvises direkte til ham. Det gør der som sagt sjældent. Narcissus og Ødipus er og bliver psykoanalysens yndlinge.

For en stund løfter jeg nu blikket fra Det jeg elskede for i første omgang kort at redegøre for Tantaluseffektens oversete psykiske betydning. Det psykiske kompleks risikerer ellers at forsvinde i forhold til mere etablerede billedeffekter. Men jeg vender tilbage til Hustvedt, når jeg senere skal diskutere sammenhængen mellem appetit og køn.

Det virker ellers så oplagt. Men tilsyneladende findes Tantalus slet ikke i psykoanalysens topik. Med én undtagelse: Efter at have søgt lidt fandt jeg frem til et par artikler fra halvtredserne, “The Feast of Tantalus” og “Tantalus: a Preoedipal Figure of Myth”, begge skrevet af en psykoanalytiker ved navn Henry Alden Bunker og udgivet i The Psychoanalytic Quarterly i 1952 og 1953. Her fremstilles myten om kongen med den til sidst helt umuliggjorte appetit som “en af menneskehedens universelle fantasier.”⁶⁹ For Alden Bunker er frugterne over Tantalus’ hoved (snart synlige, snart fraværende som en mors bryster) afbildningen af en præødipal fantasi. Orale frustrationer ved morens hånd er ifølge Bunker et tilbagevendende tema i græsk mytologi. Bunkers primære kilde om Tantalus er imidlertid ikke Homer, men Pindars “1ste olympiske ode”. Den fremhæver vigtige detaljer, som originalen udelader. Frem for alt, at ofringen af Pelops jo ikke blot var en overdragelse af ham til Zeus og hans sultne bordfæller, men også betød en separation fra hans mor:

“Men da usynlig du blev, medens Mændene

Søgte med Flid hver Vraa, men kom tomhænded’ hjem

uden dig til din Moder,

Flux da hviskende Ordet sneg sig frem fra misundende

Naboers midte:

At, medens Vandet syded’ paa Ilden i spillende Kog,

Skar de Lem for Lem dig og spiste dit Kjød,

Tilsidst da det deltes omkring til Bordene alle.”⁷⁰

Henry Bunker Alden hæfter sig ikke mindst ved, hvad myten meddeler om den stakkels fortærede søn Pelops, nemlig at modergudinden Demeter kommer for skade at indtage en del af hans ene skulder uden at ane uråd. Derfor vil Tantaluseffekter ofte ret nemt kunne relateres til fortidens og eftertidens myter om ‘den altopslugende mor’ (Aldens eksempler strækker sig fra søuhyret Scyllas mor, Lamia med den kannibalistiske appetit på børn, til en mere moderne historie som netop den om Hans og Grethe).⁷¹ Men med Alden er det vigtigt at bemærke, hvad der sker med Pelops, da det kommer frem, at Demeter er kommet til at indtage dele af hans krop. Da besluttes det nemlig at bringe det fortærede barn til live igen. Pelops genskabes som sund og rask, oven i købet i en ny og forbedret kopi med en skulder af guld og elfenben. Alden associerer Pelops’ nye skulder med en fallisk kraft. Men om man nu vil følge Alden i hans psykoanalytiske kreativitet eller ej, kan han under alle omstændigheder have ret i sin påstand om, at myten om Tantalus, og navnlig om sønnen Pelops, også fungerer som en allegori over barnets overgang til puberteten.