Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 29

Det kunne meget vel være æstetiske reaktioner som denne, Mitchell hentydede til, da han påstod, at menneskers tale om billeder generelt har det med at glide over i vitalistiske eller animistiske talemåder. Og var det i øvrigt ikke nøjagtig den samme glidning, som Leo uforvarende havde givet udtryk for ved at korrigere sig selv i udlægningen af billedet Vandglas og kaffekande for sine studerende?: “Vandet er et tegn på […] Vandet virker som et tegn på fravær”. For Leo i den situation havde objekterne i Chardins maleri forvandlet sig fra at være døde genstande for fortolkning til at blive dele af et levende billede, som (med metonymiens kraft til at forbinde en flods dødelige vande med glassets) her aktivt meddelte sig til ham om en vis fraværende person i hans eget liv. Sønnen Matt overtager i Leos vågnende bevidsthed pladsen som billedets virkelige objekt. Jo tættere Leo bøjer sig ned til reproduktionen, desto mere fraværende forekommer sønnen ham at være. Det er sådan, Tantaluseffekten virker.

Effektens to konstituerende træk, krænkelse af guderne og efterfølgende straf, er ikke direkte oversættelige til Leos senmoderne virkelighed. Eller også er de i kraft af hans jødiske baggrund. Indirekte er de det også i en anden forstand. Leo havde ikke skåret sin søn itu og serveret ham for nogen gud for at så tvivl om guders evne til at gennemskue alle menneskelige forhold. Men han havde, ved at følge Matts udvikling “som Oplysningstidens videnskabsmænd”, et eller andet sted udvist en lignende skepsis over for og benægtet eksistensen af tilsvarende magter. Magter, som Leo vel at mærke føler sig afstraffet og hjemsøgt af nu og i tantaluskvalernes vold pludselig føler, han bør anerkende.

Et glas vand, en kande kaffe, tre fed hvidløg og en krydderurtekvist gør normalt ikke en kat fortræd. Ambivalensen, der her opstår over for disse genstande, kunne ikke være opstået for hvem som helst eller i en hvilken som helst situation. Men den kunne, som Leo drog frem ovenfor, heller ikke være opstået i en ikkemedieret form (“et rigtigt vandglas havde ikke […] men billedet”). Ifølge Det jeg elskede opstår ambivalensen navnlig hos denne mand, Leo, der har mistet sin søn – og sin appetit. Hustvedt lokaliserer altså til dels appetittens ambivalente effekter på et indre fysisk-biologisk og psykisk niveau. Men hun gør sig samtidig store bestræbelser for at sandsynliggøre, at dette personlige niveau (og menneskers lyst til mad) i et vist omfang er et produkt af ydre billed- og medie-relaterede effekter. Det bruger Hustvedt eventyret Hans og Grethe og maleriet Vandglas og kaffekande til at illustrere.