Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 24

De problemer, der kommer frem, når man studerer appetit og køn i Det jeg elskede, har med fede understregninger noget at gøre med familieliv. Men muligheden af en typisk kernefamilies ødipale drama mellem far, mor og barn eksisterer kun teoretisk mellem jeg-fortælleren (Leo), hans kone (engelskprofessoren Erica) og deres søn (Matt). De og de øvrige hovedpersoner, det vil sige faderens ven (kunstneren Bill), vennens kone (digteren Lucille) og deres søn (Mark) danner, sammen med endnu en person i den nære omgangskreds (Violet), en ekstrafamiliær enhed så tæt, at den må siges at fungere med identifikationsmuligheder og konflikter af en lidt anden art, især da Violet overtager Lucilles plads som Bills nye samleverske og Marks stedmor. Det er til denne dobbelte og stadigt mere indviklede familiestruktur, at Hustvedt overfører træk fra myten om Hans og Grethe.

De fleste kender brødrene Grimms eventyr om børnene, der fordrives fra forældrenes hus. Det gør Violet også. I sin nye rolle kommer hun uvægerligt til at identificere sig med den heks, som Hans og Grethe ender i kløerne på efter at have mistet forbindelsen til deres forældre. Efter at være blevet skilt fra Lucille er det også dette eventyr, der appellerer stærkest til Bill og hans søn Mark. De pendulerer nu mellem New York og den fraskilte mors nye hjem i Texas.

“Det forår rejste Bill tre gange til Houston. I disse forlængede weekender lukkede han og Mark sig inde på et motel, så tegnefilm, gik ture, legede med Star Wars-figurer og læste Hans og Grethe. ‘Det er det eneste han har lyst til at høre – igen og igen og igen,’ sagde Bill. ‘Jeg kan den udenad.’ Bill blev nødt til at efterlade Mark hos sin mor, men han tog historien med sig og begyndte at arbejde på en serie konstruktioner der skulle blive hans egen version af eventyret.”⁵⁵

Hustvedts fortæller, Leo Herzberg, er jo selv en del af fortællingen, og vennernes interesser gør indtryk. Man bemærker, hvordan Leos egen opslugthed af still leben-billeder – og i det hele taget af mad som et kunsthistorisk objekt – gradvis tager til. Billeder af en forrykt appetit forvandler sig efterhånden til nøjsomt studerede objekter også under hans pen (senere i livet fordyber han sig eksempelvis i studiet af Francisco de José Goyas monstre, ghouler og hekse, de såkaldte “sorte malerier”, herunder det berømte af Saturn, der spiser sin egen søn).