Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 31

Med Aldens grundige studier af de eksisterende klassiske kilder om Tantalus får sagnkongen et bedre eftermæle end hidtil. Hos Pindar og andre er det slet ikke Tantalus, der ofrer sin søn. I flere kilder er der i stedet tale om, at tilberedningen af Pelops sker på guden Poseidons foranledning, som en offergave og et tegn på kærlighed fra ham til Zeus. Ifølge Aldens kildemateriale er årsagen til Tantalus’ straf først og sidst hans umættelighed. Denne er også grunden til, at han har forgrebet sig på gudernes mad og drikke, deres nektar og ambrosia. Tantalus straffes, fordi han er “en mand med en umættelig trang til nydelse”.

Der skal sikkert nok være nogle, som har forsøgt at relatere Adam og Eva i Edens Have enten til Narcissus eller til Ødipus. Men straffes de ikke rettere med tantaluskvaler og forvises til dødelighedens haller for deres umættelige appetit?⁷² Nu, da vi har Henry Bunker Aldens korrektioner in mente, kan listen over Tantalusmytens konstituerende træk alt andet lige justeres og udvides en lille smule:

• Krænkelse af guderne (ved umættelig appetit)

• Straf (usvækket, men umuliggjort appetit)

samt sandsynligvis et element af:

• Ritualiseret gentagelse af straffen for efterkommere i overgangen til puberteten, som en slags genopførelse af barnets adskillelse fra moren.

Skulle jeg spidsformulere de psykiske aspekter af Tantaluskomplekset og dets modsvarende familiekonflikt, ville jeg fremhæve dets imaginære funktion og nedtone dets præødipale og symbolske funktion. Det præødipales tilstedeværelse hos psykoanalytikeren Bunker skyldes ærbødighed over for Freud og hans hypostasering af Ødipuskompleksets symbolske betydning. Myten om Tantalus rummer hverken signifikante tegn for morforelskelse eller farskinsyge. I den videst mulige respekt for mytens egen billedlogik ville jeg resumere effektens familiepsykologiske betydning således:

Tantaluseffekter er imaginære effekter, der knytter sig til billedet af en umættelig, men også umuliggjort appetit, som ofte relateres til faren. I svælget mellem barnets adsplittede og den voksnes genoprettede autonomi får effekternes ambivalente former, med moderlige instansers mellemkomst, genopførelsens præg hos den unge.

Formuleringen ‘relateres til faren’ skal tages med et gran salt. Det virker rimeligt at opfatte Tantalus’ umættelige appetit og afstraffelsen af den som en effekt, der i myternes sprog lige så gerne ser kvinder i rollen som familiekonfliktens oprindelige synder. I Bibelens syndefaldsmyte er det jo heller ikke Adam, men Eva, der stjæler og videregiver de hellige og forbudte frugter fra Kundskabens Træ. Man ville skulle følge diskursernes undertiden ret så tilfældige veje for at forklare, hvorfor en umættelig appetit efterhånden er blevet synonym med en ‘mandlig’ eller ‘faderlig’ sådan.

Om de således beskrevne Tantaluseffekter og deres mulige sammenhæng med spiseforstyrrelser handler det følgende.