Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 10

Der er mange tvivlsspørgsmål og faglige problemstillinger både i den individuelle rådgivning og i den overordnede planlægning af, hvordan man bedst støtter pigerne.

 Skal man lave særordninger, der tilgodeser de etniske piger, eller er det bedre helt at fjerne det “etniske fokus”?

 Skal man opsøge pigerne eller vente, til de selv kommer?

 Skal man gå til dem med de samme udgangspunkter og redskaber, som vi møder etnisk danske unge med – eller er der brug for særlige redskaber og forudsætninger?

 Hvordan får man pigerne med på lejrskole, hvordan får man en dialog i gang med familierne – og orker man det overhovedet?

 Hvor skal man blande sig, og hvor skal man lade være?

 Hvordan viser man respekt og interesse uden at være anmassende?

 Hvad gør man, når ens egne tærskler overskrides? Når man fx hører ting, man helst ville have været foruden – og som man måske ikke kan gøre noget ved?

 Hvornår har man tavshedspligt, og hvornår har man anmeldelsespligt? Hvor sender man problemet videre hen, hvis man selv må melde pas?

Ingen af disse spørgsmål er der enkle svar på, men denne bog giver en hel del bud. Hovedpointen er, at det ikke nytter at sidde og vente på, at pigernes verdener ramler så tilpas meget, at de selv opsøger rådgivninger og krisecentre eller bliver bragt dertil.

Vi skal ud på skolerne og andre steder, hvor pigerne kommer fra de er helt unge, og lære dem dialogens og forhandlingens kunst – og vi skal hjælpe denne kunst ind i familierne. Vi skal bruge “pionererne” til at fortælle andre piger, hvordan man gør, og vi skal have fat i dem, der gerne vil have hjælp til at bryde med isolationen.

Det er pigerne, der skal trække læsset og opdatere deres forældre i forhold til den tid og det sted, de lever. Det er os, der skal gøre vejen farbar. At støtte pigerne i den type og størrelse oprør, de selv vælger, er omdrejningspunktet for denne bog.