Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 3

Denne bog er et resultat af mange års færden på “det etniske felt”. Først og fremmest i et bredt netværk af forskellige fagfolk, som på hver deres måde har bidraget til bogens samlede erfaringsfelt. Hernæst blandt en lang række etniske minoritetspiger og -kvinder, som har givet mig mulighed for at koble teori og virkelighed – dvs. mulighed for ikke kun at tale om pigerne med folk, der kender dem, men også at tale med dem, det handler om. At møde pigerne i deres egen virkelighed har sommetider understøttet ting, jeg har hørt om dem, men har også ofte bragt modbilleder og afsløret misforståelser.

Min uddannelse som antropolog har bibragt mig en forundring over verdens mangfoldighed – både en undren over forskelligheder og over fællestræk, der går igen kloden over, og som trods alt gør, at mennesker kan spejle sig i hinanden. Fx trangen til tilhørsforhold og viljen til at kæmpe for det, man står for.

Som antropolog opdrages man til at anerkende forskellige sandheder som ligeværdige. Men denne bog handler om integration – mødet mellem forskellige værdier. Virkeligheden blander sig med teorierne; alt er ikke lige godt. Jeg er med andre ord ikke kulturrelativist; jeg går ind for retten til at bestemme over sin egen krop og bestemme, hvem man vil giftes med. Jeg går ind for dialog og tror på, at den er mulig selv i de mest autoritære familier, blot den gribes rigtigt an. Jeg hævder, at man skal gribe den enkeltes ressourcer, ikke undertrykke dem. Og jeg mener, at hver enkelt skal stilles til medansvar for sin egen situation.

Det har jeg holdninger til. Men et hav af værdier står til diskussion. At tage afstand fra kulturelle delelementer bør ikke forlede os til at tage afstand fra hele kulturer, religioner eller etniske grupper og påstå, at de er mindre begavede, mindre værd eller mindre egnede til at begå sig i Danmark. Mit mål er således ikke at fordømme ting, de fleste af os let kan blive enige om at fordømme – som fx tvangsægteskaber og omskæring – men at søge bag om menneskers motivationer for at gøre, som de gør, og mene, som de mener.

Antropologi handler blandt andet om, hvordan mennesker afgrænser sig i forhold til hinanden; i stammer, nationer, sociale klasser osv. Integration handler om, hvordan grænser brydes, og forskelligheder kan blive en fælles ressource. Det er to sider af samme mønt.

Jeg startede med et forsøg på at afgrænse og definere den kultur, jeg troede at kende bedst. Det blev til debatbogen To ristede med pita (CDR 1999) om danskhed. Siden skrev jeg Elsker – elsker ikke om kærlighed og arrangerede ægteskaber (CDR 2000), drevet af ønsket om at forstå motivationerne bag andre traditioner og måske andre tanker og følelser end dem, jeg er vokset op med.

Fra 1998-2002 var jeg leder af “Projekt Pigeliv” i Mellemfolkeligt Samvirkes Minoritetsafdeling. Projekt Pigeliv er tovholder for et tværfagligt netværk af personer, der arbejder med etniske minoritetspiger i forskellige sammenhænge. Projektet kortlægger forskellige tiltag; pigeklubber, rådgivninger m.v. og danner grobund for netværk blandt de forskellige pigeprojekter – bl.a. via afholdelse af pigefestivaler. Aktiviteter, kortlægninger og pigernes debatrum findes på www.ms.dk/pigeliv. Et nyt skud på Projekt Pigeliv er netrådgivningen “Space” på www.ungdomsliv.dk. I perioder savner projektet ressourcer og må stå lidt stille – men visionerne om at udvikle netværk og aktiviteter lever ufortrødent videre.

Pigerne i denne bog har jeg mødt via mit arbejde med bogen Elsker – elsker ikke, i pigeklubber og -projekter, i arbejdet med pigefestivalerne – og desuden som den, der tog telefonen på Projekt Pigeliv, hvor mange piger ringede ind om stort og småt.

I bogen har de citerede piger opdigtede navne. Alder og baggrund er nævnt, hvor det skønnes væsentligt. Nogle af citaterne er fra Elsker – elsker ikke, resten er samlet gennem interviews og samtaler over de senere år; enkelte er viderefortalt via interviews med fagfolk. Citaterne er brugt “i flæng” for at eksemplificere temaer og pointer, men jeg har selvfølgelig haft videst mulig respekt for de sammenhænge, de er taget ud af.

En overvejende del af de citerede piger har tyrkisk baggrund. Det kan hænge sammen med, at jeg ofte oplever piger med tyrkisk baggrund have lyst til at snakke og fortælle – de arbejder hårdt på at finde nye ståsteder, og de diskuterer det gerne. Jeg har dog også talt med mange andre, færrest nok piger med arabisk baggrund, som jeg til gengæld har talt så meget desto mere med fagfolk om. Nogle etniske minoritetsgrupper er stort set ikke repræsenteret i bogen; det gælder fx somaliere. Disse repræsentative skævheder er utilsigtede, men det er heller ikke bogens mål at være et videnskabeligt kvantitetsprodukt.

Visse steder i bogen kommer jeg ind på, hvordan de konkrete etniske baggrunde kan ytre sig forskelligt, men ellers er det hensigten, at bogen skal læses så generelt som muligt og ikke som et opslagsværk over etniske gruppers forskellige integrationsstrategier.

Under forarbejdet til denne bog har jeg været rundt i landet og interviewe en lang række fagfolk, der har forskellige vinkler på arbejdet med pigerne. De fleste citater angives med navn, og man vil kunne gå ind under appendikset “Personer og projekter” og læse mere om de enkelte, der citeres. Nogle steder skriver jeg dog fx “leder af en pigeklub” under et citat frem for at angive navn og klub. Her er det vurderingen, at de piger, der omtales, står sig bedst uden at blive eksponeret ved navn og klub.

Der har været megen røre om minoritetspiger i akutte kriser; hvordan griber man hjælpen an? At sætte politisk og mediemæssigt fokus på de sværeste problemer er en hjælp for nogle; for andre giver det tilværelsen endnu strammere rammer. Denne bog vil bl.a. vise, at det ikke er til alle pigers gavn at løfte sløret og sætte spot på de værste sager som fx tvangsægteskaber og æresdrab. Al ensidighed har omkostninger.

Heldigvis bliver der i dag fulgt op med en del initiativer fra stat og kommuners side. Det er tiltag, der skal skabe baggrundsviden, samle erfaringer – og åbne debatten om, hvordan man bedst griber problemstillingerne an i det daglige, almindelige arbejde. Denne bog hører til blandt disse initiativer – her skal formidles “hverdagserfaringer”, som kan bruges i det forebyggende integrationsarbejde.

Hvad der ligger mig mest på sinde, er at lægge op til læserens eftertanker. Integrationsfeltet har i mange år været præget af berøringsangst, xenofobi, mudderkastning, medieforførelser – det har været svært at tænke selv i larmen. Det er tid for nye tanker, nye veje.

Tak for lån af tid og ord til samtlige, der har stillet op. Tak til alle piger og kvinder, der har givet stof til eftertanker og gjort bogen mulig. Tak til alle fagfolk, der har bidraget med erfaringer og også turdet have holdninger. Tak til Tine Sørensen og Pernille Kruse, der har brugt mange frivilligtimer på at skabe orden i kaos. Til Jane Bartholdy, der inspirerede til at tænke med empowerment. Til Lene Nielsen, MS’ uforlignelige bibliotekar, der har sørget for, at litteraturen kom på plads. Til Helle Stenum, der i sin tid satte mig på sporet af Pigeliv. Særlig tak til Christina Rask, Malene Grøndahl, Meriam Al-Erhayem, Anja Bredal, Sengül Deniz, Bilgen Dogru, Camilla Bugge og alle I andre, som har gidet diskutere og er blevet ved med at holde fast i, at bogen blev vigtig og god – også selvom det hele ikke kunne være der på én gang…

Og så selvfølgelig tak til min dejlige familie, som har gjort små oprør undervejs og husket mig på at være nærværende.

Arbejdet med bogen er støttet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Udgivelsen er støttet af Undervisningsministeriets tips/lottomidler.