Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 9

Tingene rykker, lige så stille. Nogle piger tager bladet fra munden og siger tydeligt til og fra – og evner at forklare deres forældre, hvad de ønsker og ikke ønsker. Og en del familier forsøger at være imødekommende, blandt andet belært af tidligere tragedier. De ønsker katastroferne lige så lidt som deres døtre.

Man kan ikke forlange, at alting skal ske på én enkelt generations tid. Forvirring og ofre er umulige at undgå; det kræver tid at flytte normer og traditioner, og også pigerne selv har brug for tid til at være med til at definere deres fremtid.

Skal vi så ikke bare lade tingene rykke, helt af sig selv – og lade pigerne selv bestemme farten og målene? Hvis pigerne ikke er de undertrykte ofre, som vi har troet, skal vi vel bare være der og støtte dem, når de selv kommer til os? Og så i øvrigt bruge vores sunde fornuft – vi vil dem jo det bedste?

Nej, så simpelt er det ikke. Hvis det “bare” drejede sig om tvangsægteskaber, kunne vi måske lovgive os ud af det eller sørge for massevis af boligtilbud til kvinder på flugt. Hvis det drejede sig om “store oprør”, hvor pigerne valgte frigørelsen på godt og ondt, kunne vi støtte dem i det. Det kender vi selv, det er jo en del af “vores kultur”!

De små oprør er langt mere komplicerede – bl.a. fordi pigerne ikke bare kan navigere efter, hvordan andre har gjort. Hverken mor, veninde eller lærer er ensidig rollemodel, og uanset hvad pigerne vælger, vil de skuffe nogle forventninger.

Det vanskelige opgør: hvem er jeg – og hvem vil jeg gerne være? kompliceres yderligere af alt det andet, der hører pigelivet til. Puberteten, venindefnidderen, uddannelsesvalg og tanker om fremtiden, de uforstående forældre – og drengene og følelserne, som man ikke kan undgå at støde ind i, hvor forbudt det så end måtte være.

Så stor er forvirringen og forventningsbyrden for mange piger, at de har svært ved at finde ind til, hvem de egentlig selv er, og hvad de gerne vil med deres liv. Det handler ikke kun om, hvem de skal giftes med, men også om hvilke værdier de skal vælge at tro på, og hvilken fremtid de ønsker.

Mange piger er på herrens mark. For nogle er det bogstaveligt; for dem viser islam vejen – og verden kan synes mindre kompliceret (men ikke nødvendigvis lettere at være til i). Andre finder sig selv uden en religion; andre igen står midt imellem og forsøger at finde sig et ståsted, som er deres eget.

Det er i hele dette sæt af forvirringer, vi skal ind og møde pigerne. Og det kan ikke gå hurtigt nok. “Det nytter alligevel ikke noget”, er mange pigers bud, når de giver efter eller giver op.