Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 12

Etniske minoriteter vil sige flygtninge, indvandrere og deres efterkommere i Danmark – mennesker med rødder i anden jord end den danske. Begrebet dækker definitionsmæssigt over samtlige etniske minoritetsgrupper i Danmark, hvor nordmænd, svenskere og tyskere er blandt de ti største grupper. Men både i politik, statistik og almindelig tale forbindes etniske minoriteter oftest med de sidste tiårs “typiske indvandrerlande”: Tyrkiet, Irak, Libanon, Bosnien, Pakistan, Eksjugoslavien, Somalia, Iran m.v.. Jo mere fremmedartet – jo mere “etnisk”!

Det er piger og familier fra “de typiske indvandrerlande”, som optager denne bog. Med “piger” menes en udefineret aldersgruppe fra små skolepiger på 12 til unge kvinder på 25.

En del af pigerne er muslimer. Men de er ikke muslimer på samme måde, og de er det ikke alle. De er heller ikke alle sammen sorthårede!

Mange kalder i daglig tale de etniske minoriteter for “etniske”. Vi ved jo alle sammen, hvem der menes – men en skelnen mellem “danske” og “etniske” modsvarer ikke virkelighedens kompleksitet – eller enkelhed, om man vil.

Alle er nemlig lige etniske – også danskere. Man er ikke mere “etnisk”, fordi man er født et andet sted end Danmark eller har sort hår. Alle har oprindelse i en etnisk gruppe på én eller anden måde, om man så vælger at definere det ved (oprindelig) nationalstatus, udseende, sprog, historie – eller ud fra, hvor man føler, man hører til.

Etniske danskere dækker således over indfødte danskere, som ikke har indvandrerbaggrund. Men hvilke danskere har ikke indvandrerbaggrund? vil den kritiske læser spørge. Alle danskere har forfædre, som i tidernes morgen er kommet andre steder fra. “Hvornår bliver man dansker?” er jeg blevet spurgt af piger, der i tv-avisen kaldes for “andengenerationsindvandrere”, men hvis familier måske har været her i tre eller fire generationer.

Flere og flere unge med anden etnisk baggrund end dansk er født her i landet og beskrives som “efterkommere”. Mange har dansk statsborgerskab¹, men vil figurere som “efterkommere” i statistikken indtil den dag, der indgås ægteskab med en “etnisk dansker”. Får en efterkommer børn med en efterkommer, vil disse børn også være efterkommere, men får en efterkommer børn med en dansker, vil børnene være danske.

Ved at dissekere sproglige begreber gør man dem let ubrugelige. Jeg håber, at jeg med disse linjer har skabt ravage til eftertanke; det er kort sagt umuligt at skabe nøjagtige definitioner eller afgrænsninger – og det er da også det, der gør det så svært at finde et anvendeligt ord, der kan samle en stor og broget skare af den danske befolkning under én hat. Herfra vil jeg skelne mellem “etniske danskere” og “etniske minoriteter” og forlade mig på, at læseren nu ca. ved, hvem jeg mener!