Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 8

I majoritetsbefolkningen eksisterer der en masse holdninger og forestillinger om pigerne og deres problemer, men vi ved faktisk ikke ret meget (se dog ny SFI-undersøgelse om pardannelsesmønstre, jf. s. 67). Frem for alt ved vi meget lidt om, hvad pigerne selv gerne vil. Vores forestillinger om, hvad pigerne har brug for, svarer derfor ikke altid til pigernes egne ideer. Når udgangspunkterne er forskellige, bliver det svært at give støtte og svært at tage imod støtte.

Der har været meget fokus på tvangsægteskaber. Problemet eksisterer, men for mange piger er det ikke det, det handler om – eller ikke det alene. De ser sig ofte spundet ind i en række mere komplekse problemer, der ikke løses endeligt ved kortsigtet hjælp som fx ophold på et krisecenter. For de fleste piger er et brud med familien det værste, de kan forestille sig, og mange gør alt, hvad de kan, for at undgå det.

Derfor er dette ikke bare en bog om tvangsægteskaber. Den vil vise, hvor komplekse pigernes problemstillinger og dilemmaer kan være – men den vil også vise, at pigerne selv har nogle bud på, hvordan deres dilemmaer kan løses.

Det er ikke forældrenes “kultur”, der står i vejen for pigerne – og for integrationen. Det er mangel på dialog. Mange etniske minoriteter i Danmark ved stadig forfærdende lidt om det land, de bor i, og de indfødte danskere kender lige så forfærdende lidt til de ressourcer, “de fremmede” kan indgå i deres omgivelser med.

Men tingene rykker sig lige så stille ude i den praktiske virkelighed. De fleste med indvandrerbaggrund vil gerne integrere sig og sluge de kameler, der skal til. De fleste forældre vil gerne være med til at tilpasse traditionerne til den virkelighed, de og især deres børn lever i, men det kræver, at de får tillid til at turde sende deres børn ud i denne virkelighed.

Så hvor der i dag er størst fokus på akutte kriser, der kræver akutte indsatser, sætter denne bog fokus på de lange seje træk – metoder og tilgange, der giver ansvaret og kompetencerne tilbage til de mennesker, det handler om. De kender bedst deres problemer, ønsker og behov.

Mange piger skubber problemerne foran sig i stilhed, og de bliver først tydelige, når det hele er for sent. I mange etniske minoritetsfamilier er der ikke tradition for dialog eller forhandling, og selv en mindre konflikt kan udmunde i et vældigt drama.

Pigerne opsøger kun sjældent en egentlig rådgivning, og mange rådgivere og behandlere fortæller i øvrigt, at de føler sig dårligt klædt på til at arbejde med pigernes komplekse dilemmaer.

Til gengæld finder mange piger vej til en voksen, som de har tillid til, inden for de rum hvor de normalt færdes – fx i skolen eller pigeklubben. Således oplever mange “almindelige” fagfolk pludselig at skulle lytte og støtte – og også de melder om, at det er svært, krævende og utrygt at arbejde med integrationsproblematikker. Der tales om udbrændthed og ensomhed; man savner opbakning, sparring og især erfaringsdeling.

“Interkulturelle kompetencer” er derfor ikke kun noget, der kræves af integrationsmedarbejderen eller den ansatte på krisecentret – men i høj grad også af den “almindelige” pædagog, lærer, socialrådgiver, klubmedarbejder, behandler, rådgiver, bibliotekar, politibetjent…

Der er et vældigt behov for indsats. Men erfaringerne viser, at det ikke er nok at sætte ind med væresteder, rådgivning og andre tilbud, hvis de voksne på stederne ikke har redskaber og kompetencer til at møde pigerne. Det betaler sig at bruge de erfaringer, der er gjort.