Читать книгу De sma opror - Marianne Nohr Larsen - Страница 11
KULTUR
ОглавлениеKulturbegrebet er blevet endevendt og forsøgt defineret på et utal af måder, der hver især kan have sin berettigelse i forhold til den kontekst, det bruges i. Jeg skal vende tilbage til både det og etnicitetsbegrebet i bogens del 2; her blot en kort introduktion til, hvordan jeg forstår “kultur”:
Kultur handler om relationer. Kultur opstår i mødet mellem mennesker, mellem holdninger. Kultur er dynamisk og under bestandig ændring; den kan ikke fastholdes i et “nu”, men må forstås som proces, forandring, forhandling og forvandling. Når vi snakker om kultur og integration, kan vi ikke adskille “deres” fra “vores” kultur, men må se på integrationskultur – eller migrationskultur; de væsenselementer, som opstår i spillerummet mellem kendt og fremmed, nyt og gammelt.
Kultur er noget, mennesker skaber, snarere end noget, de bærer med sig. Det gælder i høj grad for de etniske minoritetspiger – de er aktive deltagere i skabelsen af nye rum og nye identiteter. Det er sådan, de skal ses – og sådan, de skal se sig selv – ikke som passive statister i et fastlåst spil.