Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 10

Som kunstterapeut er det relevant at overveje, hvad kunst er, hvor grænserne går mellem tilfældige udfoldelser og kunst, og hvad kunst betyder for terapien. Kunst kan jo forstås på rigtig mange måder, så også her må vi tage nogle valg.

Denne bogs kunstforståelse bryder i nogen grad med et alment etableret kunstbegreb. Her opfattes kunst ofte som bestemte værker, som i kraft af kunstnerens særlige talenter har fået den særlige kvalitet, at være Kunst. Hvad der i bredere samfundsmæssig sammenhæng falder i kategorien Kunst, synes at hænge sammen med, hvilke værker der udstilles offentlig som kunst. Dermed afgøres, hvad der betegnes som kunst af, hvad der “taler til” flertallet af kunstkritikere, eller hvilken kunst der ud fra nogle kunstteoretiske strømninger etablerer sig som kanon (Sanderhoff, 2007). Dette almindelige kunstsyn lægger altså vægt på, hvad autoriteter i kunstverdenen definerer som kunst, og ikke hvad der grundlæggende adskiller kunst fra ikkekunst. Derfor er denne kunstopfattelse heller ikke anvendelig til at forstå den kunstneriske proces i kunstterapien. Vi må vende os andre steder hen for at forstå, hvordan kunsten kommer i stand, og hvad den gør ved os.

Den skitse til en kunstforståelse, som jeg fremlægger i det følgende, er inspireret af fænomenologien og her blandt andet af Martin Heidegger. Han mente, at kunsten er “det værendes sandheds sætten-sig-i-værk” (Heidegger, 1950, side 42 og 81). Formuleringen synes dunkel, men som jeg læser hans tekst, ligger der bl.a. det i det, at der i den kunstneriske skaben er involveret en vis oprigtighed og åbenhed i omgangen med værket. Og at det færdige værk siger noget sandt om vores væren. Heidegger tog primært udgangspunkt i billedkunst, men overvejelserne gælder efter min opfattelse for alle kunstarter.

Af dette følger også, at kunst ikke er knyttet til en særlig teknisk kunnen. Min egen erfaring er da ligeledes, at også en æstetisk følsomt frembragt tændstikmand kan sætte “sandheden i værk”. Konkret vælger jeg derfor at betragte værker som kunst, hvis de er lavet med en vis seriøsitet, oprigtighed og følsomhed, og når de er nået frem til et – for skaberen – færdigt udtryk. Af denne grund betragter jeg en stor del af patienternes billeder som kunstværker.

“Skulle det være kunst? Det kunne enhver da lave!” er en sætning, man kan høre i forbifarten på en udstilling af moderne kunst. Udsagnet peger på den dobbeltnatur, kunstværket har: dels en “ting”, f.eks. noget maling smurt på et lærred, og dels noget andet, som både er uløseligt forbundet med “tingen” og noget helt særligt, som løfter det malede lærred til en anden kategori; kunstværket.

Martin Heidegger udtrykte det med sit lidt snørklede og præcise sprog således: “… det tingsmæssige i kunstværket er som en underbygning, ind i hvilken og hvorover det andet og egentlige er bygget” (Heidegger, 1950, side 24). Det er dette andet, som er kunsten. Og som nogle gange kan være svær at få øje på, hvorved lærredet forbliver bare en ting, som enhver kunne have lavet.

Kunst er altså noget, der kræver at blive opdaget – både af kunstneren og siden af tilskueren. Eller det er selve opdagelsen. Kunsten opstår i samspillet mellem en ting (det malede lærred, tonerne, bevægelserne, ordene) og et menneske (kunstneren og tilskueren). Både værkets tingslige kvaliteter, som farve, form og struktur, og betragterens måde at betragte på er afgørende for, at kunsten “sker”. Kunsten kan ikke ske uafhængigt af sin materielle form, men den er heller ikke bare denne form (eller Heideggers tingslighed). Ved at betragte farverne og formerne på lærredet tilstrækkelig længe med åbent sind, kan man få oplevelsen af, at et værk begynder at åbne sig. Der opstår noget andet; følelser, fornemmelser, erindringer, fantasier dukker op på den indre nethinde – eller er det på lærredet? Det kan nogle gange opleves som lidt af en åbenbaring: “Sådan er det!”, men hvis nogen spørger, kan det være svært at forklare med ord. Man kan måske bare pege på det bemalede lærred og gentage: “Det er lige sådan, det er”. Og måske står tilhøreren måbende og siger: “det er da bare noget maling på et lærred”.

Når kunsten lykkes, etablerer det altså en erfaring i kunstneren eller tilskueren, og vel at mærke en æstetisk erfaring.¹³ Det er en erfaring, der med Dorthe Jørgensens¹⁴ ord udvider vores tænkning til, hvad hun også kalder en æstetisk tænkning (Jørgensen, 2006). At tænke udvidet eller æstetisk handler om at kunne spænde over og bevæge sig på flere planer på en gang (Jørgensen, 2008, side 10-11). Der sker noget mellem linjerne, tonerne, farverne, ordene, som rækker ud over samme linjer, toner og farver. Der opstår en merbetydning, som ikke ligger i den enkelte tone eller farve, men i selve spændingen mellem dem.

Kunstværket formidler sin betydning gennem direkte sansning af værket uafhængigt af kunstneren, og den erkendelse, som kunsten kan give anledning til, har en anden karakter end den, som er bundet til vores logiske tænkning. Kunsten og den æstetiske erfaring giver ingen forklaringer, begrundelser eller retningslinjer. Om dette siger en digter:

Jeg vil ikke afskrive digteriets mulighed for erkendelse, men jeg har ingen forestilling om den store sammenhæng. Derimod tror jeg på sansningens muligheder som fragmentarisk orientering i tilværelsens mærkelige sammensurium.

(Jørgen Gustava Brandt i interview til Weekendavisen 6.9.2001.)

“Sansningens mulighed som fragmentarisk orientering” er en måde at beskrive en æstetisk erfaring på. Og den bringer altså, ifølge Brandt, en slags orientering i tilværelsen. Det er en orientering, som er bundet til vores sanser og åbner mulighed for erkendelse. Som sådan er kunsten forskellig fra den almindelige ting, som nok sanses, men som ikke åbner for erkendelse, og forskellig fra filosofien og faglitteraturen, som nok tilbyder en erkendelse, men en entydig og logisk erkendelse uden direkte relation til vores sanser. Heroverfor er den æstetiske erkendelse i kunstværket flertydig og lader sig ikke gerne forklare.

K.E. Løgstrup¹⁵ var fortaler for, at kunstværket gennem sin sanselighed bringer os nær oplevelsen af verden. Han mente, at vores tilværelse oplyses eller afsløres af kunstværket (Løgstrup, 1983, side 67). Et andet sted siger Løgstrup:

Hvad der blot gik for sig helt ude ved randen af vores bevidsthed, hvad der blot var en anelse, det gør kunstneren til det centrale – og det viser sig at være det centrale. Vi bemærkede det knap nok, det gik os forbi, fordi vi ikke evnede at udtrykke det eller give det form.

(Løgstrup, 1961, side 8)

Kunstværket bringer altså noget i fokus, som er vigtigt for os. Det centrale. Det som Heidegger kalder “det værendes sandhed”. Det tilbyder os en betydning, som vi ikke kan finde andre steder end i kunsten. Og det gør det i en æstetisk form, der taler til vores sanser. Kunsten kan dermed ses som en måde, hvorpå vi kan fortolke¹⁶ vores væren i al dens kompleksitet uden at forråde den mangetydighed og åbenhed, der må til, hvis vi ikke skal fryse til is.

Et lille eksempel: Enhver teenager i dagens Danmark lytter til musik. Spørger du dem, om de derved kan fortolke deres væren, vil de nok glo måbende eller synes, at du er totalt latterlig. Men de vil sandsynligvis heller ikke kunne forklare fænomenet på anden måde. “Det lyder bare godt”. Grunden er, at kunstens værensfortolkning foregår helt uden om vores bevidste opmærksomhedsfelt. Musikken er som de andre kunstarter et formsprog, der taler direkte til os gennem høresansen og opleves meningsfuld. Lyt til de første strofer af Beethovens 5. symfoni; det er dramatisk og storladent. Men en udtømmende forklaring på værkets betydning er umulig at give begrebsligt. Det er, som om musikken udtrykker netop dette på den eneste måde, det kan udtrykkes på.

Derfor er det så svært at udlægge kunst uden at forråde dens komplekse betydning. Forsøgene på at forklare, hvad et værk betyder, vil amputere værket, fordi en stor del af merbetydningen går tabt. For dem, for hvem kunstværket åbner vigtige æstetiske erfaringer, kan det derfor opleves som et overgreb at “udlægge” værkets betydning begrebsligt – fordi det, som i kunstværket formidles åbent og flertydigt, vil lukke sig i forklaringens entydighed. Kun en poetisk tolkning, dvs. en “udlægning” i et andet kunstnerisk medie, vil kunne yde værket retfærdighed.

Kunstværket kan altså opfattes som en måde, hvorpå vores selvbevidsthed og væren i verden gives eller skabes som form i et kunstnerisk medium. Og vel at mærke en form, der kan opfattes umiddelbart af andre mennesker.