Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 16
SAMMENBRUDDET
ОглавлениеSammenbruddet betegner det forhold, at det færdige værk ofte bliver til på baggrund af et sammenbrud i den primære intention. Det er netop, fordi værket tilfører noget, man ikke på forhånd kunne udtænke, eller måske tager en helt uventet drejning undervejs, at det bliver et kunstværk. Dette sker ofte som et resultat af en leg med materialerne eller en lille tilfældighed, der fører værket i ny retning. F.eks. opdagede en patient, der blot legede med farverne, uventet en stor fugl i sit billede – en fugl, som han ikke havde planlagt at male. Dette førte billedet i en helt ny retning. Et andet eksempel er en patient, der udforskede vrede i billeder og til sin overraskelse fandt, at billedet udstrålede glæde. Det er her, der opstår en mulighed for at lave noget, man ikke på forhånd havde kunnet forestille sig. Der viser sig en åbning til at skabe eller opdage noget nyt og dermed gøre værket til egentlig ny-produktion frem for re-produktion.
Det betyder, at netop der, hvor det, som patienterne troede, de skulle male, bryder sammen, begynder billedet at leve – der opstår en dialog, der overrasker, irriterer og udfordrer. Det er dér, kunsterfaringen tvinger os ind i en nyorientering.
Sammenbruddet er beskrevet af flere kunstnere. Per Kirkeby siger f.eks. i et interview:
Når jeg begynder at male, har jeg altid nogle ideer og forestillinger, som jeg vil male. Men hver gang sker der altså det, at jeg mister kontrollen over billedet, og alle de gode ideer og gode motiver bryder sammen. I sammenbruddet afslører de så at sige deres skjulte natur. I virkeligheden er mine billeder en sum af sammenbrud, og derved bliver de en slags natur.
(Rasmussen, 1994, side 25)
Det, der bl.a. tabes undervejs, er det, Kirkeby også kalder den anekdotiske side af billedet. Altså malerens sprogligt bårne opfattelse af, hvad det er, han har gang i. Og når den “gamle” forståelse sættes ud af kraft, åbnes mulighed for nye former.
En anden af vores kendte malere, Arne Haugen Sørensen, udtrykker noget tilsvarende således:
Ikke sjældent står jeg med et ganske udmærket billede, og pludselig aner jeg et eller andet spændende, langt væk, inde bag ved. Et løfte. Som med et slag bliver mit før så solide billede til ingenting, og forvandler sig til en afgrund som jeg må springe over. Som et hul, uden anden betydning end det ukendte og spændende der måske er på den anden side. Det er en bittersød fornemmelse, for skønt det er frydefuldt at snuse nyt bytte op, er det også trist, for man må ofre det man allerede har mellem tænderne, for man kan ikke have begge dele.
(Sørensen, 1995)
Det, der bryder sammen, er ikke blot det sproglige, begreberne, ideerne, vores viden … men også den dagligdags følelse af sikkerhed, som sproget og vores begrebsverden er med til at sikre. Selvfølgeligheden brydes, når intentionen bryder sammen. Og sammenbruddet åbner til en ikkeviden, som kræver noget nyt af os, noget vi på ingen måde kunne planlægge fra starten – en nyorientering. Og netop derfor er ethvert kunstværk, der skabes, i bogstaveligste forstand noget nyt.
Det er formentligt i sammenbruddet, at en væsentlig del af kunstterapiens særlige terapeutiske potentiale bor, og samtidig er det her, kunstterapi adskiller sig radikalt fra andre former for terapi. Det forlener kunstterapien med et element af ustyrlighed, som samtidig betinger dens evne til at overskride patientens symptomer og give plads til ny udvikling. Dermed bryder kunstterapien med forestillingen om, at behandlingsmetaforen er mest velanbragt ved de sværeste sygdomstilfælde, og at udviklingsmetaforen er mere oplagt ved lettere tilfælde (Hougaard, 2004, side 626). I denne optik må kunstterapi siges at være en udviklingsorienteret strategi også for de mest syge patienter.