Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 4
KAPITEL 2
Grundlaget
ОглавлениеMange misforståelser og uklarheder bygger på, at man taler ud fra forskelligt videnskabsteoretisk grundlag uden at gøre sig dette klart. I dette kapitel vil jeg præsentere nogle grundlæggende begreber og tanker, som jeg finder vigtige i forståelsen af de skabende kunstterapiers metode og virkning.
Jeg indleder med en kort introduktion til fænomenologi, så læsere uden disse forudsætninger kan forstå grundlaget for resten af bogen. Herunder vil jeg præsentere nogle bud på, hvordan fænomenologer har forstået psykiske lidelser (psykopatologi). Man opnår sjældent noget med en behandling, hvis ikke man har begreb om den sygdom eller tilstand, man vil behandle. Inden for fænomenologisk psykopatologi forstår man psykisk lidelse som bevidsthedsforstyrrelser. Dette kan også lære os meget om, hvad det vil sige at være rask eller normal.
Derefter vender vi os mod kunsten. Kunst som begreb står helt centralt i skabende kunstterapi, og med afsæt i fænomenologisk tænkning giver jeg et bud på en kunstopfattelse, som vil være afsættet for min afsøgning af kunstterapiens virkninger. Her vil jeg desuden komme ind på form, dialog, leg og skønhed, som alle er vigtige begreber i forståelsen af de skabende kunstterapier.
I skabende kunstterapi opstår et særligt skisma mellem kunsten og terapien. Det er, som om kunsten forsvinder, hvis man som kunstterapeut fokuserer for meget på terapien. Og når kunsten forsvinder, forsvinder jo også kunstterapien – i hvert tilfælde i den skabende form, som er denne bogs fokus. Jeg afslutter kapitlet med en analyse af dette skisma i lyset af forskellige kunstneres erfaringer.