Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 6

Fænomenologien voksede frem i tysk filosofisk tænkning i 1800-tallet som en lære om, hvordan fænomener fremtræder for bevidstheden. I stedet for, som i megen traditionel videnskab, at beskrive verden uafhængig af bevidstheden og bevidstheden uafhængig af verden, hævder fænomenologerne, at vi, som udgangspunkt for en forståelse af begge dele, må søge at forstå det intime forhold mellem bevidstheden og verden.

Når jeg f.eks. ser en solsort, er min bevidsthed om solsorten og selve solsorten helt sammenvævet. Jeg kan ikke fatte denne solsort uden om min bevidsthed om den. Omvendt vil min bevidsthed om solsorten ikke eksistere, uden at der er en solsort ude i verden. Tesen er, at bevidsthed altid er bevidsthed om noget i verden. Også forestillingsbilleder som f.eks. et bjerg af guld er sammenstillinger af forskellige verdenserfaringer. Derfor må vi se på verden, hvis vi skal forstå bevidstheden. Og omvendt bliver vi nødt til at medtænke vores bevidsthed, når vi vil begribe fænomener i verden.

Bevidsthed som fænomen kan altså slet ikke forstås og undersøges uafhængigt af det, som bevidstheden retter sig mod. Denne rettethed kaldes intentionalitet. Intentionalitet er dermed et kernebegreb i forståelsen af bevidsthed. Bevidstheden kan simpelthen ikke beskrives eller forstås uden om sin intentionalitet. Skal vi undersøge vores syn, bliver vi derfor nødt til at inddrage det, vi ser på, i dette tilfælde en solsort. Synet er et bevidsthedsfænomen, og det kan ikke eksistere, uden at der er noget at se. Det gælder tilsvarende for andre bevidsthedsfænomener, at vi ikke kan undersøge dem uden at inddrage det, som de retter sig mod, det man kalder intentionaliteten.

Denne opfattelse af bevidstheden giver en helt anden forståelse af psykisk lidelse, som jo også er bevidsthedsfænomener. Så selvom tanken kan synes enkel, er den samtidig meget radikal. For det afskaffer det psykiske som noget, der har en selvstændig eksistens, og f.eks. et begreb som “det ubevidste” mister sin mening i en sådan tænkning. Tilsvarende mistes ideen om, at vi kan beskrive en objektiv virkelighed uafhængigt af vores bevidsthed.

Det, vi i stedet får, er en bedre forståelse af, hvordan vores bevidsthed konstitueres i samspil med kroppen og omverdenen. Skal vi forstå kunstterapi ud fra et fænomenologisk perspektiv, handler det derfor ikke om at udtrykke sig selv forstået som selvudfoldelse eller om at tolke det ubevidste, men om at skabe kunst og dermed (re)konstituere eller (om)danne sin bevidsthed, herunder sin selvbevidsthed. Hvad dette konkret betyder, vil jeg komme meget mere ind på i næste kapitel.

Fænomenologien er et vældigt stort område, som kan være vanskeligt tilgængeligt, og forskellige opfattelser af fænomenologien kan give anledning til misforståelser. Det følgende er en kort oversigt, som kan rydde de værste misforståelser af vejen. Det følges af en præsentation af fænomenologisk psykopatologi og lidt om, hvad bevidsthed er. Læsere uden dybere teoretisk interesse kan eventuelt springe de næste par sider over og gå videre til afsnittet: “Kunsten og den skabende kunstterapi”.